Gå til sygdomsliste

Symptomer på Hodgkin lymfom

Det mest almindelige symptom på Hodgkin lymfom er hævede lymfeknuder, som ikke er ømme. De er mest synlige på halsen, i armhulerne og i lyskerne.

Hævede lymfeknuder er sjældent forbundet med smerter, og de bliver oftest opdaget tilfældigt.

Mest almindelige symptomer ved Hodgkin lymfom er:

  • Hævede lymfeknuder
  • Nattesved
  • Forhøjet legemstemperatur
  • Vægttab

Der kan også komme symptomer, hvis lymfeknuderne trykker på omkringliggende organer eller nerver. F.eks. kan nyrerne blive påvirket, og man kan have smerter, fordi lymfeknuderne trykker på nerver og rygmarven.

Hævede lymfeknuder ses oftest på halsen (60 pct.). De ses også i armhulerne (20 pct.) og i lyskerne (15 pct.).

Kvindelig læge føler på en kvindelig patients hals

Symptomerne behøver ikke være kræft, men det er vigtigt, at du ringer til din læge, så du kan blive undersøgt.

Hævede lymfeknuder behøver ikke være kræft

De karakteristiske symptomer på Hodgkin lymfom f.eks. nattesved og hævede lymfeknuder, der ikke er ømme, kan man også få ved en række andre sygdomme.

Netop fordi lymfeknuderne spiller en stor rolle for immunsystemet – blandt andet at bekæmpe infektioner – kan hævede lymfeknuder skyldes en lang række sygdomme.

Hævede lymfeknuder ses også ved:

  • Bakterieinfektion - f.eks. hvis man har et betændt sår på benet, så kan lymfeknuderne i lysken være hævede og let ømme
  • Virussygdomme - f.eks. kyssesyge (mononukleose) kan give hævede lymfeknuder på halsen
  • Bindevævssygdomme - f.eks. leddegigt
  • Metastaser – kræftceller der har spredt sig fra en kræftsygdom i et andet organ: f.eks. kan der findes hævede lymfeknuder i armhulerne ved nogle tilfælde af brystkræft

Alt om Hodgkin lymfom

Forsiden – Hodgkin lymfom


 
Få hjælp af en rådgiver

Har du eller en af dine nærmeste kræft, kan du få gratis hjælp:

   

Rådgivning


Del dine tanker og erfaringer i gruppen "Lymfekræft" på Cancerforum.