Gå til sygdomsliste

MR-scanning

MR-scanneren er en stor magnet formet som en cylinder. Ved at sende almindelige radiobølger ind i kroppen og registrere ekkoet kan en computer lave et detaljeret billede af kroppens indre. Ved en MR-scanning bruges ikke stråling, som ved røntgen, CT-scanning og undersøgelser med radioaktivt sporstoffer. 

MR-scanning bruges ofte ved undersøgelse for kræft og anvendes i nogle tilfælde i stedet for mammografi. 

MR-scanning af brystet

Før undersøgelsen skal du gøre personalet opmærksom på metal i kroppen
MR-scanneren tiltrækker metal, som er magnetisk. Personalet ved MR-scanneren kan vurdere, om evnentuelt metal i kroppen forhindrer, at man kan blive MR-scannet. 

Gør derfor MR-personalet opmærksom på, om du har: 

  • Kunstig hofte 
  • Indopererede skruer, plader eller clips af metal 
  • Pacemaker eller kunstige hjerteklapper 
  • Fremmedlegemer af metal, såsom projektiler fra skydevåben eller metalsplinter fra arbejdsskader 

Plomber i tænderne, kroner og tandbøjler hindrer ikke en MR-scanning, men du bør gøre opmærksom på plomber, hvis du skal have undersøgt hovedet. Kvinder med spiral kan scannes uden problemer. 

Inden du bliver scannet skal du fjerne:
Make-up, smykker, briller, piercinger, høreapparater, ur, tegnebog eller mobiltelefon. 

Kreditkort med magnetstribe og elektronik, f.eks. i bilnøgler og mobiltelefoner, kan ikke tåle at komme ind i scannerrummet pga. det kraftige magnetfelt.

Vær opmærksom på at fortælle personalet 
Hvis du har problemer med at føle dig lukket inde i små rum, kan du få lidt beroligende medicin før undersøgelsen. 

Hvis du har tatoveringer, kan du få forbrændinger. Mange tatoveringer indeholder nemlig metal, som reagerer uheldigt på radiobølgerne. Sig derfor til, hvis huden bliver varm under scanningen. 

Gør opmærksom på, hvis der er mulighed for, at du er gravid. Som regel undgår man MR-scanning de første 12 uger af graviditeten. I stedet for kan du få foretaget en ultralydsscanning. 

Sådan foregår en MR-scanning 
Når du skal scannes, ligger du på et forskydeligt leje, og den kropsdel, der skal undersøges, køres ind i midten af cylinderen. 

Det kan være nødvendigt også at få kontrast stof i en vene eller at drikke et kontraststof. 

Under selve undersøgelsen er du alene i undersøgelsesrummet, men du kan hele tiden komme i kontakt med personalet. 

Det er normalt, at MR-scanneren støjer med bankelyde under optagelsen, så du får enten ørepropper eller høreværn på. En MR-scanning tager som regel mellem 30-60 minutter afhængig af, hvor mange billedeserier undersøgelsen kræver. Det er vigtigt, at du ligger stille i de minutter selve undersøgelsen tager. 

 
Få hjælp af en rådgiver

Har du eller en af dine nærmeste kræft, kan du få gratis hjælp:

   

Rådgivning