Gå til sygdomsliste

Ny partner hvis man har mistet

Når man har mistet, kan en ny kæreste give glæde og nyt håb for fremtiden og på samme tid være forbundet med et savn af den, der er død. Nogle oplever, at det kan være svært at håndtere omgivelsernes meninger og forventninger.

Mange, der har mistet en kæreste eller ægtefælle, vil på et tidspunkt tænke på at få en ny kæreste at dele livet med. Det gælder, uanset hvor gammel man er. Alligevel oplever flere, at der er svære følelser og tabuer forbundet med at savne eller få en ny kæreste, hvis man har mistet.

Nogle får dårlig samvittighed over at finde en ny kæreste, fordi de føler, de svigter den, de har mistet. Selvom man godt ved, at et nyt forhold ikke betyder, at man har glemt den, man har mistet, kan det tage tid at finde en måde at komme videre på og samtidig leve med minderne og savnet.

Nogle tænker meget over, hvad børn, familie og fælles venner forventer. Desværre oplever nogle, at omgivelserne er forargede over, at man 'allerede har fundet en ny partner'. Det kan der være forskellige grunde til. Måske savner de også selv den afdøde, eller de opfatter det som et tegn på, at vedkommende er glemt.

Både savne og forelske sig

Hvis man mister sin partner, kan man godt leve videre og samtidig leve med minderne og savnet. 

Relationen til den man har mistet, kan godt eksistere side om side med nye relationer.

I nogle parforhold har man talt sammen om den enes fremtid, hvis den anden dør

Nogle døende tilkendegiver over for sin ægtefælle, at han eller hun skal leve videre, og opfordrer måske til at finde en ny kæreste, når man selv er død. Det kan lette en skyldfølelse, som nogle har over at finde en ny.

I andre parforhold har man ikke talt sammen om de tanker, man hver især gør sig om fremtiden for den, der skal leve videre. Det kan være, det ikke var nødvendigt, fordi man kendte hinanden så godt og vidste, at den anden ville forstå. Det kan også være fordi, det har været for svært at få talt om det.

Efter dødsfaldet kan det have en stor betydning, hvis svigerfamilien kan give en form for tilkendegivelse af, at det naturligvis er i orden at finde en kæreste.

Jeg har skrevet til min mand, at jeg synes, han skal have en ny kone. Det er jo svært. Det synes jeg jo ikke, at han skal have. Men det er noget med at sætte familien fri, hvis det værste skulle ske.

Det har jeg også skrevet til børnene. Jeg har skrevet, at hvis jeg skulle dø. Så er det mit ønske, at Jan skal have et godt liv med en anden kvinde. Og jeg vil gerne have, at de giver ham lov til det og er med til at byde en ny kvinde ind i familien.

Kvinde, hjernetumor

Nogle tænker meget over, hvor lang tid der skal gå, inden de finder sig en ny kæreste

Det er individuelt, hvornår man er parat til at møde kærligheden igen, og man kan ikke tale om typiske forløb. Nogle er meget optagede af at komme videre hurtigt og finde en ny partner. Andre kan ikke forestille sig nogensinde at møde en ny. Endelig er der nogle, som har et seksuelt behov, de søger opfyldt, uden at de decideret har lyst til et fast parforhold.

Leder man efter et nyt parforhold, så er det vigtigt at være opmærksom på, om man er i stand til både at rumme følelserne for den ny kæreste og for den, man har mistet.

Omgivelsernes reaktioner

Mange oplever, at man godt kan forelske sig i en ny kæreste og samtidig bevare mindet om den gamle kærlighed.

Men nogle gange tænker mennesker, der ikke står i situationen selv, at det at finde en ny kæreste må betyde, at han eller hun har glemt sin gamle kærlighed. De kan mene, at man har fundet en ny for hurtigt, eller at han eller hun ikke kan være det bekendt over for børnene osv.

Det kan være svært at mangle omgivelsernes opbakning eller ligefrem at mærke deres modvilje mod, at man prøver at leve videre. Hvis du oplever dette, kan det måske være en hjælp for jer at bryde tabuet ved at tale sammen om, at en ny kæreste ikke betyder, at den, I har mistet, er glemt.

Det er vigtigt at være bevidst om børns behov

Dit barns sorg over at miste en mor eller far er en anden end sorgen over at miste en ægtefælle. Derfor vil I have forskellige behov. Som voksen kan man på et tidspunkt finde sig en ny kæreste, men børnene kan ikke få en ny mor eller far. Mor eller far kan ikke erstattes.

Husk på, at dit barn kan være sårbart over for, at en ny voksen skal introduceres i familien. Nogle børn kan blive bekymrede for, at din kærlighed til dem forsvinder, når du nu har fundet en ny kæreste. Det kan være vigtigt i en tid at sørge for at vise dem ekstra omsorg og opmærksomhed og holde fast i familiens vaner. Hvis I f.eks. plejer at læse godnathistorie sammen eller tage til fodbold sammen, er det en god idé at blive ved med det.

Børn har brug for, at der er plads til at tale om den døde

Børn har brug for plads til, at I stadig kan tale sammen om mor eller far, og at han eller hun stadig kan være med, både i familiens fælles minder, traditioner og fremtid.

F.eks. kan I blive ved med at have gamle billeder stående i hjemmet, sørge for at synge mors yndlingssang, når I går rundt om juletræet eller lave fars yndlingskage til familiefødselsdagene. Få flere gode råd til, hvordan I viser hinanden, at mor eller far lever videre i jeres fælles minder, og læs mere om børns behov for at mindes her:

Brug for at mindes

Psykologhjælp

Hos din praktiserende læge kan du få en henvisning til psykologhjælp med offentligt tilskud inden for 6 måneder (og i nogle tilfælde 12 måneder) efter dødsfaldet.

Er du medlem af sygeforsikringen 'danmark', har du mulighed for at få yderligere tilskud herfra.

Større børns ’magt’

Nogle oplever, at ældre børn reagerer stærkt og måske nægter at anerkende den nye kæreste. Det er vigtigt at tage hensyn til børnenes følelser, men samtidig er det nødvendigt at sørge for, at især voksne børns forventninger til deres far eller mor ikke kommer til at fylde for meget.

Det kan være svært for en far eller mor at få sagt fra over for en voksen datter eller søn, som har stærke følelser og holdninger til, hvordan deres far eller mor skal leve videre. Du kan prøve at forklare dit barn, at det er vigtigt for dig at dele dit liv med en anden. Men at det hverken betyder, at din kærlighed til dem forsvinder, eller at du har glemt deres mor eller far.

Få rådgivning fra Kræftens Bekæmpelse:

Kræftens Bekæmpelses kræftrådgivninger

Kræftlinjen 80 30 10 30

Cancerforum: Online mødested


 
Få hjælp af en rådgiver

Har du eller en af dine nærmeste kræft, kan du få gratis hjælp:

   

Rådgivning