Gå til sygdomsliste

Undersøgelser ved ukendt primær tumor

Formålet med undersøgelserne er at finde den primære tumor, så man kan blive tilbudt den bedst mulige behandling. Diagnosen ukendt primær tumor stilles, når en vævsprøve og forskellige undersøgelser ikke er i stand til at påvise, hvor kræftsygdommen er opstået.

Det er vigtigt at forsøge at finde frem til den oprindelige kræftsygdom (primær tumor), da det har betydning for, hvilken behandling man får tilbudt.

Almen lægeundersøgelse

Lægen vil begynde med at danne sig et overblik over ens sygdomsforløb og foretager derfor først en almen lægeundersøgelse. Man bliver bedt om at fortælle om ens symptomer og udvikling i sygdommen, hvorefter lægen undersøger ens almen helbredstilstand. Læs mere:

Almen lægeundersøgelse

Almen lægeundersøgelse

Når du henvender dig til din læge, vil lægen tale med dig om dine symptomer og derefter undersøge dig. Det bliver kaldt en almen lægeundersøgelse.

Undersøgelser på hospital

Har lægen mistanke om, at der kan være tale om en kræftsygdom, bliver man henvist til nærmere undersøgelser på en hospitalsafdeling.

Hvilke undersøgelser, man skal igennem, afhænger af de symptomer, man har.

Blodprøver

Man får rutinemæssigt taget blodprøver, som lægen bruger til at undersøge ens knoglemarvs-, nyre- og leverfunktion.

Derudover kan lægen lede efter særlige kendetegn i blodet.

Ved nogle få kræftsygdomme er der nemlig en forhøjet mængde af bestemte stoffer i blodet, hvilket kan være med til at bestyrke eller svække mistanken om en bestemt kræftsygdom. Det kaldes tumormarkører.

Tumormarkører

Tumormarkører er et stof, der bliver produceret i øget mængde af kræftceller, eller som kroppen producerer som reaktion på kræftcellernes tilstedeværelse. Stoffet kan måles i blodet eller urinen.

Har lægen f.eks. mistanke om, at primær tumor kan være testikelkræft, kan man blive undersøgt for tilstedeværelsen af tumormarkørerne alfa-føtoprotein og HCG-beta i blodet.

Er der derimod mistanke om, at sygdommen kan skyldes metastaser fra prostatakræft, bliver blodprøven undersøgt for mængden af PSA (Prostata Specifikt Antigen). Du kan læse mere om PSA her:

Hvornår er PSA forhøjet?

CT-scanning af lunger, bughule og bækken

CT-scanning er en røntgenundersøgelse, der giver meget detaljerede billeder af kroppens indre organer i tværsnit.

Metoden kan give lægen informationer om, hvor udbredt kræftsygdommen er, og i nogle tilfælde også finde den primære tumor. Du kan læse mere om, hvordan en CT-scanning foregår her:

CT-scanning

Vævsprøve (biopsi)

Mange får taget en vævsprøve fra en metastase. Hvordan man får taget vævsprøven afhænger af, hvor på kroppen knuden sidder.

Lægen kan f.eks. undersøge væv, ved at skære en vævsprøve ud til undersøgelse (excisionsbiopsi).

I andre tilfælde kan knuden sidde, så lægen kan stikke direkte i den gennem huden med en kanyle (nålebiopsi).

Man kan også få taget en vævsprøve i forbindelse med en kikkertundersøgelse af f.eks. tarmen.

I nogle tilfælde kan det være nødvendigt, at man får taget en vævsprøve (biopsi) af et mistænkeligt område i en knogle. Vævsprøven bliver i nogle tilfælde taget ved en lille operation, hvor man er i fuld bedøvelse.

Vævsprøven undersøges under mikroskop af en læge (patolog), der først undersøger, om det drejer sig om kræftceller eller ej.

Derefter forsøger lægen ved hjælp af forskellige analyser at bestemme, hvilken celletype det drejer sig om, og hvor kræften kan stamme fra.

