Kun 3 pct. af vores indtægter
kommer fra det offentlige.
Dit bidrag er afgørende.
Behandling med antistoffer kan virke både direkte og indirekte hæmmende på kræftcellerne. Læs om, hvordan antistoffer bruges som immunterapi, og om hvilke bivirkninger behandlingen kan give.
Kroppen beskytter sig normalt mod infektioner ved at danne antistoffer – typisk mod et protein i en bakterie eller virus. Næste gang kroppen udsættes for samme virus eller bakterie, vil kroppens specifikke immunforsvar effektivt nedkæmpe infektionen, så man undgår at blive syg.
Det er en speciel type hvide blodlegemer – B-lymfocytter – der danner antistoffer, som kan binde sig til de fremmede cellers antigener og dermed bidrage til at nedbryde cellerne.
Det er muligt at danne antistoffer, som virker direkte imod bestemte strukturer på en kræftcelle. Flere af sådanne antistoffer, der virker direkte hæmmende på kræftcellen, er allerede en del af den etablerede kræftbehandling i hele landet.
Kræftcellerne kan rammes indirekte ved at bruge antistoffer, som er rettet mod bestemte immunregulerende strukturer på immuncellerne eller kræftcellerne. Antistofferne forhindrer derved naturlige blokeringer i immunforsvaret og frisætter immunaktivitet, der ellers var blokeret. Antistofferne kan på denne måde aktivere eller hæmme mekanismer i den immuncelle, som de binder sig til. Det kalder man immunregulerende antistoffer.
Behandlingen med disse antistoffer medfører en generel påvirkning af alle immunceller, der indeholder/kan modtage signal fra den struktur, som antistoffet er rettet imod. Der er tale om en meget bred påvirkning, som kan føre til en kraftig aktivering af de immunceller, der er rettet mod kræftceller, men potentielt også en aktivering af andre immunceller.
Man får de immunregulerende antistoffer i form af en indsprøjtning direkte ind i blodbanen. Behandlingen kan normalt foregå ambulant, dvs. uden man bliver indlagt.
I Danmark er behandling af kræft med immunregulerende antistoffer godkendt til behandling af flere forskellige former for kræft med spredning. Behandlingen foregår på onkologiske og hæmatologiske afdelinger landet over. Derudover testes flere nye former for immunterapi i forbindelse med godkendte forsøg på landets kræftafdelinger.
Effekten af de immunregulerende antistoffer varierer både mellem de forskellige typer antistof og mellem de forskellige former for kræft, der behandles med dem.
De mest anvendte antistoffer (nivolumab og pembrolizumab) virker ved at blokere et immunhæmmende protein (PD-1) på overfladen af T-cellerne. Når antistoffet binder sig til PD-1 på T-cellerne, får kræftcellerne sværere ved at hæmme immunforsvarets reaktion. Andre antistoffer blokerer for proteinet, PD-L1, på kræftcellerne, som PD-1 kan binde sig til, og derved opnås tilsvarende effekt.
Immunregulerende antistoffer er bedst undersøgt til behandling af modermærkekræft med spredning, hvor det ses, at sygdommen mindskes hos nogle patienter og helt forsvinder hos en mindre del. En lille undergruppe af patienterne har langtidseffekt af behandlingen og kan formentlig betragtes som helbredt. Antistoffer mod PD-1 er også godkendt til behandling af andre kræftformer f.eks. lungekræft og nyrekræft.
Flere nye immunregulerende antistoffer er under hastig udvikling inden for mange forskellige kræftformer. Oftest har patienterne haft udbredt kræftsygdom, men på det seneste er der også gennemført forsøgsbehandlinger af patienter med begrænset sygdom og forsøgsbehandlinger for at modvirke tilbagefald. Det har gjort, at anti PD-1 behandling er blevet godkendt som forebyggende behandling efter operation for modermærkekræft hos patienter, der har spredning til lymfeknuderne.
Du kan slå de forskellige immunregulerende antistoffer op og læse om medicinens virkning og bivirkninger på min.medicin:
Immunterapi med antistoffer virker ved, at immunsystemet sættes i gang med at angribe kræftcellerne.
Hvis man bliver behandlet med antistoffer, kan man derfor opleve en række bivirkninger med symptomer, der ligner såkaldte autoimmune sygdomme, fordi kroppens normale celler også kan blive påvirket.
Antistoffer bruges blandt andet til behandling af modermærkekræft, ikke-småcellet lungekræft, nyrekræft, Hodgkin lymfom, blærekræft, visse former af tyktarmskræft, brystkræft og hoved-hals-kræft.
Bivirkningerne til behandlingen med antistoffer kan opstå på forskellige tidspunkter i behandlingsforløbet, også efter behandlingen er afsluttet.
Selv om bivirkningerne som regel er milde, kan de nogle gange udvikle sig til at være alvorlige og endda blive livstruende. Derfor kræver bivirkningerne hurtig og korrekt behandling.
Når man får immunterapi, er der risiko for alvorlige bivirkninger. Derfor skal du reagere, selv om du kun har svage symptomer, så du hurtigt kan blive vurderet og ved behov få korrekt behandling.
Det er vigtigt, at du hurtigt kontakter den afdeling, hvor du får behandling med antistoffer, hvis du oplever nogle af disse symptomer:
Disse bivirkninger kræver særlig og hurtig behandling, da bivirkningerne kan udvikle sig livstruende.
Hvis du får bivirkninger, er det speciallægen på den afdeling, hvor du får immunterapi, som vurderer, om du kan fortsætte eller eventuelt genoptage behandlingen med immunterapi efter en pause.
Behandlingen af bivirkningerne er ofte medicinsk behandling med binyrebarkhormon, som virker hæmmende på den reaktion i immunsystemet, der har ført til symptomerne.