Gå til sygdomsliste

Hvis barnet får søvnproblemer eller mareridt

Børn kan reagere med at få mareridt eller have problemer med at falde i søvn, hvis mor eller far har fået kræft. Det kan f.eks. skyldes, at barnet oplever ændringer i hverdagen, der gør det utrygt eller bange.

Igennem et barns opvækst er det almindeligt, at der vil være perioder med dårlig søvn. Mennesker restituerer sig gennem søvnen, så ens vågne tid afhænger af, hvor godt man sover om natten.

Søvnproblemer kan skyldes, at barnet er bekymret

Hvis et barn har problemer med at falde i søvn, kan det være fordi, at barnet ved sengetid kommer i tanke om alle de ting, det kan være bekymret for.

Gennem barndommen oplever alle børn at være bange for noget, der sker i deres liv.

Børn har brug for at blive taget alvorligt, når de er utrygge. Det kan man gøre ved at tale med barnet om de ting, der gør ham eller hende bange eller bekymrede.

Tal med barnet om bekymringerne

Ved at tale med barnet kan du hjælpe til med at forstå og håndtere de ting, der sker lige nu. Barnet kan f.eks. være utrygt ved ændringerne i hverdagen, eller barnet kan blive bange for, hvad der kan ske.

Sengetid kan dog være et dårligt tidspunkt at tale om ting, barnet oplever som svære. Hvis du vurderer, at et andet tidspunkt ville være bedre, kan du f.eks. sige:

- Det vil jeg rigtig gerne tale med dig om i morgen eftermiddag.

Hvis du fornemmer, at det er nu (ved sengetid), chancen er der for at tale om de svære tanker, er det en god idé at prioritere muligheden for en snak, også selvom det betyder barnets normale sengetid udskydes.

Det vigtigste er, at barnet føler sig imødekommet.

Ro omkring sengetid kan hjælpe

Det kan hjælpe barnet, hvis der er en rolig, tryg atmosfære omkring sengetid. I kan f.eks. lave nogle faste rutiner, når barnet skal sove. Det kan eksempelvis være:

  • Fælles godnat-kamillete eller varm mælk med honning
  • Højtlæsning af beroligende godnathistorier (der ikke er 'farlige')
  • Lytte til rolig musik
  • Tale om de gode ting, der er sket i løbet af dagen
Forslag til familieritual ved sengetid

En familie indførte et ritual hver dag inden sengetid, hvor de i fællesskab 'samlede dagens jordbær', som de kaldte det. Dagens jordbær var de små gode stunder, der havde været i løbet af dagen.

Dit barn har måske leget en god leg med sin ven, fået en ny bluse, set fjernsyn med dig, fået sin livret til aften eller set, hørt eller oplevet noget sjovt eller rart.

Ved at fokusere på noget rart inden sengetid hjælper man barnet til at komme i en følelsesmæssig rar og rolig stemning og retter opmærksomheden mod de gode ting, der også sker i livet.

Lidt lys eller at sove hos mor og/eller far kan skabe tryghed

Nogle børn bliver trygge ved, at der ikke er helt mørkt i det rum, de sover i. Og for nogle børn hjælper det, at sove hos mor eller far. Du kan f.eks. prøve med:

  • Vågeblus eller andet lys tændt i løbet af natten
  • En madras på gulvet i soveværelset, hvor barnet kan sove
  • At barnet sover i din seng, når han eller hun har brug for det

Børn har brug for beroligelse, når de vågner af et mareridt

Hvis børn vågner af et mareridt og er bange og kede af det, har de brug for at blive holdt om og trøstet.

Det kan også hjælpe at få barnet trukket helt ud af søvnen ved f.eks. at tænde lys, gå på toilettet eller gå lidt rundt med barnet, få lidt at drikke og tale sammen. På den måde hjælper du til, at barnet er trygt, når det skal falde i søvn igen.

Hjælp barnet med at overvinde det farlige i drømmen

Mareridt kan blive mindre skræmmende, hvis det farlige bliver konkret.

Når dit barn vågner efter et mareridt, kan du hjælpe ham eller hende til at beskrive, hvordan det farlige i drømmen så ud. Hvad var det i drømmen, der gjorde barnet så bange?

Når I har fået sat ord og ansigt på det, der skræmmer dit barn, kan du hjælpe med at finde på måder at håndtere det farlige.

Ideer til hvordan barnet kan overvinde det farlige i drømmen

Hvis dit barn f.eks. har drømt om onde trolde, kan I lege 'troldefangere'. Du kan sige:

- Nu skal vi to finde en måde at snyde trolden på, så den ikke bliver ved med at komme og genere dig om natten. Vi skal finde ud af, hvordan man kan blive troldefanger! Trolde er ikke så kloge, og de elsker også sødt, så måske kan vi fange den ved at lokke med noget sødt. Nu tager vi den her flaske, der har været vand i, og så putter vi en sukkerknald i. Når så trolden kommer igen, siger du til den:

- Hej trold, vil du se, hvad jeg har til dig. Jeg har noget dejligt sødt. Jeg har gemt det på bunden af denne flaske, vil du ikke smage?

- Når du så først har lokket trolden ind i flasken, skynder du dig at sætte låget på.

Find på idéer sammen med barnet

Børn er ofte selv meget fantasifulde, når der skal findes på gode idéer til at blive effektive 'troldebekæmpere', eller hvad der nu er farligt i drømmen.

Måske kommer I frem til, at der skal ligge en kæp ved siden af sengen, som barnet kan slå trolden med, eller der skal hænge en drømmefanger over sengen, som kan fange de onde drømme.


Læs alt om børn og unges reaktioner, når mor eller far har kræft:

Reaktioner hos børn

 
Sebastian besøger kræftafdelingen

Sebastian fortæller om kemoterapi og strålebehandling.