Det tager 1 til 2 uger, før man får svar, da prøven først skal bearbejdes. Du kan læse mere om vævsprøver her: 

Vævsprøver – biopsi

Resultat fra vævsprøven viser:

Kræftcellernes type:Udgår fra:
Adenokarcinom udgør 50-70 pct. af samtlige ukendte tumorer Kirtelceller, som findes i bl.a. lunger, mavesæk, bugspytkirtel, galdeveje, tarm, æggestokke, bryst, prostata
Lavt differentieret karcinom (udifferentieret tumor) udgør 20-30 pct. af samtlige ukendte tumorer Ukendt oprindelse. Kræftcellerne har her mistet deres normale kendetegn og kan ikke derfor ikke bestemmes yderligere
Planocellulært karcinom udgør cirka 5 pct. af samtlige ukendte tumorer Pladeceller som normalt findes i hud og slimhinder i f.eks. mund, svælg, spiserør, lunge, endetarm, skede, penis

Hvilke øvrige undersøgelser, man får foretaget, vil afhænge af:

  • Ens køn
  • Tidligere sygdomme
  • Symptomer
  • Hvad vævsprøven har vist
  • Metastasens placering
Ingen standard for undersøgelsesprogram

Der findes ikke standardiserede udredningsprogrammer for ukendt primær tumor. Nedenstående forslag til undersøgelsesprogram er derfor kun vejledende.

Hvis der er symptomer fra mave-tarm kanalen

Man bør få foretaget en kikkertundersøgelse af mave-tarm kanalen (koloskopi), hvis man har symptomer herfra, eller hvis vævsprøven tyder på, at kræften er udgået herfra. Læs mere om undersøgelsen her:

Koloskopi

Hvis vævsprøven har vist 'adenokarcinom'

Hvis vævsprøven har vist, at metastasen er af typen adenokarcinom - dvs. kræftvæv, der udgår fra kirtelceller - bør der foretages nedenstående undersøgelser.

Kvinder med 'adenokarcinom' bør få foretaget:

  • Klinisk mammografi med røntgenbilleder af brystet fra tre vinkler
  • Gynækologisk undersøgelse og ultralydsscanning af de indre kønsorganer
  • Lægeundersøgelse og eventuelt røntgenundersøgelse med radioaktivt sporstof (scintigrafi) af skjoldbruskkirtlen

Du kan læse mere om undersøgelserne her:

Mammografi

Gynækologisk undersøgelse

Skintigrafi

Mænd med 'adenokarcinom' bør få foretaget:

  • Lægeundersøgelse af prostata og måling af PSA i blodet (Prostata Specifik Antigen)
  • Lægeundersøgelse af brystet, eventuelt med billedundersøgelse
  • Lægeundersøgelse og eventuelt røntgenundersøgelse med radioaktivt sporstof (scintigrafi) af skjoldbruskkirtlen

Hvordan undersøgelserne foregår kan du læse om her:

Hvornår er PSA forhøjet?

Skintigrafi

Hvis vævsprøven har vist 'planocellulært karcinom'

Har vævsprøven vist, at metastasen er af typen planocellulært karcinom, vil det sige, at kræftvævet kommer fra pladeceller, som findes i hud og slimhinde.

Metastasens placering har betydning for, hvilke undersøgelser man skal igennem

Alt efter metastasens placering, bør man derfor få foretaget nedenstående undersøgelser. Metastasens placering kan nemlig give lægen et fingerpeg om, hvor kræften kan stamme fra.

Ved lymfeknude-metastaser placeret Primærtumor ofte udgået fra Undersøgelse af
højt på halsen mund eller svælg hoved-hals området
lavere på halsen mund og svælg, men også fra bl.a. spiserør og lunge hoved-hals området og kikkertundersøgelse af spiserør og luftrør
i lysken penis, kønslæber, skede, livmoderhals, blære og endetarm kønsorganer, gynækologisk undersøgelse og kikkertundersøgelse af blære og endetarm

Læs mere

Hvis du lige har fået kræft

Læs alt om ukendt primær tumor

Ukendt primær tumor – forsiden


 

Hvis kræften kommer igen

To kvinder sidder med ryggen til på en bænk i en park og taler sammen

Om reaktioner på tilbagefald og om mulighederne for behandling.

Hvis kræften er kommet igen


Rådgivning

To kvinder taler sammen i rådgivning

Ring til Kræftlinjen, skriv til Brevkassen eller find den nærmeste kræftrådgivning.

Vores rådgivningstilbud


Livet med kræft

Livet med kræft

Om psykiske reaktioner, familie, seksualitet og arbejde.

Hvis du har kræft


Til pårørende

Råd til pårørende

Hvordan støtter man som pårørende en kræftpatient bedst, mens man også passer på sig selv?

Råd til pårørende