Gå til sygdomsliste

Naturlægemidler samtidig med kemoterapi og anti-hormonbehandling

Vær forsigtig med at tage naturlægemidler, når du får kemoterapi eller anti-hormonbehandling. Nogle former for alternativ behandling kan nedsætte eller forstærke virkningen af medicinen. Det kaldes også interaktioner.

Sygeplejerske gør kemo klar på dropstativ

Naturlægemidler kan påvirke effekten af den kræftmedicin, du får på hospitalet. Det er vigtigt, at du taler med lægen, hvis du spiser kosttilskud eller naturlægemidler.

Kroppen optager og udskiller medicin forskelligt fra person til person

For at medicin kan virke, skal den kunne optages i kroppen. Og for at undgå forgiftning er det lige så vigtigt, at kroppen også kan udskille medicinen igen, efter at den har virket.

Det er forskelligt fra person til person, hvor hurtigt kroppen optager og udskiller medicin. Det afhænger af vores gener - men også køn, alder, vægt, og mange andre faktorer har betydning. Alle disse faktorer er vigtige for at kunne beregne den rette dosis af medicin.

Kosten kan hæmme evnen til at udskille medicin - og give risiko for forgiftning

Kosten kan også have betydning for, hvor hurtigt medicin udskilles fra kroppen. F.eks. har forskere fundet ud af, at et stort forbrug af grapefrugtjuice hæmmer kroppens evne til at komme af med mange former for medicin. Det kan give risiko for forgiftning eller forværrede bivirkninger.

Naturlægemidler og kosttilskud kan - ligesom kosten - påvirke effekten af medicin.

Hvad er interaktioner?

Interaktioner er naturlægemidler og kosttilskuds uønskede indvirkning på behandling med medicin.

Hvis man tager naturlægemidler før eller under kræftbehandling, kan det i nogle tilfælde medføre en risiko for:

  • Lavere koncentration af medicin i kroppen. Det medfører en risiko for mindre effektiv behandling
  • Højere koncentration af medicin i kroppen. Det medfører en større risiko for bivirkninger

Anbefalinger for specifikke naturlægemidler og alternative behandlingsformer:


Antioxidanter

Fortæl lægen, hvis du spiser høje doser af antioxidanter (større mængder end i en almindelig multivitaminpille) samtidig med kemoterapi, da antioxidanter muligvis kan reducere kemoterapiens virkning.

Eksperterne ved ikke, om antioxidanter under kemoterapi har en gavnlig eller uønsket effekt

Læs mere om antioxidanter

Ginseng

Fortæl lægen, hvis du spiser ginseng som kosttilskud samtidig med kemoterapi eller anti-hormonbehandling, da ginseng muligvis kan give en mindre effektiv kræftbehandling.

Det er vist i forsøg med raske mennesker, at ginseng kan fremme virkningen af enzymet CYP3A4, som er ansvarlig for udskillelsen af mange former for kemoterapi og anti-østrogener (anti-hormonbehandling).

Hvidløg

Fortæl lægen, hvis du spiser hvidløg som kosttilskud samtidig med kemoterapi, da hvidløg kan give en højere risiko for bivirkninger ved behandling med nogle former for kemoterapi.

Det er vist i forsøg med raske mennesker, at hvidløg kan hæmme virkningen af enzymet CYP2E1, som er ansvarlig for udskillelsen af blandt andet kemoterapistoffet dacarbazin.

Læs mere om hvidløg

Perikon (St. Johns urt)

Undgå at tage perikon før og under kemoterapi og anti-hormonbehandling,  da forskning viser, at virkningen af kemoterapistoffet irinotecan næsten halveres, hvis man samtidig tager perikon.

Det skyldes, at perikon fremmer virkningen af enzymet CYP3A4, der er ansvarlig for udskillelsen af irinotecan og mange andre former for kemoterapi samt anti-østrogener (anti-hormonbehandling).

Læs mere om perikon

Tal med din læge

Der er mange naturlægemidler, hvor vi ikke kender de mulige interaktioner med kræftbehandling. Det er derfor altid vigtigt, at du taler med lægen om alternativ behandling, hvis du skal i behandling for kræft.

Rød solhat (Echinaceae)

Fortæl lægen, hvis du spiser rød solhat som kosttilskud eller naturlægemiddel samtidig med kemoterapi eller anti-hormonbehandling, da rød solhat muligvis kan give en mindre effektiv kræftbehandling.

Massage

Tal med din læge, hvis du skal have kemoterapi og overvejer at få massage. Massage kan beskadige væv, der er skrøbeligt fra kemoterapi eller strålingsbehandlinger. Læs mere om massage:

Massage og kræft

Selen

Tal med lægen, hvis du overvejer at tage selen samtidig med kemoterapi. Selen kan i nogle tilfælde være med til at reducere bivirkninger fra lægemidler som cisplatin, doxorubicin og bleomycin, men kan samtidig give mindre effektiv kræftbehandling.

Soja (planteøstrogener)

Hvis du har en hormonfølsom type af brystkræft bør du undgå at spise soja som kosttilskud, og andre kosttilskud og naturlægemidler, der indeholder planteøstrogener, da:

  • Dyreforsøg har vist, at planteøstrogenet genistein fra soja kan modvirke anti-hormonbehandling med tamoxifen
  • Dyreforsøg tyder på, at soja, eller specielt genistein fra soja, kan stimulere væksten af hormonfølsomme kræftceller

Læs mere om soja (planteøstrogener)

Læs også:

Få viden om udvalgte naturlægemidler og alternative behandlingsformer i relation til kræft, og læs om hvilke virkninger og bivirkninger de har:

Naturlægemidler og kosttilskud

Alternative behandlingsformer


Læs mere om alternativ behandling og interaktioner:

Når du samtidig får kræftbehandling

 
Få hjælp af en rådgiver

Har du eller en af dine nærmeste kræft, kan du få gratis hjælp:

   

Rådgivning