Gå til sygdomsliste

At leve med lungekræft

Det er meget forskelligt, hvordan man har det, mens man får behandling for lungekræft, og når behandlingen er færdig. Her kan du læse om, hvad du kan gøre for at lindre de bivirkninger og senfølger, som du måske oplever. Du kan også læse om, hvordan bl.a. andet kost og motion kan være med til at give energi og styrke livskvaliteten.

Mand og kvinde går tur i skoven hånd i hånd

Når man lever med en alvorlig sygdom som lungekræft, oplever mange at blive mere nærværende i nuet og sætte større pris på familien, vennerne og hverdagen.

Mindsk hoste og åndenød med rygestop

For at mindske hoste og åndenød er det vigtigt, du stopper med at ryge. Læs mere og få hjælp til at blive røgfri her:

Rygestop

Kroniske lungeforandringer kan give åndenød

Hvis man har fået fjernet en del af eller måske hele den ene lunge, eller hvis sygdommen er meget udbredt i lungerne, påvirker det lungefunktionen.

Det betyder, at man skal arbejde hårdere for at få luften ned i lungerne, og mange oplever derfor at få åndenød.

Mange har haft åndenød og hoste før behandlingen for lungekræft og vil opleve færre symptomer efter operation. En del vil fortsat have hoste efter behandlingen på grund af kroniske lungeforandringer som f.eks. bronkitis og rygerlunger.

Få idéer til åndedrætsøvelser og hvilestillinger, og læs om mulighederne for behandling af åndenød:

Åndenød ved lungekræft

To kvinder i liggestole taler sammen i en have

Find en balance for dine aktiviteter i hverdagen - overanstrengelse kan give åndenød, men samtidig er motion godt for både krop og sjæl.

Fysioterapi og medicin kan hjælpe mod åndenød

Nogle har brug for genoptræning, fordi de har fysiske gener efter behandlingen.

Det er vigtigt, at man får en genoptræningsplan, inden man bliver udskrevet fra hospitalet, for at have ret til genoptræning. Fysioterapi kan være med til at bedre vejtrækningen og din almene kondition.

En del får medicinsk behandling i form af inhalationsmedicin, som udvider de små luftrør eller dæmper bronkitis. Dette har en lindrende effekt. Læs mere:

Genoptræning

Træning

Hvis du har kræft, er det godt for dig fortsat at motionere og røre dig. Motionerede du ikke, før du blev syg, kan du roligt gå i gang med det. Efter kræftbehandling kan motion være med til at styrke kroppen og løfte humøret.

Fysisk aktivitet for kræftpatienter

Risiko for blodpropper i benene

Hvis man har en kræftsygdom, har man generelt en let øget risiko for at få blodpropper i de dybe vener i lægmuskulaturen, i låret eller i bækkenet. Kræft i lungerne medfører også i sig selv en vis øget risiko.

Søg straks læge ved symptomer på en blodprop og få hurtig behandling. Du kan læse mere om symptomer og få gode til at forebygge blodpropper i benene her:

Kræft og blodpropper

Træthed og andre bivirkninger og senfølger

Problemer, som opstår under eller efter kræftbehandling, kan skyldes sygdommen eller være en bivirkning til behandlingen. F.eks. oplever en del en overvældende træthed i perioder - også efter behandlingen.

Trætheden forsvinder heldigvis med tiden, men mens den står på, kan det være en god idé at sætte realistiske mål for, hvad du kan i løbet af en dag. Det er godt at holde sig i gang, men husk også pauser og at hvile dig i dagens løb.

Find forslag til, hvad du kan gøre i hverdagen for at mindske f.eks. træthed eller andre bivirkninger og senfølger bedst muligt her:

Bivirkninger og senfølger

Billedet viser en kvinde, der kæler med en kat i en have.

Det er forskelligt fra menneske til menneske, hvordan man har det under og efter behandlingen. Du kan selv gøre noget for at få et godt liv under forløbet.

Reaktioner og følelser

Alvorlig sygdom fører mange tanker og følelser med sig. Nogle gange kommer den psykiske reaktion måske først, når behandlingen er færdig.

Det kan også være hårdt at være pårørende til en kræftramt, og de mange følelsesmæssige svingninger kan påvirke parforholdet.

Reaktioner og følelser

Kræft og parforhold

Børn og unges reaktioner på kræft i familien

Når mor eller far har kræft, har børn først og fremmest brug for kærlighed og omsorg. På siderne om børn og unge kan du som forælder eller pårørende få hjælp og viden om børns reaktioner og følelser, og hvordan man kan tale med børnene om sygdom, behandling og døden.

