Gå til sygdomsliste

Årsager til lungehindekræft

Indånding af asbestfibre er den væsentligste årsag til kræft i lungehinden, men forskerne ved ikke, hvorfor asbestfibrene medfører sygdommen. Asbest er et ildfast mineral, som tidligere var meget anvendt i byggematerialer. Det er nu forbudt, fordi det bla. kan give lungehinde- og lungekræft.

Asbestfibre som årsag til lungehindekræft

Verdens asbestproduktion toppede i 1980, og det tager i gennemsnit 40 år, fra man første gang bliver udsat for asbest til diagnosen lungehindekræft stilles.

Det er årsagen til, at kræft på grund af udsættelse for asbest konstateres i et stadigt stigende antal i Danmark, selvom asbest blev forbudt for årtier siden.

Al brug af asbest har været forbudt i over 30 år, og har været forbudt i isoleringsmaterialer i 35 år.

Beregninger og sammenligninger med asbestforbruget i andre lande tyder på, at antallet af lungehindekræft tilfælde fortsat vil stige mindst frem til 2028.

Man kan i Danmark stadig blive udsat for asbest ved nedbrydning af asbestholdige produkter f.eks. fra asbestholdige isoleringsmaterialer og tagplader.

Læs mere om asbest og kræft her:

Asbest

Hvem får lungehindekræft
De fleste, der får lungehindekræft, er over 60 år, da der går mange år, fra man har været udsat for asbest, til sygdommen kan opstå. Det er hovedsageligt mænd, som rammes af sygdommen.

Undersøgelser har dog vist, at den nærmeste familie til asbestarbejdere også kan få lungehindekræft, hvis de har været udsat for asbeststøv i arbejdstøjet.

Det er sjældent, at yngre mennesker får lungehindekræft. 

Brandmænd har øget risiko for lungehindekræft (IARC gruppe 1)

Det er dokumenteret, at brandmænd har øget risiko for at udvikle lungehindekræft, da deres arbejde kan udsætte dem for giftig røg fra bla. asbest. Indåndede asbestfibre kan beskadige lungehinden og medføre kræft. Heldigvis har brandmænd gennem årene fået bedre udstyr, der beskytter dem nu mod bl.a. røg og skadelige kemikalier.

Overfladen af de fleste indre organer er dækket af en hinde af såkaldte mesoteliale celler, f.eks. lungehinden, bughinden, hjertesækken og pungen. Kræft i disse celler kaldes samlet malignt mesoteliom. Malignt mesoteliom ses langt hyppigst i lungehinden.

Søg erstatning

Ifølge dansk lov kan du søge om erstatning, hvis du er blevet syg af dit arbejde. 

Som udgangspunkt har lægen pligt til at anmelde til Arbejdstilsynet og Arbejdsmarkedets Erhvervssikring (tidligere Arbejdsskadestyrelsen), hvis der er mistanke om, at din kræftsygdom er arbejdsbetinget. 

Det er en god idé selv at spørge lægen om eventuelt at søge erstatning. Du kan også selv anmelde en arbejdsbetinget sygdom til Arbejdsmarkedets Erhvervssikring:

Arbejdsmarkedets Erhvervssikring

Godtgørelse til indirekte asbestofre

Du har mulighed for at søge om godtgørelse, hvis du har levet sammen med en person, der har været udsat for asbestfibre på sit arbejde, og du efterfølgende har udviklet en asbestrelateret kræftsygdom i form af malignt mesotheliom (lungehindekræft m.m.).

Du kan have været indirekte udsat for asbestfibre, hvis du f.eks. har vasket din partners asbestfyldte arbejdstøj. Ordningen omfatter alle i husstanden, dvs. også børn, med asbestrelateret kræft.

Fra juli 2021 er det også muligt at få godtgørelse for alle, der har fået kræftsygdommen malignt mesotheliom på grund af asbest fra en virksomhed i deres nærområde. Det gælder for eksempel de mennesker, som boede og gik i skole i nærheden af den tidligere eternitfabrik i Aalborg og mange år senere udvikler kræftsygdommen malignt mesotheliom.

På borger.dk kan du læse om, hvordan du kan søge godtgørelse.

Godtgørelse til indirekte asbestofre

Mineralet erionit øger risiko

Mineralet erionit har samme egenskaber som asbest og øger også risikoen for lungehindekræft, men det bliver ikke brugt i Danmark

Læs mere om kræft, der har relation til arbejdsforhold:

Arbejdsmiljø og kemikalier

Læs alt om lungehindekræft:

Lungehindekræft – forsiden


 

Rådgivning

Ring til Kræftlinjen, skriv til Brevkassen eller find den nærmeste kræftrådgivning.

Vores rådgivningstilbud


Del dine tanker og erfaringer i gruppen "Lungehindekræft" på Cancerforum.


Livet med kræft

Om psykiske reaktioner, familie, seksualitet og arbejde.

Hvis du har kræft


Til pårørende

Hvis du kender en med kræft

Hvordan støtter man som pårørende en kræftpatient bedst, mens man også passer på sig selv?

Råd til pårørende