Gå til sygdomsliste

At leve med modermærkekræft

Det er meget forskelligt, hvordan man har det, mens man får behandling for modermærkekræft, og efter behandlingen er færdig. Læs her om bl.a. solbeskyttelse, familieliv og arbejde under og efter et kræftforløb og få idéer til, hvad du selv kan gøre for at få det bedste forløb.

Familie sidder og taler sammen om spisebordet

Når man lever med en alvorlig sygdom som kræft, oplever mange at blive mere nærværende i nuet og sætte større pris på familien, vennerne og hverdagen.

Alvorlig sygdom fører mange tanker og følelser med sig. Nogle gange kommer den psykiske reaktion måske først, når behandlingen er færdig. Det er også krævende at være pårørende til en kræftramt, og de mange følelsesmæssige svingninger kan påvirke parforholdet.

Reaktionerne er helt naturlige, her finder du gode råd til, hvordan du kan håndtere dem:

Reaktioner og følelser

Kræft og parforhold

Vær ekstra forsigtig i solen

Hvis du har haft modermærkekræft, har du forhøjet risiko for at få modermærkekræft på huden igen. Derfor er det særligt vigtigt at beskytte huden, når solen er kraftigst.

Styrken af solens uv-stråling angives med uv-indekset, der fortæller, hvornår man skal passe særligt på i solen. Uv-indekset beregnes dagligt af Danmarks Meteorologiske Institut. Når uv-indekset er under 3, kan man nyde solen uden særlig beskyttelse.

Når uv-indekset er 3 eller højere, skal du beskytte sig i solen:

  • Søg ind i skyggen mellem kl. 12 og 15
  • Tag skjorte, hat og solbriller på
  • Smør dig ind i solcreme med mindst faktor SPF 15 og UVA beskyttelsesmærket

Hvis du opholder dig sydpå, hvor uv-indekset er 8 eller mere, er det en god idé at gå indendørs eller søge skygge i middagstimerne. Hvis du skal være udendørs, bør du bruge tøj, hat og solcreme på ikke tøjdækkede områder af kroppen.

UVA-mærket

En cirkel med bogstaverne UVA indeni er en europæisk mærkning, der viser at solcremen har UVA beskyttelse, der svarer til mindst en tredjedel af UVB beskyttelsen. Det vil sige, at en solcreme med solfaktor 15, der har UVA-mærket, skal have minimum 'UVA-faktor' 5.

Solcreme alene beskytter ikke mod solens skader

Solcreme alene kan ikke beskytte huden mod solens skader. Du bør derfor aldrig bruge solcreme til at blive længere i solen.

Både solens UVA og UVB stråler kan give hudkræft. Solfaktoren (SPF) angiver, hvor godt solcremen beskytter mod UVB. Jo højere SPF, jo mere effektiv. 

Hvis solcremen også beskytter mod UVA, må producenten mærke solcremen med en cirkel med bogstaverne UVA indeni.

Undgå solarier

Solarier er ikke et ufarligt alternativ til udendørs solbadning. Intensiteten af uv-stråler fra solarium kan være 10-15 gange højere end solen midt på dagen udendørs.

Tjek din hud

Det er en god ide at holde øje med sin hud. Hvis du i løbet af nogle uger eller få måneder opdager nye modermærker på huden eller hvis de eksisterende modermærker forandrer sig, bør du søge læge.  

Symptomer på og fotos af modermærkekræft

Læs mere om solbeskyttelse:

Skru ned for solen

Beskyt sårene fra operationen mod sollys

Når du er blevet opereret for modermærkekræft, skal du være opmærksom på, at operationssåret og donorstedet er følsomme overfor sollys og udtørring i flere år efter operationen. Nye ar bliver permanent mørkere af sollys.

Det er derfor en god idé at undgå sollys direkte på sårene og at pleje dem med fugtighedscreme, så snart sårene er helet. Undgå direkte sol på ar i det første halve år efter operationen.

Det var vigtigt at føle tryghed i forløbet... Så jeg spurgte ind til alt. Ingen spørgsmål er dumme. For mig betød det rigtig meget, at jeg gjorde, som jeg plejede, og jeg VILLE ikke lade kræften vinde. Husk at se de gode ting i livet. Selv de små glæder, har lige pludselig stor betydning.

