Gå til sygdomsliste

Luftforurening

Udendørs luftforurening med partikler og dieseludstødning øger risikoen for lungekræft. I Danmark skyldes den lokale udendørs forurening med partikler især trafik og brændefyring. Indeklimaet kan også være forurenet med partikler. Men der mangler viden om, hvordan indendørs luftforurening påvirker helbredet.

Tæt trafik på en motorvej

Både trafik og røg fra brændeovne forurener luften udendørs med partikler.

Luftforurening, herunder partikler i luften samt dieseludstødning, øger risikoen for lungekræft hos mennesker. Der er desuden mistanke om, at luftforurening kan øge risikoen for blærekræft. Det konkluderer WHO´s Internationale kræftforskningscenter (IARC), som har gennemgået forskningen på området.

Luftforurening med partikler kan også øge risikoen for f.eks. hjertekarsygdomme og irritation af luftvejene, der kan give astmaanfald.

Dieselpartikler i sig selv kan give en lokalreaktion i lungevævet, som øger risikoen for at udvikle kræft. Dieselpartiklerne har desuden en evne til at tiltrække forskellige stoffer på overfladen. Det kan være tjærestoffer eller forskellige metaller, der er kræftfremkaldende.

Ingen nedre grænse for luftforureningens sundhedsskadelige virkninger

Forskning peger på, at der ikke er en nedre grænse for luftforureningens sundhedsskadelige virkninger.

WHO har i 2021 skærpet deres retningslinjer for luftforurening, så den anbefalede grænse for forurening med fine partikler nu er halveret fra 10 til 5 mikrogram/m3. Disse værdier overskrides i dag i det fleste større danske byer.

Udendørs luftforurening fra trafik og brændeovne

En del af den luftforurening, vi er udsat for i Danmark, er blæst hertil med vinden fra andre lande. Den partikelforurening, der dannes i Danmark, skyldes i høj grad trafik og brændeovne.

Brændefyring udleder størstedelen af den lokale, danske partikelforurening. I modsætning til f.eks. kraftvarmeværker, udledes røgen ofte i lav højde og i områder med mange mennesker. Selv svanemærkede ovne med optimal forbrænding forurener langt mere end andre former for opvarmning. Trafik udleder en mindre del af den samlede danske partikelforurening, men forureningen udledes også i lav højde, og hvor mange mennesker færdes.

Andre kilder til partikelforurening er ophvirvlet vejstøv og partikler fra dæk, bremsebelægninger, industri, kraftværker og landbrug. 

Læs mere om brændeovne: 

FAQ: Stearinlys, brændeovne og luftforurening

Kræftens Bekæmpelse anbefaler
  • En ambitiøs national handleplan med bindende mål, så luftkvaliteten i Danmark lever op til WHO´s nye, skærpede retningslinjer.
  • Fokus på cyklisme og andre mulige virkemidler f.eks. fremme af kollektiv transport, nul-emissionszoner og miljøzoner. Der bør også udvikles en bred informationsindsats om luftforureningen fra brændeovne, samt arbejdes for f.eks. udfasning af brændeovne i tæt bebyggelse og tilskud til at erstatte brændeovne med en varmepumpe.
  • Internationalt bør Danmark arbejde for at EU´s direktiver og grænseværdier følger WHO´s retningslinjer.

Læs mere:

Det mener Kræftens Bekæmpelse om luftforurening

Cyklister og biler i et lyskryds

Man behøver ikke bevæge sig særlig langt væk fra stærkt trafikerede gader, før luften er betydelig renere.

Indendørs luftforurening

Der findes også mange partikler i luften indendørs. Kilder til indendørs forurening er f.eks. tobaksrøg, stearinlys, brændeovne, madlavning, udendørs luftforurening og radon (en radioaktiv luftart, der dannes naturligt i jorden). Læs mere:

Passiv rygning

Radon

Læs mere om indendørs og udendørs luftforurening: 

FAQ: Stearinlys, brændeovne og luftforurening


Alt om årsager til kræft:

Årsager - forsiden


 
Få hjælp af en rådgiver

Har du eller en af dine nærmeste kræft, kan du få gratis hjælp:

   

Rådgivning


Om kræftsygdomme

Om kræftsygdomme

Viden om symptomer, undersøgelse og behandling af kræftsygdomme.

Kræftsygdomme


Livet med kræft

Livet med kræft

Om psykiske reaktioner, familie, seksualitet og arbejde.

Hvis du har kræft