Gå til sygdomsliste

Multisygdom: Hvis du har mere end én sygdom

Mange mennesker har mere end en kronisk sygdom eller lidelse, som ofte kræver behandling gennem hele livet. Det kaldes multisygdom eller komorbiditet.

Mand laver mad i sit køkken

Hvis man har flere kroniske lidelser, kan det få betydning for behandlingen af kræftsygdommen.

Hvis du har mere end én sygdom, kan det få betydning for din behandling af kræftsygdommen.

Nogle sygdomme kan medføre andre lidelser

Multisygdom kan skyldes, at nogle sygdomme medfører andre helbredsproblemer, f.eks. kan sukkersyge beskadige blodkarrene og føre til åreforkalkning. Åreforkalkning kan derefter føre til yderligere sygdom.

I andre tilfælde kan man have helbredsproblemer uden indbyrdes sammenhæng, f.eks. kan man have kræft i tyktarmen og samtidigt lide af KOL (kaldes også rygerlunger).

Eksempler på sygdomme der i visse tilfælde kan være kroniske:

  • Kræftsygdom
  • Hjertesygdom
  • Diabetes
  • KOL
  • Forhøjet blodtryk
  • Gigt
  • Osteoporose (knogleskørhed)

Multisygdom opstår oftere med alderen, hvor man -som årene går - kan få flere helbredsproblemer. Rygning og overvægt medfører ofte kroniske helbredsproblemer.

Ved multisygdom har man ofte brug for flere forskellige typer medicin og behandlinger

Når man har flere sygdomme, har man ofte brug for flere typer medicin og  behandlinger.

Før man bliver behandlet for kræft,  skal man have undersøgt, hvordan ens hjerte, lunger, nyrer og lever fungerer. I nogle tilfælde kan sygdom i disse organer medføre, at man tåler kræftbehandlingen dårligere, og lægen vil så vælge den bedst mulige behandling ud fra det.

Multisygdom kan også gøre, at du bliver indlagt på hospitalet i stedet for at få ambulant behandling, så lægerne er sikre på at du får den bedst mulig behandling.

Lægen skal kende til alle dine sygdomme og medicin

Det er vigtigt, at alle læger, der behandler dig, kender til alle dine helbredsproblemer. De skal derfor vide, om du tager medicin og kosttilskud. Lægen kan så vurdere, hvordan behandlingen kan foregå.

Piller som ligger i en hånd

Fortæl lægen om al den medicin, du bruger, også kosttilskud og naturlægemidler kan påvirke anden medicin.

Flere slags medicin kan påvirke hinanden

Når man får flere slags medicin samtidig, kan de indvirke på hinanden og enten øge eller sænke effekten af medicinen. En anden mulighed er, at et præparat kan medføre bivirkninger, som giver problemer med anden medicin.

Med alderen  skal man være mere forsigtig, når man får medicin. Kroppen bliver nemlig mere følsom over for medicin med årene.

Saml dine helbredsoplysninger

Saml dine helbredsoplysninger i en mappe, og eventuelt på din telefon. Så har du dine oplysninger om medicin, indlæggelser, kosttilskud, hjælpemidler samlet et sted. Tag oplysningerne med, hvis du skal informere en ny læge, er på rejse i udlandet eller kommer akut på skadestuen.

For at undgå problemer er det vigtigt, at du selv og alle dine læger ved, hvad du får af medicin. Det er derfor en god idé at have skrevet al din medicin ned. Husk at opdatere listen ved ændringer.

Overblik over din behandling

På sundhed.dk kan du logge dig ind med digital signatur og få overblik over dit medicinforbrug og se, hvilke indlæggelser, diagnoser og ambulante behandlinger du har fået på sygehuset.

www.sundhed.dk


Læs mere om at møde sundhedsvæsenet:

Mød sundhedsvæsenet - forside

 
Få hjælp af en rådgiver

Har du eller en af dine nærmeste kræft, kan du få gratis hjælp:

   

Rådgivning