Kvinde med kræft, 30 år
Mand, der sidder i sofa en læser i en bog

Det er forskelligt fra menneske til menneske, hvordan man har det under og efter behandlingen. Du kan selv gøre noget for at få et godt liv under forløbet.

Ændret kropsopfattelse

Din sygdom og behandling gør måske, at du skal lære at leve med en ændret krop. Måske er kroppen tilsyneladende uændret, men din opfattelse af kroppen er blevet anderledes. De fleste oplever, at jo længere tid man er sygdomsfri efter et behandlingsforløb, jo mere kan man tro på og få tillid til kroppen igen. Læs mere:

Hvis krop og udseende ændrer sig ved en kræftsygdom

De behandlinger, jeg har været igennem, har gjort det klart for mig, hvor vigtigt det er at være i god fysisk form (...) Selv da jeg hostede helt vildt, løb jeg. Det at sætte det ene ben foran det andet giver også en fornemmelse af, at så længe, jeg kan det, kan det ikke være helt galt.

Annette, rask efter modermærkekræft

Motion mindsker trætheden og øger livskvaliteten

Mange mennesker, der har fået behandling for kræft, oplever stor træthed. Det er en træthed, du ikke nødvendigvis kan sove dig fra, men du kan gøre forskellige ting for at mindske trætheden.

Det kan måske virke uoverskueligt, men bevægelse i hverdagen er faktisk med til at mindske trætheden. Det behøver ikke være hård motion eller i lang tid. En gåtur er også fin.

Motionerede du ikke, før du blev syg, kan du roligt gå i gang med det. Motion styrker kroppen og vil give dig mere energi. Mange oplever at føle sig bedre tilpas efter at have rørt sig. 

Læs mere om motion og træning, når du har kræft, og få idéer til, hvordan du kan få mere motion ind i din hverdag:

 Fysisk aktivitet for kræftpatienter 

Det kan du gøre ved træthed

Sygdommen kan påvirke din seksualitet

Mange oplever, at kræftsygdommen og behandlingen får betydning for, hvad de kan, vil og har lyst til seksuelt. Du kan stadig bevare intimiteten. Læs mere her:

Seksualitet

Tidligere modermærkekræftpatient fortæller:
Billede af manden i artiklen

Jørn har været igennem et behandlingsforløb med immunterapi for modermærkekræft. Læs om hans erfaringer her:

Artikel fra medlemsbladet Tæt på kræft

Arbejde under og efter kræftforløbet

Nogle kræftpatienter kan fortsætte med deres arbejde, mens behandlingen står på. Andre er sygemeldt i hele perioden. Der er flere muligheder for at komme tilbage til arbejdet på forskellige vilkår. Ikke alle kan vende tilbage til arbejdsmarkedet efter en kræftsygdom og må gå på pension.

Arbejde efter kræft

Du kan selv gøre meget

Mange mennesker med modermærkekræft har et ønske om selv at gøre noget for at gøre deres sygdomsforløb så godt som muligt. Få gode råd om genoptræning og senfølger og find ud af, hvad du selv kan gøre i forhold til kost og motion. Læs mere:

Hvad kan du selv gøre

Få hjælp og vejledning til at komme videre

Få hjælp af en professionel rådgiver

Det kan også være en hjælp at tale med en professionel. Du kan tale med sygehusafdelingen, din egen læge eller en psykolog. Du kan desuden få hjælp på en af Kræftens Bekæmpelses kræftrådgivninger eller ved at ringe til Kræftlinjen.

Kræftens Bekæmpelses rådgivning

På sundhed.dk kan du finde en oversigt over rehabiliteringstilbud for kræftpatienter i din kommune eller region.

Sundhedstilbud

Mød andre i samme situation

Netværk Modermærkekræft er en patientforening, hvis formål er at støtte og hjælpe modermærkekræftpatienter og deres pårørende i forhold, der vedrører sygdommen og dens behandling.

Netværk Modermærkekræft

Del dine tanker og erfaringer med andre patienter og pårørende i gruppen 'Modermærkekræft' på cancerforum.

Cancerforum.dk


Læs alt om modermærkekræft

Modermærkekræft – forsiden

 
Få hjælp af en rådgiver

Har du eller en af dine nærmeste kræft, kan du få gratis hjælp:

   

Rådgivning


Del dine tanker og erfaringer i gruppen "Modermærkekræft" på Cancerforum.