Gå til sygdomsliste

Undersøgelser ved Hodgkin lymfom

Ved mistanke om Hodgkin lymfom tager lægen som regel en blodprøve og en lymfeknude ud til undersøgelse. Derudover kan man blive undersøgt med en PET/CT-scanning eller en CT-scanning.

Formål med undersøgelser

Nogle undersøgelser skal vise, om der er tale om kræft eller ej.

Andre undersøgelser har til formål at finde ud af, hvor meget sygdommen eventuelt har spredt sig.

Hvis der er mistanke om Hodgkin lymfom, foretager lægen forskellige undersøgelser. Formålet er at stille diagnosen og finde ud af, hvor udbredt sygdommen er.

Hvor udbredt sygdommen er, dvs. den præcise diagnose, er vigtig for valget af behandling.

Undersøgelser til at stille diagnosen Hodgkin lymfom kan være:

  • Blodprøve
  • Undersøgelse af en fjernet lymfeknude i mikroskop
  • PET/CT-scanning
  • CT-scanning

Blodprøve

For at få et indtryk af sygdommens omfang undersøger lægen, om antallet af blodceller er normalt, og om lever- og nyrefunktion er normal. Hvis spredningen af sygdommen er begrænset, vil de fleste blodprøver ofte være normale.

Ved mere udbredt sygdom vil resultatet af blodprøven være med til at afgøre, hvilken behandling lægerne vælger.

Lægen ser især på antallet af hvide blodlegemer, røde blodlegemer og blodplader samt et bestemt proteinstof (Albumin), da dette kan give et indtryk af, hvor påvirket man er af sygdommen.

Blodprøver

Undersøgelse af hel, fjernet lymfeknude i mikroskop

For at kunne stille en diagnose er det nødvendigt at fjerne en lymfeknude. Man fjerner lymfeknuden ved et lille kirurgisk indgreb under lokalbedøvelse.

Bagefter bliver lymfeknuden undersøgt i mikroskop.

Hvis der kun er hævede lymfeknuder på steder, som ikke er umiddelbart tilgængelige, f.eks. i bryst- og bughulen, kan lægen bruge en kikkertundersøgelse til at fjerne lymfeknuden.

Undersøgelsen af lymfeknuden kan vise, om der er en celletype kaldet Reed-Sternberg-cellen til stede. Denne celle er udviklet fra en bestemt hvid blodcelle (B-lymfocyt) og er karakteristisk for Hodgkin lymfom.

Der kan gå op til 2 uger, før man får svar på prøven, da lymfeknuden skal igennem en række specialundersøgelser for at sikre, at der stilles en korrekt diagnose. Sommetider kan det være nødvendigt at tage flere vævsprøver, for at man er sikker på, at diagnosen er helt korrekt. 

Vævsprøver – biopsi

PET/CT-scanning

En PET/CT-scanning er en meget følsom metode, der kan vise forandringer i kroppen. Undersøgelsen gør det muligt at vise forstørrede lymfeknuder og – til en vis grad – vurdere, om en hævet lymfeknude skyldes Hodgkin lymfom eller andre forhold.

PET/CT-scanning er en kombineret undersøgelse, hvor man i samme omgang får udført både en PET-scanning og en CT-scanning. Undersøgelsen laves ofte ved stadieinddelingen.

PET/CT-scanning

CT-scanning

En CT-scanninger en speciel røntgenundersøgelse, hvor der bliver taget en serie røntgenbilleder, som bliver bearbejdet af en computer. CT-scanning bliver brugt til at undersøge brysthulen, bughulen og centralnervesystemet, så lægerne kan vurdere tilstanden af de lymfeknuder, man ikke selv kan mærke.

Metoden giver mere præcise billeder end en almindelig røntgenundersøgelse.

Scanningerne kan bruges til at kortlægge sygdommens udbredelse, fordi den gør det muligt at se hævede lymfeknuder i de dele af kroppen, som det ikke umiddelbart er muligt at vurdere ved en almen lægeundersøgelse.

CT-scanning

På baggrund af alle undersøgelserne kan lægen stille en præcis diagnose. Det er vigtigt med en præcis diagnose for, at du kan få tilbudt den bedst mulige behandling.


Alt om Hodgkin lymfom

Forsiden – Hodgkin lymfom

 
Få hjælp af en rådgiver

Har du eller en af dine nærmeste kræft, kan du få gratis hjælp:

   

Rådgivning


Del dine tanker og erfaringer i gruppen "Lymfekræft" på Cancerforum.