Gå til sygdomsliste

Asbest

Asbest er et naturligt forekommende mineral, som tidligere var meget anvendt i især byggematerialer og til isolering. Det er nu forbudt i Danmark og i de fleste andre lande, da asbeststøvet kan være årsag til visse kræftsygdomme, som først viser sig mange år efter, man har været udsat for det.

Asbestarbejder i fulddragt

Før det blev forbudt, blev asbest brugt i en lang række bygge- og isoleringsmaterialer. Asbestrelateret kræft viser sig først 30-60 år efter, man har været udsat for det, og rammer primært dem, der har arbejdet med det.

Tidligere anvendelsesområder

I Danmark og mange andre lande har asbest tidligere været et meget populært byggemateriale på grund af dets ildfasthed og isolerende egenskaber. Derudover har det været relativt billigt.

Asbest har været brugt i en lang række bygningsmaterialer til især gulv-, væg-, loft- og tagplader, men også til ventilationskanaler og rør til vandforsyning og kloakering. Det har desuden været brugt til isolering af varmerør og beholdere og i tekstiler til beskyttelse mod kraftig varmepåvirkning.

Tidligere blev også skibe og tog isoleret indvendigt med asbest, som blev sprøjtet på. Derudover har det været brugt i blomsterkasser, bremsebelægninger, pakninger, drivremme og som filtermateriale.

Asbest som årsag til kræft

Asbest består af en række naturlige mineraler. Når man arbejder med asbest, spaltes det til mikroskopiske, aflange fibre, der kan indåndes som støv. På den måde kan asbestfibrene trænge ud i lungerne. Jo tyndere fibrene er, jo længere ud i luftvejene kan de nå. De fineste fibre kan trænge helt ud i blodbanerne og sprede sig til andre dele af kroppen.

Asbest er dokumenteret som årsag til kræft i lunger, strube og æggestokke, og i specielle celler i hinder omkring lunger, bughule og hjerte (såkaldt malignt mesotheliom). Der er desuden væsentlig mistanke om, at asbest medvirker til kræft i svælg, tyk- og endetarm og i mavesækken.

Malignt mesotheliom opdages normalt først 30-60 år efter, man har været udsat for asbest. Det er grunden til, at man stadig ser mange tilfælde af denne type kræft, selv om asbest blev forbudt for mange år siden. 

Allerede i midten af 1950’erne blev asbest dokumenteret som årsag til lungekræft. Og det er senere dokumenteret, at risikoen øges betydeligt, hvis man både ryger og er udsat for asbest.

johnni hansen fra kræftens bekæmpelse fortæller om asbest

Johnni Hansen, som er seniorforsker i Kræftens Bekæmpelse fortæller om asbest (0:58 min.)

Spørgsmål og svar om asbest og kræft

Få svar på ofte stillede spørgsmål om asbest og kræft

Johnni Hansen, forsker ved Kræftens Bekæmpelse, besvarer spørgsmål fra brugere om asbest på DRs hjemmeside

Hvem kan være blevet påvirket af asbest?

De fleste, der har været udsat for asbest, har været det gennem deres arbejde. Der er også eksempler på asbestpåvirkning fra privat omgang med bygningsmaterialer, og fra familiemedlemmer til den person, der har arbejdet med asbest - f.eks. kvinder der har vasket asbestforurenet arbejdstøj derhjemme. 

Det kan også have ført til mindre grad af asbest-indånding, hvis man har boet eller gået i skole nær virksomheder, der har brugt asbest - f.eks. Dansk Eternit Fabrik eller skibsværfter. 

Asbestrelateret kræft ses væsentlig hyppigere hos mænd end hos kvinder. Forklaringen er, at asbestpåvirkningen har været større i visse typer af arbejdsmiljø end i det omgivende miljø, og at det især er mænd, der har arbejdet med asbest.

Der blev i 2018 lavet en undersøgelse af omkring 100 kvinder med mesotheliom, som er blevet behandlet på Aalborg Sygehus i perioden 1974-2015. Undersøgelsen viser, at to ud af tre af dem har været udsat for asbest uden for arbejdsmiljøet. 

