Gå til sygdomsliste

Immunterapi med cytokiner

Cytokiner binder sig til andre immunceller og sætter gang i aktivering af immunforsvaret.

Cytokiner er signalstoffer, der får cellerne 'til at tale sammen', når kroppen har brug for en aktivering af immunforsvaret – f.eks. i forbindelse med en infektion. Cytokinerne binder sig til andre immunceller og sætter derved gang i yderligere aktivering af immunforsvaret.

Når cytokiner bruges til behandling af kræft, gives de i doser, der langt overstiger, hvad kroppen normalt er udsat for. Det påvirker alle immunceller i kroppen og starter en bred og meget kraftig aktivering af immunforsvaret, der ikke kun er målrettet mod kræftcellerne.

Cytokiner bruges til behandling af modermærkekræft og nyrekræft

I Danmark er cytokinerne interleukin-2 og interferon godkendt til standardbehandlingen af modermærkekræft (høj dosis) og nyrekræft med spredning (lav dosis). Behandlingen anvendes dog sjældent, da de nyere typer immunterapi har bedre effekt og færre bivirkninger.

Man får cytokinet som en indsprøjtning under huden eller direkte ind i blodbanen. Selve behandlingen foregår under indlæggelse, hvis der er tale om høje doser. Behandling med lav dosis kan foregå ambulant.

Bivirkninger ved behandling med cytokiner

Graden af bivirkninger afhænger af, hvor høj en dosis man får. Bivirkninger varier fra lette influenzalignende symptomer til mere udtalte bivirkninger med påvirkning af blandt andet de indre organer, blodcirkulation, centralnervesystem og knoglemarv.

Hvor godt virker immunterapi med cytokiner?

En mindre del af patienter med modermærkekræft og nyrekræft kan opnå langtidseffekt af flere års varighed ved behandling med interleukin-2 og interferon.

En lidt større andel af patienterne kan opnå, at sygdommen mindskes og holdes i ro i kortere eller længere tid.

Her kan man få cytokinbehandling

Behandling med cytokiner er samlet på kræftafdelinger i Århus, Odense og Herlev.

Læs mere om immunterapi:

Immunterapi

Læs om andre behandlingsformer, der bruges i forbindelse med kræft:

Behandlingsformer

 
Få hjælp af en rådgiver

Har du eller en af dine nærmeste kræft, kan du få gratis hjælp:

   

Rådgivning