Gå til sygdomsliste

At leve med kræft i bugspytkirtlen

Hverdagen efter diagnosen bugspytkirtelkræft vil som regel betyde, at man skal indstille sig på at leve med en kronisk sygdom. Efter operationen oplever mange symptomer såsom træthed, kvalme og nedsat appetit.

At leve med bugspytkirtelkræft

Det er forskelligt fra menneske til menneske, hvordan man har det under og efter behandlingen. Du kan selv gøre noget for at få et godt liv under forløbet.

Selvom hverdagen med diagnosen kræft i bugspytkirtlen oftest er præget af mange symptomer og følgesygdomme, kan der gøres meget for at lindre disse.

Følger efter fjernelse af bugspytkirtlen

Hvis sygdommen er blevet fjernet ved operation, kan hverdagen være præget af konsekvenserne af, at bugspytkirtlen er fjernet. Bugspytkirtlen danner insulin og enzymer, der medvirker til at fordøje mad og drikke. Hvis hele eller en stor del af bugspytkirtlen er fjernet, får man insulinmangel - ligesom personer med sukkersyge. Det betyder, at man skal tage insulin flere gange dagligt.

Når man mangler fordøjelsesenzymer, betyder det, at forskellige stoffer i maden optages dårligere. Mange får derfor diarré. Man kan dog afhjælpe dette ved at tage enzymtilskud i form af kapsler.

Enzymtilskud er dyr medicin, men man er berettiget til tilskud.

Præparater med nogle af bugspytkirtlens fordøjelsesenzymer

Medicintilskud

Efter operationen oplever mange symptomer såsom træthed, kvalme og nedsat appetit. Det betyder, at man ofte taber sig efter operationen.

Gode råd ved diarré

Gode råd ved nedsat appetit og vægttab

Gode råd ved kvalme

Livet er ikke let mere - på nogen måde, men det skal jo leves, så godt det nu kan lade sig gøre

Kvinde med bugspytkirtelkræft.

Bugspytkirtelkræft og risiko for blodpropper i benene

Hvis man har en kræftsygdom, har man generelt en øget risiko for at få blodpropper i de dybe vener i lægmuskulaturen, i låret eller i bækkenet, som kan medføre blodpropper i lungerne.

Søg straks læge ved symptomer på en blodprop, og få hurtig behandling.

Læs mere om symptomer og få gode til at forebygge blodpropper i benene:

Kræft og blodpropper

Livet med kræft i bugspytkirtlen, hvis operation ikke er mulig

Hvis sygdommen ikke kan fjernes ved operation, vil livet ofte være præget af symptomer fra sygdommen. Det er vigtigt, at symptomerne lindres bedst muligt.

Nogle patienter tilbydes lindrende kemoterapi, som kan lindre sygdommen generelt i en periode. Nogle patienter tilbydes lindrende strålebehandling, som anvendes mod symptomer fra et bestemt område i kroppen f.eks. knoglemetastaser eller en knude, der medfører tryksymptomer eller smerter.

I går var det nøjagtig 9 år og 5 måneder siden, jeg selv blev opereret. Men jeg kender godt fornemmelsen af, at det svært at få livet til at vende rigtigt igen. Det fik jeg hjælp til fra en af Kræftens Bekæmpelses psykologer. Det kan i allerhøjeste grad anbefales. Men glem alt om statistikkerne. Dem kan vi ikke bruge til en skid. Vi er mennesker, ikke tal. Husk det.

Mand med bugspytkirtelkræft.

I nogle tilfælde lukker knuden af for galdevejene, og man får gulsot, evt. ledsaget af utilpashed og kvalme. Det kan ofte behandles ved, at man får indsat et lille rør, en stent, som kan holde galdegangen åben. I andre tilfælde kan knuden forhindre passage af føde fra mavesæk til tarm og medføre opkastninger. Dette kan oftest behandles ved at man får indsat en stent i tolvfingertarmen. Væskeophobning i bughulen eller evt. lungehulen kan også forekomme og kan lindres ved udtømning af væsken via et tyndt kateter.

I sygdomsforløbet kan der opstå sukkersyge eller mangel på fordøjelsesenzymer, som kan behandles medicinsk. Det kan også være nødvendigt at få lindrende medicin som f.eks. medicin mod smerter eller kvalme. Det er derfor meget vigtigt at have en tæt kontakt til enten ens egen læge, kræftafdeling eller specialister i lindrende behandling for hele tiden at få den bedst mulige lindring.

