Gå til sygdomsliste

Om brystet

Brystet er sammensat af mange små kirtler, som ligger i fedt og bindevæv. Brystkirtlerne består af kirtelceller, der kan producere mælk, og udførselsgange, som kan transportere mælk. Disse udførselsgange samler sig i større og større gange frem til brystvorten.

Illustration af tværsnit af et kvindeligt byst

Her ses brystet i tværsnit. Brystet består af mange små kirtler, som ligger i fedt og bindevæv. Brystkirtlerne kan producere mælk, og udførselsgangene kan transportere mælken frem til brystvorten.

I puberteten udvikles mælkekirtler og mælkegange. Efter overgangsalderen svinder de ind og bliver delvist erstattet af fedtvæv.

Når en menstruation nærmer sig, kan brysterne føles ømme, tunge og knudrede. Graviditet og amning ændrer også brystets størrelse og fasthed.

Hvis kræft opstår i brystet

Brystkræft opstår som regel i en mælkegang. Der kan gå flere år, før cellerne nedbryder mælkegangens væg og bliver til en knude, man kan føle.

Brystkræft kan sprede sig (metastasere) fra knuden i brystet til lymfekar, lymfeknuder og blodkar og herfra videre ud i kroppen. Kræftcellerne kan på denne måde spredes med lymfen eller blodet i form af mikrometastaser til andre steder i kroppen.

Mikrometastaser er vanskelige at opdage, men kan med tiden føre til, at sygdommen blusser op igen et andet sted i kroppen.

Derfor får man også oftest medicinsk behandling ud over den lokale behandling (operation og eventuelt strålebehandling). Medicinsk behandling bliver nemlig ført rundt med blodet i hele kroppen, hvor den kan slå eventuelle mikrometastaser ihjel.

Illustration af brystet

Her ses brystets lymfekar og lymfeknuder. De lymfeknuder, der hører til brystet, findes i armhulerne, langs brystbenet og bag krave-/nøglebenet.

Via lymfebanerne transporterer lymfen lymfocytter (immunforsvarsceller) og affaldsstoffer fra vævene til blodbanen. 

På vejen passerer lymfen igennem lymfeknuderne, som fungerer som en slags filter, der kan fange f.eks. kræftceller. Derfor kan de lokale lymfeknuder hæve, hvis kræftceller spreder sig til lymfeknuderne. Du kan læse mere om kroppens lymfesystem her:

Om lymfødem


Læs alt om brystkræft

Brystkræft – forsiden


 
Få hjælp af en rådgiver

Har du eller en af dine nærmeste kræft, kan du få gratis hjælp:

   

Rådgivning


Del dine tanker og erfaringer i de syv brystkræftgrupper på Cancerforum. Meld dig f.eks. ind i grupper med fokus på arv, spredning, overgangsalder og rekonstruktion.