Gå til sygdomsliste

Symptomer på prostatakræft

Forstørrelse af prostata er ikke kræft, men kræft i prostata kan give de samme symptomer. Hvis symptomerne udvikler sig over kortere tid, og især hvis de optræder i 40-50-årsalderen, kan de være tegn på kræft i prostata.

Mange ældre mænd oplever, at vandladningen gradvist ændrer sig. Prostata (blærehalskirtlen), der ligger under blæren, bliver større med alderen og trykker på urinrøret.

Symptomer på godartet forstørrelse af prostata
Symptomer på godartet forstørrelse af prostata begynder som regel med, at man hyppigere skal af med vandet i dagens løb. Når man mærker vandladningstrangen, kan man ikke holde sig så længe som før. Det kan også godt være besværligt at komme i gang med at tisse. Der er heller ikke så meget kraft på strålen, når man tisser, og man skal op om natten.

Aldersbetingede vandladningsgener uden yderligere mistanke om prostatakræft bør ikke rutinemæssigt lede til en PSA-test, da der aldrig er påvist sammenhæng mellem forhøjet PSA på grund af aldersbetingede vandladningsgener og prostatakræft. Tal med din læge, hvis du har symptomer.

Symptomer på prostatakræft
De første symptomer på prostatakræft kan ligne symptomerne på en godartet forstørrelse af prostata. Som regel vil der være tale om en godartet forstørrelse af prostata.

Blod i urinen og blærebetændelse er sædvanligvis tegn på sygdom i urinblæren og nyrerne, men kan også skyldes kræft i prostata.

Blod i sæden er oftest et uskyldigt fænomen, men kan ligesom hurtigt aftagende sædmængde ses ved prostatakræft.

Smerter ved endetarmen og mellemkødet (perineum) samt forstoppelse kan også forekomme, hvis knuden trykker på endetarmen.

Professor og overlæge Michael Borre

Professor og overlæge Michael Borre fortæller om symptomerne på prostatakræft.

Gå til læge, hvis du oplever:
  • Blod i urinen
  • Blod i sæden
  • Aftagende eller manglende sædmængde
  • Blærebetændelse
  • Vedvarende smerter i mellemkødet
  • Rejsningsbesvær

    Det er vigtigt at blive undersøgt, så lægen kan vurdere, om der er grund til at mistænke kræft i prostata. 

Symptomer på prostatakræft opstår sent

Prostatakræft giver som regel ingen symptomer i starten, da kræftforandringerne oftest opstår i de ydre dele af blærehalskirtlen, hvor der er god plads.

Der er mange mænd, som lever med en lille kræftknude i prostata, der aldrig bliver opdaget. Hos de fleste mænd udvikler kræft i prostata sig langsomt. Det kan tage flere årtier, før kræftknuden giver symptomer eller eventuelt spreder sig.

Mand, der taler med sin læge

Aldersbetingede vandladningsgener uden yderligere mistanke om prostatakræft bør ikke rutinemæssigt lede til en PSA-test, da der aldrig er påvist sammenhæng mellem forhøjet PSA på grund af aldersbetingede vandladningsgener og prostatakræft.

Symptomer på prostatakræft der har spredt sig

En kræftknude i prostata kan vokse ind i de nærmeste organer eller sprede sig til andre dele af kroppen via blod- og lymfekar. Hvis kræften spreder sig til omgivelserne eller til andre organer, kan man få symptomer derfra.

Tryk på lymfebanerne kan medføre hævelse af benene. Tryk på urinlederne kan give nyresvigt (uræmi).

Når prostatakræft spreder sig, er det ofte til knoglerne, hvilket kan give knoglesmerter – typisk i ryggen, lænden, bækkenet eller hofterne. Man kan også få symptomer som blodmangel, træthed og vægttab.


Læs alt om prostatakræft:
Prostatakræft - forsiden


 
Få hjælp af en rådgiver

Har du eller en af dine nærmeste kræft, kan du få gratis hjælp:

   

Rådgivning


Del dine tanker og erfaringer i gruppen "Prostatakræft" på Cancerforum.