Gå til sygdomsliste

Årsager til spiserørskræft

Der kan være flere årsager til kræft i spiserøret. De vigtigste er rygning, alkohol og fejlernæring (over- og undervægt).

Der er en del forskel på forekomsten af spiserørskræft i forskellige dele af verden. Spiserørskræft er hyppigere i Kina, Japan, Centralasien og Iran, samt Syd- og Østafrika og Sydamerika sammenlignet med resten af verden.

Kræft kan opstå ved et tilfælde

Du kan få kræft, fordi nogle af kroppens celler muterer af sig selv ved et uheld.

Alle organer i kroppen indeholder stamceller. Stamcellerne forsyner organerne med nye celler ved at dele sig, efterhånden som de gamle celler bliver slidt op. Når en stamcelle deler sig, opstår der ofte fejl. Fejlene kaldes mutationer, og de opstår helt tilfældigt i stamcellens dna. 

Ofte betyder fejlene ikke noget, men efterhånden som vi bliver ældre, ophobes mutationerne i stamcellen. Det øger risikoen for, at én af stamcellerne kommer til at fungere så dårligt, at den begynder at dele sig ukontrollabelt og bliver til en kræftcelle.

Ny forskning tyder på, at disse spontane mutationer kan forklare, at kræft kan opstå, uden at man kan pege på en ydre årsag som f.eks. asbest eller rygning.

Rygning og alkohol øger risikoen

Personer, der ryger cigaretter, har større risiko for at udvikle kræft i spiserøret end personer, der ikke ryger. Cigar- og piberygning er også relateret til spiserørskræft.

Alkohol øger desuden risikoen for den type af spiserørskræft, der hedder pladeepitelcellekarcinom. Risikoen stiger med stigende indtag af alkohol.

Alkohol kan øge risikoen for kræft på flere måder. I forhold til spiserøret skal en vigtig del af forklaringen sandsynligvis findes i, at alkoholen, herunder nedbrydningsproduktet acetaldehyd, kommer i direkte kontakt med slimhinden, og at alkohol kan virke som opløsningsmiddel for andre kræftfremkaldende stoffer, herunder tobaksrøg.

For den type spiserørskræft, der hedder adenokarcinom, som oftest findes i den nedre del af spiserøret, er der ikke fundet nogen sammenhæng med alkoholindtag. Læs mere om rygning og alkohol som årsag til kræft:

Rygning

Alkohol

Bliv røgfri

Det er aldrig for sent at stoppe med at ryge. Der findes mange måder at få hjælp på, hvis man vil holde op med at ryge. Læs mere:

Bliv røgfri

Rygestop under en kræftsygdom

Dårlig ernæringstilstand og undervægt øger risikoen

Forkert ernæring ser ud til at medvirke til den geografiske forskel i forekomsten af spiserørskræft. Dårlig ernæringstilstand, som ses i form af undervægt, øger risikoen for spiserørskræft. Det gælder både for pladeepitelcellekarcinomer og adenokarcinomer, som er de to forskellige former for spiserørskræft. 

Svær overvægt øger risikoen

Svært overvægtige personer, især personer med stort maveomfang, har en øget risiko for at udvikle spiserørskræft. Det drejer sig om en særlig type af spiserørskræft, der kaldes adenokarcinom, som typisk sidder i den nederste del af spiserøret ved overgangen til mavesækken.

Svært overvægtige mennesker har op til dobbelt så stor risiko for at udvikle adenokarcinomer sammenlignet med personer med normal BMI. Læs mere om overvægt og kræft:

Overvægt

Beregning af BMI og svær overvægt

Svær overvægt (fedme) defineres som Body Mass Index (BMI) over 30 og overvægt som BMI mellem 25 og 30. Du kan beregne dit BMI her:

Beregn BMI

Ioniserende stråling øger risikoen for spiserørskræft

Ioniserende stråling er den stråling, man får ved strålebehandling og ved røntgenundersøgelser. Gammastråling er en form for ioniserende stråling, der udover til kræftbehandling også anvendes i industrien til at sikre, at svejsesømme er tætte og til måling af pladetykkelser.

Risikoen for at få kræft af ioniserende stråling er meget lille. Læs mere om ioniserende stråling og kræft:

Ioniserende stråling

Kemikalier og erhverv øger muligvis risikoen

Der er mistanke om, at man har øget risiko for at få kræft i spiserøret, hvis man arbejder i gummiindustrien eller med kemisk rensning af tøj, hvor tetraklorethylen bruges. Læs mere om arbejdsrelateret kræft:

Arbejdsmiljø og kemikalier

Barretts esophagus øger risikoen for kræft i spiserøret i form af adenocarcinom

Barretts esophagus er en tilstand, hvor tilbageløb af mavesyre fra mavesækken (reflux) fører til celleforandringer i den nedre del af spiserørets slimhinde (pladeepitel), som er ved overgangen til mavesækken. Forandringerne kan strække sig langt opad i spiserøret.

I nogle tilfælde kan celleforandringer udvikle sig og kan derfor være forbundet med en øget risiko for at udvikle spiserørskræft. Det gælder særligt ved langvarig reflux og ved svære symptomer.

I de tilfælde, hvor lægen vurderer, at der er en øget risiko for, at celleforandringerne vil udvikle sig til kræft, bliver man kontrolleret med kikkertundersøgelse regelmæssigt.

Lægen kan også prøve at fjerne forandringerne med lokal varmebehandling i forbindelse med kikkertundersøgelse. I enkelte tilfælde kan det være nødvendigt med en operation for at fjerne forandringerne.

Akalasi øger i sjældne tilfælde risikoen

Akalasi i spiserøret er en sjælden lidelse, hvor synkeprocessen og lukkemusklen mellem spiserør og mavesæk ikke fungerer normalt. Det betyder, at føden ophobes i spiserøret. Det kan i meget sjældne tilfælde føre til, at man udvikler spiserørskræft.

Skoldhed mad og drikke øger muligvis risikoen

Indtagelse af meget varm mad og drikke lader til at øge risikoen for at udvikle spiserørskræft. Dette er mest et problem i f.eks. Asien og andre steder, hvor der er tradition for at indtage drikkevarer skoldhede.

Frugt og grønt ser ud til at beskytte, mens forarbejdet kød muligvis øger risikoen

Et høj indtag af grøntsager i kosten nedsætter måske risikoen for at udvikle den særlige form for spiserørskræft - adenokarcinom. Mens et højt indtag af både frugt og grønt måske kan nedsætte risikoen for at udvikle den anden form for spiserørskræft, som er pladeepitelcellekarcinom.

Samtidig ser det ud til, at et højt indtag af forarbejdet kød muligvis øger risikoen for at udvikle pladeepitelcellekarcinomer. De specifikke mekanismer kendes endnu ikke. 

Fysisk aktivitet kan muligvis beskytte

I stort set alle studier, der har undersøgt sammenhængen mellem fysisk aktivitet og spiserørskræft, tyder det på, at øget fysisk aktivitet kan nedsætte risikoen for spiserørskræft. Mængden af forskning og dermed vores viden er dog stadig ret begrænset. Læs mere:

For lidt fysisk aktivitet som årsag til kræft

Her får du anbefalinger, retningslinjer og råd til at komme i gang med motion:

Fysisk aktivitet for kræftpatienter

Læs alt om spiserørskræft

Spiserørskræft – forsiden


 
Få hjælp af en rådgiver

Har du eller en af dine nærmeste kræft, kan du få gratis hjælp:

   

Rådgivning


Del dine tanker og erfaringer i gruppen 'Mave- og spiserørskræft' på Cancerforum.