Gå til sygdomsliste

Om blod og knoglemarv

Blodets celler bliver dannet i knoglemarven, hvor stamceller udvikler sig til røde og hvide blodlegemer og blodplader.

Blodets celler dannes i den røde knoglemarv, som findes i kraniet, ribben, brystben, ryghvirvler, bækken og i den øverste ende af overarms- og lårbensknoglerne. Den røde knoglemarv er vist med rødt på tegningen herunder.

Skelet hvor knoglemarven er vist med rødt

Blodlegemer og blodplader

Blodlegemer og blodplader har forskellige funktioner i kroppen:

  • Røde blodlegemer (erytrocytter) fører ilten rundt i kroppen
  • Hvide blodlegemer (leukocytter) bekæmper infektioner
  • Blodplader (trombocytter) standser blødninger

Derudover indeholder knoglemarven også bindevævsceller og fedtceller.

Røde blodlegemer

De røde blodlegemer fører ilten rundt i kroppen og fjerner affaldsproduktet kuldioxid (CO2). Hvis man har blodmangel, så har man for få røde blodlegemer. Det kan blandt andet vise sig som træthed, svimmelhed, hovedpine, åndedrætsbesvær og hævede ben.

Hvide blodlegemer 

De hvide blodlegemer beskytter mod infektioner og består af to hovedtyper:

  • Neutrofile granulocytter, der udgør kroppens første forsvar mod infektioner
  • Lymfocytter, der spiller en stor rolle for regulering af immunforsvaret

Hvis man har for få hvide blodlegemer, får man oftere infektioner.

Blodpladerne

Blodpladerne beskytter os mod blødninger. Hvis man har for få blodplader, eller hvis de ikke fungerer normalt, vil almindelige blødninger som f.eks. næseblod, menstruation og blødninger i hud og væv vare længere end normalt og kunne opstå uden en klar årsag.

Illustration af knoglemarv og blodceller

Blodets celler dannes i den røde knoglemarv. Her findes de stamceller, som kan blive til røde blodlegemer, hvide blodlegemer og blodplader.


Alt om de kroniske myeloproliferative kræftsygdomme

Kronisk myeloproliferative kræftsygdomme - forsiden

 

Rådgivning

To kvinder taler sammen i rådgivning

Ring til Kræftlinjen, skriv til Brevkassen eller find den nærmeste kræftrådgivning.

Vores rådgivningstilbud


Opret en profil på cancerforum og mød andre patienter og pårørende, som du kan dele tanker og erfaringer med.