Reaktioner og følelser

Alvorlig sygdom fører mange tanker og følelser med sig, og nogle oplever, at reaktionen først kommer, når behandlingen er overstået. Det er også krævende at være pårørende til en kræftramt, og de mange følelsesmæssige svingninger kan påvirke parforholdet. Læs mere:

Reaktioner og følelser

Kræft og parforhold

Træthed

Træthed, som opstår i forbindelse med kræft - også kaldet fatigue – er en almindelig bivirkning af behandlingen og en af de hyppigste senfølger efter kræft. Trætheden er anderledes end almindelig træthed, og kan ikke soves væk. Læs her, hvad du kan gøre for at lindre trætheden:

Træthed (fatigue)

Træning og genoptræning

Hvis du har kræft, er det godt for dig fortsat at motionere og røre dig. Efter kræftbehandling kan motion være med til at styrke kroppen.

Fysisk aktivitet for kræftpatienter

Brug træningstilbud i din kommune

Flere kommuner tilbyder genoptræning for kræftpatienter. Det kan f.eks. være en fysioterapeut, som kan guide dig.

Hvis du er i behandling med kemoterapi, kan du søge om at blive tilknyttet motionsholdet Krop og Kræft, som er intensiv træning under behandling.

På sundhed.dk kan du finde en oversigt over sundhedstilbud i din kommune eller region til bl.a. kræftpatienter. Læs mere her:

Sundhedstilbud

Parforholdet, når den ene har kræft

Når en kræftsygdom kommer ind i et parforhold, rammes begge parter. Få gode råd til, hvordan man passer på parforholdet:

Kræft og parforhold

Hvad kan jeg selv gøre?
Gode råd om kost, fysisk aktivitet, alternativ behandling og hvordan man kan håndtere bivirkninger:

Hvad kan du selv gøre

Kost og kræft

Du kan styrke din krop under en kræftbehandling ved at have fokus på, hvad du spiser. Efter kræftbehandlingen kan sund mad også være med til at give dig ny energi og styrke kroppen. Efter operation for bugspytkirtelkræft er appetitten nedsat, og mange har fornemmelse af, at der er mindre plads til maden. Selvom sund mad er vigtigt efter operationen, så er det vigtigste at få så mange kalorier som muligt.

Det ikke altid er muligt at holde vægten, da sygdommen medfører, at man taber sig. En diætist kan give dig råd og vejledning om kosten. Du kan blive henvist af din egen læge eller din læge på hospitalet.

Kost til kræftpatienter

Opskrifter på sund mad og til spiseproblemer

Arbejde under og efter kræftforløbet

Nogle kræftpatienter kan fortsætte med deres arbejde, mens behandlingen står på. Andre er sygemeldt i hele perioden. Der er flere muligheder for at komme tilbage til arbejdet på forskellige vilkår. Ikke alle kan vende tilbage til arbejdsmarkedet efter en kræftsygdom og må gå på pension.

Arbejde og kræft

Få hjælp og vejledning til at komme videre

Få hjælp af en professionel rådgiver

Det kan være en hjælp at tale med en professionel. Du kan f.eks. tale med din læge eller en psykolog. Du kan også få hjælp på en af Kræftens Bekæmpelses kræftrådgivninger eller ved at ringe til Kræftlinjen. Læs mere:

Kræftens Bekæmpelses rådgivningstilbud

Offentlige rehabiliteringstilbud

På sundhed.dk kan du finde en oversigt over rehabiliteringstilbud for kræftpatienter i din kommune eller region:

Sundhedstilbud

Mød andre i samme situation:

Du kan oprette en profil på cancerforum, og dele dine tanker og erfaringer med andre patienter og pårørende i gruppen 'Bugspytkirtelkræft'.

Cancerforum.dk

Patientforening for dig med kræft i bugspytkirtlen, galdevejene eller tolvfingertarmen og dine pårørende:

Pancreasnetværket


Alt om kræft i bugspytkirtlen

Bugspytkirtelkræft - forsiden

 
Få hjælp af en rådgiver

Har du eller en af dine nærmeste kræft, kan du få gratis hjælp:

   

Rådgivning


Cancerforum.dk

Del dine tanker og erfaringer i gruppen "Bugspytkirtelkræft" på Cancerforum.