Gå til sygdomsliste

Inspiration til samtale om seksualitet

Mange par oplever, at deres forhold bliver udfordret i forbindelse med en kræftsygdom. Hvis man fjerner sig fra hinanden, kan det smitte af på seksualiteten. Derfor er det nødvendigt, at I taler sammen om jeres bekymringer, følelser og forventninger til hinanden.

Gør det konkret

Det er nemmere, når tingene bliver konkrete. Det giver bedre mulighed for at finde en løsning, hvor I begge oplever, at jeres seksuelle behov tilfredsstilles.

Denne spørgeguide kan give jer hjælp og inspiration til at komme i gang med snakken.

Det kan måske være en idé at skrive jeres overvejelser og svar ned. På den måde kan I på et senere tidspunkt gå tilbage og se, hvad I talte om.

Nogle par synes, det er lettere, hvis man ikke er nødt til at se hinanden i øjnene hele tiden. Hvis I plejer at snakke godt, når I går en tur, er det måske dér, I skal tage emnet op.

Andre par foretrækker at snakke om alvorlige ting sammen, mens det er muligt at holde om hinanden.

Inspiration til at tale om jeres samliv

  • Hvordan synes du/jeg, at sygdommen og behandlingen påvirker vores sexliv?
  • Jeg tænker meget over, at jeg er anderledes nu, hvad ser du er anderledes?
  • Jeg har stadig lyst til at være tæt på dig, jeg kan bare ikke på samme måde, som før sygdommen. Måske kunne vi være tætte ved at…
  • Hvis jeg har afvist dig, er det ikke fordi, jeg ikke har lyst til at være tæt på dig, men fordi…
  • Hvad har du/jeg af ønsker til vores sexliv? Lige nu? Om en måned? Om et år?
  • Hvad vil være dejligt at genoptage? Hvordan gør vi det?
  • Det gør mig glad, når du…
  • Hvad kan du/jeg godt lide ved min krop?
  • Hvordan har du/jeg det med arret? Er berøring på stedet rart/ikke rart?
  • Hvad føles godt seksuelt for dig/mig? Hvad kan jeg gøre for dig, som er rart?
Billede fra video om kræft og sex

3 ting du skal vide om kræft og seksualitet

For os kan forholdet ikke bare køre på rutinen. Vi er nødt til at tale om, hvad vi hver især ønsker. I et almindeligt forhold er det nok ikke noget, man taler om over rødvinen fredag aften. Det er vi nødt til. Hvis det bliver tabu, så dør forholdet. Men man skal finde en balance, for det kan også være en belastning, at sexlivet hele tiden skal italesættes.

Prostatakræftpatient

Læs alt om seksualitet

Seksualitet - forside

 
Få hjælp af en rådgiver

Har du eller en af dine nærmeste kræft, kan du få gratis hjælp:

   

Rådgivning