Gå til sygdomsliste

Symptomer på analkræft

De mest almindelige symptomer på analkræft er smerter ved afføring, kløe ved endetarmsåbningen og blødning fra endetarmen. Det er dog alt sammen noget, man godt kan opleve, uden at det betyder, at man har kræft.

Analkræft forveksles ofte med hæmorider og rifter i endetarmen. Det betyder, at du skal være opmærksom, hvis du gennem længere tid har symptomer, som minder om hæmorider. Lad være med at tage stikpiller til behandling af hæmorider uden at blive undersøgt hos lægen først.

Symptomer på analkræft
  • Smerter ved afføring
  • Kløe ved endetarmsåbningen gennem længere tid
  • Blødning fra endetarmen
  • En fornemmelse af, at noget 'fylder op', når man sidder ned
  • En knude, der stikker frem i tarmåbningen eller sidder i huden lige uden for endetarmsåbningen
Symptomer på analkræft

Gå til læge, hvis du har mistanke

Har du en mistanke om, at du har kræft, skal du kontakte din læge og blive undersøgt nærmere.

Symptomerne behøver ikke at være tegn på kræft, men du bør alligevel tage dem alvorligt. De kan være tegn på, at du er ved at udvikle en kræftsygdom. Hvis det er tilfældet, er det bedst at blive behandlet så tidligt som muligt. 

Du kan læse mere om symptomer på kræft her:

Symptomer på kræft

Svært at gå til lægen?

For nogen kan det være svært at gå til lægen, når det handler om symptomer i endetarmen. Prøv at huske på, at der for lægen ikke er forskel på symptomer i endetarmen og symptomer andre steder på kroppen. Jo før du kommer til lægen, jo større sandsynlighed er der for, at eventuelle kræftknuder ikke når at vokse sig store.

Nogle gange bliver analkræft opdaget i forbindelse med screening for tarmkræft. Læs mere om screeningsprogrammet, og om hvordan undersøgelsen foregår:

Screening for tarmkræft

HPV-vaccine beskytter mod analkræft

Forskning fra Kræftens Bekæmpelses Center for Kræftforskning viser, at HPV-vaccinen mindsker risikoen for analkræft og svære forstadier til sygdommen. Risikoen er mindsket med op til 70 pct. blandt kvinder, der er vaccineret, før de fyldte 17 år.

Du kan læse nyheden her:

HPV-vaccine beskytter mod kræft i endetarmsåbningen


Læs alt om analkræft:

Analkræft – forsiden


 
Få hjælp af en rådgiver

Har du eller en af dine nærmeste kræft, kan du få gratis hjælp:

   

Rådgivning


Opret en profil på cancerforum og mød andre patienter og pårørende, som du kan dele tanker og erfaringer med.