En ny dansk undersøgelse fra 2019 viser, at tidligere elever på fire skoler nær Dansk Eternit Fabrik i Aalborg har en forhøjet risiko for at udvikle mesotheliom som ældre. Risikoen er dog meget lille (mindre end et ekstra tilfælde per år), da sygdommen er meget sjælden. Resultaterne fra undersøgelsenkan læses i det videnskabelige tidsskrift Occupational & Environmental Medicine:

Læs artiklen i Occupational & Environmental Medicine

Læs Irmas historie: "Asbest sad i vasketøjet"
Asbest

Irma Enevoldsen fik lungehindekræft på grund af asbest, som hendes mand formentlig havde slæbt med hjem i sit arbejdstøj. 

Hendes historie var med til at bane vejen for godtgørelsesordning til ’indirekte asbestofre’.

Læs historien om asbest-skandalen, en dødelig kræftsygdom og hvordan forskning kan skabe forandring:

Asbest sad i vasketøjet

Søg erstatning hvis du er blevet syg pga. dit arbejde

Ifølge dansk lov kan du søge om erstatning, hvis du er blevet syg af dit arbejde. 

Som udgangspunkt har lægen pligt til at anmelde til Arbejdstilsynet og Arbejdsmarkedets Erhvervssikring (tidligere Arbejdsskadestyrelsen), hvis der er mistanke om, at din kræftsygdom er arbejdsbetinget. 

Det er en god idé selv at spørge lægen om eventuelt at søge erstatning. Du kan også selv anmelde en arbejdsbetinget sygdom til Arbejdsmarkedets Erhvervssikring:

Arbejdsmarkedets Erhvervssikring

Godtgørelse til pårørende der er blevet syge efter indirekte udsættelse for asbest

Du har mulighed for at søge om godtgørelse, hvis du har levet sammen med en person, der har været udsat for asbestfibre på sit arbejde, og du efterfølgende har udviklet en asbestrelateret kræftsygdom i form af malignt mesotheliom.

Du kan have været indirekte udsat for asbestfibre, hvis du f.eks. har vasket din partners asbestfyldte arbejdstøj. Ordningen omfatter alle i husstanden, dvs. også børn, med asbestrelateret kræft.

Fra juli 2021 er det også muligt at få godtgørelse for alle, der har fået kræftsygdommen malignt mesotheliom på grund af asbest fra en virksomhed i deres nærområde. Det gælder for eksempel de mennesker, som boede og gik i skole i nærheden af den tidligere eternitfabrik i Aalborg og mange år senere udvikler kræftsygdommen malignt mesotheliom.

På borger.dk kan du læse om, hvordan du kan søge godtgørelse:

Godtgørelse til indirekte asbestofre

Forbud

Det først forbud mod asbest kom i 1972 og er siden blevet forbudt gradvist. Først i 2005 blev der totalt forbud mod import og produktion af asbest og asbestholdige produkter i Danmark.

Asbest - tidslinje som viser hvordan asbest blev gradvist forbudt

Billedet viser, hvordan asbest blev gradvist forbudt i Danmark. Klik på billedet for at gøre det større.

Asbest i dag

På trods af forbud findes asbest stadigvæk der, hvor det historisk har været brugt, dvs. især i ældre bygninger, på skibe og i tog.

Det er kun, når fibrene frigives - f.eks. hvis materialerne beskadiges - at de udgør en kræftrisiko. Der findes derfor også omfattende forholdsregler i forhold til renovering af f.eks. bygninger og andet, hvor der findes asbest. Blandt andet hvilke tekniske hjælpemidler og personlige beskyttelsesmidler, der skal bruges. 

I Danmark er det også forbudt at genanvende asbestholdige materialer, fjerne gamle asbestplader og højtryksspule asbesttage. Private ikke må foretage asbestrenovering eller reparation af asbestholdige materialer, og unge under 18 må ikke arbejde, hvor de kan udsættes for asbest.

Hvis du skal have fjernet asbest, findes der firmaer, som er specialiseret i opgaven. Du kan finde dem ved at søge på nettet.

Asbest bruges fortsat i en række lande uden for EU.


 
Få hjælp af en rådgiver

Har du eller en af dine nærmeste kræft, kan du få gratis hjælp:

   

Rådgivning


Om kræftsygdomme

Om kræftsygdomme

Viden om symptomer, undersøgelse og behandling af kræftsygdomme.

Kræftsygdomme


Livet med kræft

Livet med kræft

Om psykiske reaktioner, familie, seksualitet og arbejde.

Hvis du har kræft