Børn og unge

Følelse af ensomhed

Når man får en alvorlig sygdom som kræft, kan man føle sig ensom – også selvom man er sammen med andre. Man kan også føle sig ensom, fordi man trækker sig fra andre eller mærker, at ens netværk bliver mindre.

Læs mere om ensomhed, og hvad du kan gøre for at føle dig mindre ensom:

Ensomhed

Kræftsygdommen kan påvirke din seksualitet

Føler du dig træt og uoplagt og mangler lyst til sex, har du i en periode måske mere brug for nærhed og ømhed. Måske har din partner det lige sådan.

Åndenød kan også gøre det fysisk svært for dig at have sex, og du kan være nervøs for, at det vil gøre åndenøden værre. Efterhånden som du bliver klar over, hvilke ting der forværrer åndenøden, kan du prøve at undgå dem ved at bruge stillinger, der gør åndenøden mindre. Læs mere kræft og seksualitet:

Seksualitet

Kost og kræft

Du kan styrke din krop under en kræftbehandling ved at have fokus på, hvad du spiser.

Efter kræftbehandlingen kan sund mad også være med til at give dig ny energi og styrke kroppen.

Kost til kræftpatienter

Opskrifter på sund mad og til spiseproblemer

Arbejde under og efter kræftforløbet

Nogle kan fortsætte med deres arbejde, mens behandlingen står på. Andre er sygemeldt i hele perioden - og måske også et godt stykke tid efter, at behandlingerne er afsluttet.

Det er ikke alle, der kan vende tilbage til arbejdsmarkedet efter at have været syg - men mange kan, og der er flere muligheder for at komme tilbage til arbejdet på forskellige vilkår. Læs mere om arbejde under og efter sygdom her:

Arbejde og kræft

Mentale teknikker og tro

Mentale teknikker som visualisering og meditation kan bruges til at lindre smerter, afhjælpe angst og forbedre livskvaliteten, når man er i behandling for kræft. Læs mere:

Mentale redskaber

At føle skyld over at have røget

Hvis man har røget, er det almindeligt at tænke over, om man selv er skyld i at have fået lungekræft.

Mange kan opleve skyldfølelse og dårlig samvittighed over for sine nærmeste, fordi man har røget, og fordi man måske heller ikke bare lige kan holde op. Nogle føler, at det er en hjælp at tale om deres overvejelser. Andre vil hellere tænke over det for sig selv. 

Få hjælp til rygestop:

Rygestop under en kræftsygdom

Få hjælp og vejledning til at komme videre

Få hjælp af en professionel rådgiver

For nogle kan det være en hjælp at tale med en professionel. Du kan tale med sygehusafdelingen, din egen læge eller en psykolog. Du kan desuden få hjælp på en af Kræftens Bekæmpelses kræftrådgivninger eller ved at ringe til Kræftlinjen: 

Find en rådgivning nær dig

Ring eller skriv med en rådgiver på Kræftlinjen

Offentlige rehabiliteringstilbud

På sundhed.dk kan du finde en oversigt over rehabiliteringstilbud for kræftpatienter i din kommune eller region:

Sundhedstilbud

Mød andre i samme situation

Del dine tanker og erfaringer med andre patienter og pårørende i gruppen 'lungekræft' på cancerforum.

Cancerforum.dk

Du kan også møde andre i samme situation som dig gennem Patientforeningen Lungekræft:

Lungekraeft.com

Rygestop kan forbedre prognosen

Hvis du ryger, er det en god idé at stoppe, da det er veldokumenteret, at rygestop ved lungekræft forbedrer både livskvaliteten, prognosen og overlevelsen. Effekten af rygestop kan være på niveau med effekten af lungekræftbehandling med kirurgi, stråling og kemoterapi. 

Omvendt kan fortsat rygning efter diagnosen af lungekræft nedsætte livskvaliteten, påvirke alle typer behandling negativt, øge risikoen for ny kræft og medføre nedsat overlevelse.

Læs mere om mulighederne for hjælp til at stoppe med at ryge her:

Rygestop

Kilde: Rygeophør ved lungekræft, Ugeskrift for Læger 2018;180:V01180058.


Læs alt om lungekræft:

Lungekræft - forsiden


 
Få hjælp af en rådgiver

Har du eller en af dine nærmeste kræft, kan du få gratis hjælp:

   

Rådgivning


Opret en profil på cancerforum og mød andre patienter og pårørende, som du kan dele tanker og erfaringer med.