Gå til sygdomsliste

Symptomer på lungekræft

De mest almindelige symptomer på lungekræft er vedvarende hoste, at hoste blodigt slim op, åndenød og smerter i brystet.

Hoste er det mest almindelige symptom på lungekræft. Det kan være svært at vurdere som ryger, hvornår man skal kontakte sin læge pga. host, da hoste for mange rygere er meget almindeligt, og da mange rygere har vænnet sig til en vis irritation af luftvejene. Men en forværring af de luftvejsproblemer, man allerede har, kan også være et symptom på lungekræft.

Symptomer, der oftest forekommer

En kræftknude i lungerne har som regel vokset i lang tid - måske over et år - før den giver symptomer, og symptomerne kan variere fra person til person. 

De hyppigste symptomer hos mennesker med lungekræft er: 

  • Hoste i mere end fire uger. Ses hos cirka 70 pct.
  • Hoste blodigt slim op (opspyt). Ses hos cirka 40 pct.
  • Åndenød. Ses hos cirka 40 pct.
  • Smerter i brystet. Ses hos cirka 35 pct.
  • Generelle symptomer (træthed, svedtendens, appetitløshed og vægttab). Ses hos mere end 30 pct.
  • Hæshed. Ses hos cirka 5 pct.

Symptomerne kan forekomme hver for sig eller flere sammen.

Kvinde bliver undersøgt af sin læge i konsultation

Symptomerne behøver ikke være kræft, men det er vigtigt, at du kontakter din læge, så du kan blive undersøgt.

Man bør få en CT-scanning med kontrastvæske af lungerne, hvis man:

  • Tidligere har haft raske lunger men har hostet i mere end 4-6 uger
  • Har kronisk bronkitis eller KOL ('rygerlunger') og oplever ændringer og forværring i hostemønstret
  • Oplever at hoste blodigt slim op bare én gang
  • Begynder at få åndenød, uden man tidligere har haft problemer
  • Får pibende vejrtrækning
  • Oplever vedvarende hæshed i mere end tre-fire uger
  • Har vedholdende, nyopståede smerter i brystkassen
  • Oplever træthed, manglende appetit og vægttab
Hvis du ryger, er over 40 år og får symptomer fra luftvejene

Mange lungekræftpatienter får ikke symptomer, der peger klart i retning af lungekræft, og det betyder, at lungekræften bliver opdaget sent. Hvis du ryger, er over 40 år og får symptomer fra luftvejene, er det derfor en god idé at bede din egen læge om en henvisning til en CT-scanning af lungerne.

Derudover bør du også bede din læge om en henvisning til en CT-scanning, hvis du er ryger og får symptomer i form af træthed, manglende appetit og vægttab.

Vær opmærksom på ændringer

Hvis der tilfældigt på et røntgenbillede kan ses en plet/skygge, og man ikke kender årsagen til den, bør den altid undersøges nærmere.

Ændringer i kroniske luftvejssymptomer hos mennesker over 50 år bør altid undersøges nærmere.

Mulige symptomer på lungekræft: 

Hoste

Længerevarende hoste kan være symptom på lungekræft. Hosten kan være en tør irritationshoste, hoste med opspyt, eller det kan være hoste i forbindelse med lungebetændelse.

Blodigt slim hostes op

At hoste blodigt slim op er ofte en fin blodstribe på en klar slimklat (også kaldet opspyt). Hvis man har kronisk bronkitis,  kan man ofte have blodigt opspyt, men det kan også være et symptom på lungekræft. Blodigt opspyt er et advarselsten og bør altid undersøges nærmere. 

Åndenød

Åndenød kan af flere grunde være et symptom på lungekræft. En af grundene kan være, at lungekræften blokerer luftvejene. Hvis der bliver lukket helt af for luftvejene til en del af lungen, medfører det, at denne del af lungen sættes ud af funktion.

Åndenød kan også skyldes væske mellem lungehinderne eller sygdom i lungehinderne. Det kan opstå, hvis har sygdommen har spredt sig dertil.

Det kan være vanskeligt at opdage, hvis åndenød skyldes en lungekræft under udvikling, når man har bronkitis eller KOL (Kronisk Obstruktiv Lungesygdom også kaldet 'rygerlunger'), f.eks. som følge af tobaksrygning.

Lungebetændelse

Lungebetændelse, der vender tilbage og er svær at kurere, kan skyldes lungekræft.

Hæshed

Hæshed i flere uger kan også være et symptom på lungekræft.

Hvis der er tale om lungekræft, kan hæsheden skyldes, at kræft i lungerne trykker på nerven til stemmebåndet. Symptomet hedder recurrensparese. Du kan læse om recurrensparese under symptomer på skjoldbruskkirtelkræft:

Recurrensparese - symptom på skjoldbruskkirtelkræft

Generelle symptomer

Træthed, svedtendens, manglende appetit og vægttab kan også være symptomer på lungekræft.

Smerter

Lungekræft kan give smerter, hvis kræften spreder sig. Smerterne kan skyldes, at kræften er vokset ind i brystvæggen. I disse tilfælde kan det stråle ud i skulder og arm.

En anden type smerter kan skyldes, at kræften har spredt sig til knoglerne. Af og til kan lungekræft også medføre ledsmerter uden, at kræften dog har angrebet leddene.

Synkebesvær

Et sjældent symptom på lungekræft er synkebesvær. Det kan opstå, hvis lungekræften trykker på spiserøret.

Hævelse af hals og hoved/ansigt (vena cava superior syndrom)

Undertiden kan lungekræft i højre lunge trykke på en stor blodåre (vena cava superior) og medføre hævelse af hals og ansigt.

Fortykkelse af fingrenes og tæernes yderste del

Lungekræft kan give fortykkelse af fingrenes og tæernes yderste del (trommestikfingre og -tæer). Disse specielle symptomer kan også skyldes andre sygdomme end lungekræft.

Føle- og kraftnedsættelse

Lungekræft kan give føle- og kraftnedsættelse (neuropati). Disse specielle symptomer kan også skyldes andre sygdomme end lungekræft.

Kort film om lungekræft

Filmen fortæller kort om symptomer, diagnose og behandling af lungekræft. 4:24 min.

Alt om lungekræft

Lungekræft - forsiden


 
Få hjælp af en rådgiver

Har du eller en af dine nærmeste kræft, kan du få gratis hjælp:

   

Rådgivning


Opret en profil på cancerforum og mød andre patienter og pårørende, som du kan dele tanker og erfaringer med.