Gå til sygdomsliste

Årsager til peniskræft

Seksuelt overført infektion med human papillomavirus (HPV), forhudsforsnævring og nedsat immunforsvar er nogle af de årsager, der øger risikoen for kræft i penis. Peniskræft smitter ikke.

Rygning

Der er flere befolkningsstudier, som tyder på, at rygning øger risikoen for peniskræft.

30-50 pct. af alle tilfælde af peniskræft skyldes muligvis HPV

Forskere mener, at omkring 30-50 pct. af alle tilfælde af peniskræft skyldes infektion med human papillomavirus (HPV).

HPV er en meget almindelig virus, som overføres seksuelt. De fleste, der er seksuelt aktive, bliver smittet med HPV i løbet af deres liv. I langt de fleste tilfælde forsvinder HPV-infektionen af sig selv.

Der er mange forskellige typer af HPV:

  • Typerne 6 og 11 kan give kønsvorter (kondylomer)
  • Omkring 12 HPV-typer (især type 16 og 18) kan medføre kræft. Det gælder især livmoderhalskræft, men i sjældnere tilfælde også kræft i de ydre kvindelige kønsorganer (primært på kønslæberne), skeden, endetarmsåbningen, penis samt visse former for kræft i mund og svælg.

Vaccination mod HPV

Der er ingen effektiv behandling mod HPV-infektion, men der findes vacciner, der kan forebygge HPV-infektion. 

Vaccinerne beskytter mod HPV og er godkendt i EU til at forebygge forstadier til kræft i livmoderhalsen, endetarmsåbningen, skeden og de ydre kvindelige kønsorganer.

Da vaccinerne beskytter mod HPV, kan de med stor sandsynlighed også forebygge størstedelen af de tilfælde af peniskræft, der skyldes HPV.

HPV-vaccination til piger er inkluderet i det danske børnevaccinationsprogram. Fra 1. juli 2019 er HPV-vaccination også gratis til drenge, som fylder 12 denne dag eller senere. Læs mere i boksen herunder.

Du kan læse mere om HPV og mænd generelt her:

HPV og mænd

HPV-vaccine til drenge

HPV-vaccination er gratis til drenge pr. 1. juli 2019 som en del af børnevaccinationsprogrammet, hvis de fylder 12 år denne dag eller senere.

Læs mere om drenge og HPV-vaccination

Kondom lader til at nedsætte risikoen for HPV-infektion

Nogle undersøgelser viser, at mænd, som ikke bruger kondom, har en lidt større risiko for at udvikle peniskræft. Det skyldes muligvis, at korrekt brug af kondom nedsætter risikoen for HPV-infektion, men det beskytter ikke 100 pct. mod infektion. Læs mere:

HPV som årsag til kræft

Forhudsforsnævring øger risikoen for peniskræft

Mænd, der har svært ved at trække forhuden tilbage på grund af forhudsforsnævring (phimosis), har sværere ved at holde området rent. Det kan medføre irritation og inflammation af penis. Dette medfører en let øget risiko for at udvikle peniskræft sammenlignet med andre mænd, der ikke har forhudsforsnævring.

Da peniskræft er en sjælden sygdom, er risikoen lille.

Omskæring nedsætter risiko for peniskræft

Omskæring i spædbarnsalderen nedsætter risikoen for at udvikle peniskræft. Det skyldes måske, at det tidlige indgreb forhindrer, at nogle senere i livet ville have udviklet forhudsforsnævring, som er en kendt risikofaktor. Omskæring senere i livet giver ikke samme beskyttelse.

Omskæring i spædbarnsalderen anbefales dog ikke i vores del af verden, hvor peniskræft er en sjælden sygdom.

Forstadier til peniskræft (carcinoma in situ)

Ved forstadier til kræft er cellerne forandrede, så de ligner kræftceller, men forandringerne er ikke brudt gennem grænserne mellem de forskellige væv (in situ). Forandringerne kan blive i dette stadium i flere år, men kan også udvikle sig til kræft.

Carcinoma in situ på penis kaldes:

  • Morbus Bowen, når det sidder på skaftet af penis
  • Queyrat erythroplakia, når det sidder på penishovedet

I de fleste tilfælde af forstadierne carcinoma in situ er der påvist human papillomavirus. I cirka 33 procent af tilfældene udvikler disse forstadier sig til kræft.

Sjældnere kan peniskræft udvikle sig fra:

  • Kutan horndannelse på penis
  • Bowenoid papulosis
  • Lichen Sclerosus et atroficus
  • Balanitis xerotica obliterans (BXO)


Tilstandene kan være vanskelige at skelne fra hinanden og fra godartede forandringer. Man får derfor ofte taget en vævsprøve (biopsi) for at få stillet diagnosen.

Læger arbejder med at lave landsdækkende retningslinjer for, hvor og hvordan forstadier skal følges og behandles.

Nedsat immunforsvar øger risikoen

Hvis man har nedsat immunforsvar, har man generelt en øget risiko for kræft, også peniskræft. Ens immunsystem kan være svækket, hvis man har HIV eller AIDS, hvis man har en anden lidelse, eller hvis man får immunnedsættende medicin, f.eks. efter en organtransplantation. Læs mere om infektioner og kræft:

Infektioner

Behandling med PUVA øger formentlig risikoen

Hudsygdommen psoriasis og kræft i form af hudlymfomer behandles nogle gange med en kur kaldet PUVA, som er en kombination af tabletter med stoffet psoralen og ultraviolet bestråling. Mænd, der har fået PUVA, lader til at have en øget risiko for at udvikle peniskræft.

Muligvis sammenhæng mellem overvægt og risikoen for peniskræft

Enkelte studier har peget på en øget forekomst af peniskræft hos overvægtige mænd.

Muligvis sammenhæng mellem overvægt og risikoen for peniskræft

Enkelte studier har peget på en forøget forekomst af peniskræft hos overvægtige mænd.

Læs alt om peniskræft

Peniskræft – forsiden


 
Få hjælp af en rådgiver

Har du eller en af dine nærmeste kræft, kan du få gratis hjælp:

   

Rådgivning


Logo fra fra cancerforums hjemmeside

Del dine tanker og erfaringer med andre patienter og pårørende i gruppen "Peniskræft" på Cancerforum.