Gå til sygdomsliste

At leve med Hodgkin lymfom

Det er forskelligt, hvordan man har det under og efter behandlingen for Hodgkin lymfom. Her på siden kan du bl.a. læse om reaktioner og kost. Du kan også finde hjælp til at takle de bivirkninger og senfølger, som du måske oplever.

Mor og søn er ude at gå tur

Når man lever med en alvorlig sygdom, oplever mange at blive mere nærværende i nuet og sætte større pris på familien, vennerne og hverdagen.

Reaktioner på alvorlig sygdom

Alvorlig sygdom en kæmpe omvæltning, som for de fleste fører til en masse mange uvante tanker og følelser med sig.

Der er forskel på, hvordan - og hvornår - man reagerer. For mange kommer den psykiske reaktion først, når behandlingen er færdig, og når smerterne måske ikke længere er dominerende. Det kan overraske én - ligesom omverdenens reaktioner også kan overraske én. 

Reaktioner og følelser

Det kan også være svært at være pårørende til en kræftramt, og de mange følelsesmæssige svingninger kan påvirke parforholdet. Reaktionerne er helt naturlige, men kan være svære at takle. Find råd og vejledning her:

Råd til pårørende

Træthed er normalt 

Efter afslutning af kemoterapi og strålebehandling kan du i en periode opleve at være meget træt. Det tager oftest et par måneder at komme sig over trætheden. På trods af denne træthed oplever nogle også problemer med at sove, måske pga. bivirkninger fra behandlingen. 

Find hjælp til, hvordan du tackler hverdagen med træthed og søvnløshed bedst muligt:

Træthed og søvnløshed 

Motion mindsker trætheden og øger livskvaliteten

Motionerede du ikke, før du blev syg, kan du roligt gå i gang med det. Motion styrker kroppen og vil også give dig mere energi. Det behøver ikke være hård motion eller i lang tid. En gåtur er også fin. Mange oplever at føle sig bedre tilpas efter at have rørt sig. 

På enkelte centre tilbydes der aktiv træning under selve kemoforløbet, hvis man fysisk og psykisk skønnes at kunne tåle det. Spørg på den afdeling, hvor du bliver behandlet, om hvad der er af tilbud i dit nærområde. 

Læs mere om motion og træning, når du har kræft, og få idéer til, hvordan du kan få mere motion ind i din hverdag:

Fysisk aktivitet for kræftpatienter

Genoptræning kan være nødvendig

Et krævende behandlingsforløb kan give fysiske gener, og nogle vil have brug for genoptræning. Det er vigtigt, at man får en genoptræningsplan, inden man bliver udskrevet fra hospitalet, for at have ret til genoptræning. Læs mere:

Genoptræning

At leve med Hodgkin lymfom

Motion styrker kroppen og giver energi. Det behøver ikke være hård motion - en gåtur eller cykeltur er fin.

Råd om bivirkninger og senfølger

Du kan læse mere om de forskellige bivirkninger og senfølger, man kan risikere at opleve efter kræftbehandlingen her:

Bivirkninger og senfølger

Bivirkninger ved strålebehandling

Kost og kræft

Du kan styrke din krop under en kræftbehandling ved at have fokus på, hvad du spiser. Efter kræftbehandlingen kan sund mad være med til at give dig ny energi og styrke kroppen. Din vægt og appetit er afgørende for, hvad der er sund mad for dig. 

Følg de almindelige anbefalinger, hvis du ikke har spiseproblemer

Hvis du kan spise, som du plejer, og ikke taber dig, kan du følge de samme retningslinjer for sund og kræftforebyggende mad, som gælder for alle andre. Dvs. at spise en varieret kost med fokus på fuldkorn, frugt og grønt, fisk og skaldyr, lyst kød og planteolier.

Gode råd hvis du har problemer med at spise

Sygdommen og behandlingen kan medføre en række gener, som mindsker lysten til mad eller gør det svært at spise normalt. Hvis du har lille appetit og taber dig, er det vigtigt at sørge for, at du ikke taber dig mere. Spis mad med højt fedtindhold og protein. Spar på frugt, grønt og fuldkorn, da de mætter meget, men har et lavt energiindhold.

Læs mere om, hvad der godt at spise og drikke, når man har kræft - hvad der er myter, og hvad man skal holde sig fra:

Kost

Opskrifter - på sund mad, og hvis du oplever spiseproblemer

Selvom det er en dum sygdom, så synes jeg alligevel – nu mange år efter, jeg fik diagnosen – at sygdommen har åbnet mine øjne for nye sider af livet og givet mig erfaringer, som jeg værdsætter rigtig meget i dag.

Lymfekræftpatient

Opskrifter, alternativ behandling og mentale redskaber

For de fleste giver det energi at gøre noget godt for sig selv. Det er forskelligt fra menneske til menneske, hvad der giver energi og styrker livskvaliteten. For nogle giver det energi at træne hårdt, for andre at dyrke mindfulness eller lave sund mad. Få inspiration til, hvad du kan gøre:

Hvad kan du selv gøre

Ændret kropsopfattelse

Din sygdom og behandling gør måske, at du skal lære at leve med en ændret krop. Måske er kroppen tilsyneladende uændret, mens din opfattelse af kroppen er blevet anderledes. De fleste oplever, at jo længere tid man er sygdomsfri efter et behandlingsforløb, jo mere kan man tro på og få tillid til kroppen igen.

Hvis krop og udseende ændrer sig ved en kræftsygdom

Arbejde under og efter kræftforløbet

Nogle kan fortsætte med deres arbejde, mens behandlingen står på. Andre er sygemeldt i hele perioden - og måske også et godt stykke tid efter, at behandlingerne er afsluttet. Det er ikke alle, der kan vende tilbage til arbejdsmarkedet efter at have været syg - men mange kan, og der er flere muligheder for at komme tilbage til arbejdet på forskellige vilkår. Læs mere om arbejde under og efter sygdom her:

Arbejde og kræft

Arbejde og pension

Få hjælp og vejledning til at komme videre

Få hjælp af en professionel rådgiver

For nogle kan det være en hjælp at tale med en professionel. Du kan tale med sygehusafdelingen, din egen læge eller en psykolog. Du kan desuden få hjælp på en af Kræftens Bekæmpelses kræftrådgivninger eller ved at ringe til Kræftlinjen. 

Find en kræftrådgivning nær dig

Ring eller skriv med en rådgiver på Kræftlinjen

Offentlige rehabiliteringstilbud

På sundhed.dk kan du finde en oversigt over rehabiliteringstilbud for kræftpatienter i din kommune eller region:

Sundhedstilbud

Mød andre i samme situation

Del dine tanker og erfaringer med andre patienter og pårørende i gruppen 'Lymfekræft' på cancerforum.

Cancerforum.dk

Du kan også møde andre i samme situation som dig gennem Patientforeningen for Lymfekræft og Leukæmi (LYLE):

LYLE - Patientforeningen for Lymfekræft og Leukæmi


Alt om Hodgkin lymfom

Forsiden – Hodgkin lymfom

 
Få hjælp af en rådgiver

Har du eller en af dine nærmeste kræft, kan du få gratis hjælp:

   

Rådgivning


Del dine tanker og erfaringer i gruppen "Lymfekræft" på Cancerforum.