Gå til sygdomsliste

C-vitamin og kræft

Flere forskere undersøger en mulig positiv effekt af C-vitamin i behandling af kræft, men har endnu ingen klare svar. Noget forskning peger dog på, at store doser C-vitamin kan hæmme effekten af kemo- og stråleterapi, det er derfor vigtigt at drøfte brug af C-vitamin med sin læge.

C-vitamin

Kroppen kan ikke selv danne C-vitamin, vi skal derfor have det via vores kost. De vigtigste kilder til C-vitamin er frugt og grøntsager.

Hvad er C-vitamin?

C-vitamin kaldes også ascorbinsyre og findes primært i frugt og grøntsager. I den typiske danske kost er citrusfrugter, grøntsager og kartofler de vigtigste kilder til C-vitamin.

C-vitamin er et vandopløseligt vitamin, og det ophobes ikke i kroppen. Det betyder at man helst skal have C-vitamin i sin kost dagligt. Er kosten helt uden C-vitamin gennem flere måneder, udvikler man sygdommen skørbug.

C-vitamin i forhold til kræft

Interessen for C-vitamins rolle i behandling og forebyggelse af kræft går helt tilbage til 1950’erne. Den tidligste interesse knyttede sig til C-vitamins rolle som en antioxidant. 

Frie radikaler (som også kaldes oxidanter) er stoffer, der dannes i kroppens stofskifteprocesser. De frie radikaler kan gøre skade på cellernes arvemateriale (DNA) og derved øge risikoen for udvikling af kræft.

Antioxidanter er stoffer, der kan uskadeliggøre de frie radikaler ved at binde sig til dem. C-vitamin kan, ligesom en række andre vitaminer og mineraler, virke som en antioxidant.

Antioxidanter

I 1970'erne blev der offentliggjort beskrivelser af patienter med fremskreden kræft i bl.a. tarm, lunger, mave, bryst, nyre, blære og æggestokke, der - som supplement til deres øvrige behandling - blev behandlet med store mængder C-vitamin enten i pilleform eller ved indsprøjtninger. Resultaterne pegede i retning af en forbedret overlevelse hos de ellers uhelbredelige kræftpatienter.

Der blev i den sammenhæng fremsat hypoteser om, at C-vitamin muligvis både kunne øge effekten af kemoterapi og mindske kemoterapiens bivirkninger.

Ingen videnskabelig dokumentation for virkninger af C-vitamin hos kræftpatienter

Baseret på de tidlige beretninger om gavnlige effekter af C-vitamin hos patienter med kræft i fremskredne stadier, er der siden udført en del forskning. Meget af den rapporterede forskning kan dog ikke bruges til at konkludere ud fra, da de fleste studier ikke lever op til de nødvendige kvalitetskrav.

I 2015 udkom en rapport, der samler den eksisterende viden på området - resultater fra i alt 34 forskningsprojekter. I rapporten konkluderes det, at den eksisterende forskning ikke viser, at C-vitamin har en kræfthæmmende effekt, uanset om C-vitamin gives i pilleform eller via indsprøjtninger. Læs også:

C-vitamin i højdosis

C-vitamin i samspil med kræftmedicin – tal med din læge

Der er forskning, der peger på, at store doser C-vitamin hæmmer effekten af kemo- og stråleterapi, og der er forskning, der tyder på den modsatte effekt.

Det er derfor vigtigt, at du taler med den behandlende læge om brugen af C-vitamin. 

Når du også får kræftbehandling

Så meget C-vitamin får vi i gennemsnit

I de nordiske anbefalinger hedder det, at voksne skal have 75 mg C-vitamin om dagen. Det gennemsnitlige indtag fra kosten er 114 mg om dagen. Det betyder, at langt de fleste får den mængde C-vitamin, de har brug for.

Bivirkninger ved C-vitamin

Alvorlige bivirkninger ved C-vitamin er sjældne. Men store doser C-vitamin kan give kvalme og diarré.

C-vitamin i store doser kan lede til nyresten, og hvis man har tendens til nyresten eller lider af nedsat nyrefunktion, bør man være særligt forsigtig.

C-vitamin øger jernoptagelsen og bør derfor ikke anvendes af personer med jernophobningssygdomme. Hæmolytisk anæmi er en risiko hos personer med glucose 6-phosphat dehydrogenase mangel (G6PD).

Kan C-vitaminer forebygge kræft?

C-vitamins antioxidative effekter er grundlaget for teorien om, at C-vitamin kan forebygge kræft. Der er nogle studier der peger på, at en kost med et højt indhold af C-vitamin medfører en lavere risiko for udvikling af en lang række kræftformer. Derimod har studier af C-vitamin givet som kosttilskud ikke fundet en nedsat kræftrisiko. Der er ikke noget der tyder på, at C-vitamin øger kræftrisikoen.  

Læs også:

Når du også får kræftbehandling
Læs om hvordan naturlægemidler og kosttilskud kan påvirke din kræftbehandling.

Antioxidanter

Kost til kræftpatienter

 
Få hjælp af en rådgiver

Har du eller en af dine nærmeste kræft, kan du få gratis hjælp:

   

Rådgivning