Gå til sygdomsliste

Hvis barnet bliver stille og indadvendt

Nogle børn reagerer med at blive stille og måske isolere sig, hvis mor eller far har fået kræft. Det kan f.eks. være, at barnet ikke leger og tilbringer mere tid for sig selv. Det kan være fordi, barnet går alene med nogle svære tanker.

Børn kan reagere ved at blive stille og indadvendte, når en forælder bliver syg eller ved andre store forandringer i hverdagen.

Børn, der trækker sig ind i sig selv, kan risikere at blive overset med deres behov. Voksne kan komme til at tolke barnets adfærd, som at de klarer det flot eller ikke er særlig påvirket af situationen.

Okay at være stille og indadvendt i en kortere periode

Børn må gerne være stille og mere indadvendte i en kortere periode. Det er en naturlig reaktion, der kan være en måde at beskytte sig selv på og bearbejde den nye situation.

Det vigtigste er at være opmærksom på, om barnet genoptager sine sædvanlige aktiviteter og måde at være på, som f.eks. at lege og være sammen med andre.

Det vigtigste er at få øje på, hvis barnet ikke trives

Hvis man selv er presset i sin hverdag eller har det meget dårligt, kan man komme til at overse signaler hos sine børn, man ellers normalt ville opdage.

Det vigtigste er, at du får øje på, hvis barnet har det svært og trækker sig ind i sig selv, og får andre til at tage hånd om det, hvis du ikke selv har overskuddet. Du kan få hjælp fra familie, venner eller professionelle rådgivere. Læs mere her:

Få hjælp til hverdagen

Tegn på at børn reagerer ved at trække sig ind i sig selv:

  • Børnene bliver mere stille, end de plejer
  • Børnene leger ikke, som de plejer
  • Børnene isolerer sig

Børns indadvendte reaktioner kan skyldes svære følelser

Hvis børn bliver mere stille og indadvendte, kan det være fordi, de er optaget af nogle angste tanker og følelser, der kan være svære at dele med andre. Det kan f.eks. være, at:

  • Barnet bliver bange for, at mor eller far skal dø
  • Barnet kan også blive angst for, at de selv har været skyld i mors eller fars sygdom

Det kan være meget svært for barnet at sige højt, at han eller hun f.eks. er bange for at være skyld i, at mor eller far er syg.

I deres fantasi skaber de en forståelse af, hvad der sker, som ikke nødvendigvis er korrekt, og som kan være skræmmende for dem.

Børn kan være bange for at forlade forælderen

Nogle børn har ikke lyst til at gå ud og lege, som de plejer. Det kan være fordi, de ikke tør forlade mor eller far. Barnet kan være bange for, hvad der kan ske, hvis han eller hun ikke holder øje med deres forælder.

Børn kan også føle sig ansvarlige for at hjemmet fungerer.

Hvis barnet bliver overartigt eller for ansvarligt

Spørgemetode: Hvis det er svært at tale med barnet

Det er vigtigt at få snakket med børnene om de tanker og følelser, der kan være, når mor eller far har fået kræft. Så børnene ikke går alene med bekymringerne.

I nogle familier glider samtalerne nemt, når der stilles åbne spørgsmål til barnet, som f.eks.: - Hvordan har du det? Eller: - Hvad går du og tænker på?

I andre familier har børnene svært ved at sætte ord på de tanker og følelser, de har. Barnet lukker samtalen ved f.eks. at svare: -Det ved jeg ikke, eller - Det går meget godt.

Her kan det måske hjælpe at bruge spørgemetoden til at åbne op for samtaler.

Spørgemetode til at tale med barnet om svære tanker og følelser

Det er vigtigt at tale med det stille barn om, hvad det tænker og føler, så det ikke går med det alene.

Det kan være svært for børn at sætte ord på, hvad det er, de tænker på. For at finde ud af, hvorfor barnet trækker sig ind i sig selv, kan du bruge en spørgemetode, der består af fem trin:

  1. Beskriv for barnet, hvad du har bemærket: - Jeg har lagt mærke til...
  2. Del dine opfattelser af, hvorfor du tror, det sker: - Jeg tror det handler om...
  3. Anerkend barnets reaktion: - Jeg kan godt forstå, du har det sådan...
  4. Spørg om, hvad barnet tænker, om det du siger: - Hvad tænker du om de ting, jeg siger?
  5. Tal sammen om, hvad der kan hjælpe barnet: - Hvad tror du kan hjælpe?

I boksen herunder kan du læse konkrete eksempler på sætninger, du kan bruge på hvert trin. Du kan tilpasse sætningerne til jeres situation og måde at tale sammen på.

Eksempler på sætninger til spørgemetoden:

1. Beskriv for barnet, hvad du har bemærket

At beskrive hvad du ser, kan give barnet en følelse af at blive set. Du kan eksempelvis begynde med at sige:

- Jeg har lagt mærke til, at du er blevet mere stille, siden far blev syg. Du har f.eks. ikke så meget lyst til at gå ud og spille fodbold mere.

2. Del dine opfattelser af, hvorfor du tror det sker

Giv derefter dine bud på de forskellige grunde, du tænker, der kan være til barnets ændrede opførsel. På den måde giver du barnet nogle forskellige tolkninger, som det kan afvise eller acceptere.

- Og jeg tænker, at det måske handler om, at du stadig gør dig mange tanker om, at far er syg?

- Det kan også være, at det handler om, at vi er meget kede af det herhjemme, og du tænker på, hvordan det skal gå?

3. Anerkend barnets reaktion

For at give barnet en oplevelse af, at der er plads til at reagere, kan du sige, at det er en almindelig reaktion, og at du godt kan forstå den.

- Jeg ved, at andre børn også kan blive lidt stille, når de oplever ting, der gør dem kede af det, usikre eller lidt bekymrede.

- Jeg kan godt forstå du bliver stille, når nu der sker så mange nye ting, du skal tænke over.

4. Spørg om, hvad barnet tænker

Hold øje med barnets reaktion på det, du siger. Du kan lade dig guide i samtalen af, hvordan barnet reagerer. Du kan f.eks. sige:

- Jeg lagde mærke til, at du reagerede, da jeg sagde, at du tænker meget på, at vi er kede af det herhjemme. Hvad kom du til at tænke på?

Du kan også spørge helt åbent:

- Hvorfor tænker du, at du er blevet mere stille?

5. Tal sammen om, hvad der kan hjælpe barnet

Sammen kan I arbejde med at finde på bedre måder for barnet at reagere på, så det ikke skal gå alene med sine tanker. Du kan starte med at sige:

- Nu skal vi bruge den næste tid på at finde ud af, hvad vi kan gøre ved det.

- Hvad tror du ville gøre det lettere at snakke om det, du går og tænker på?

Skab en rar situation, når I skal snakke om vigtige ting

Du må forberede dig på, at børns måde at forholde sig til ukendte eller svære emner er, at de går ind og ud af svære samtaler. Det betyder, at børn taler lidt om det svære emne, hvorefter de ofte skifter til almindelige emner som f.eks.: - Hvad skal vi have til aftensmad?. Hvorefter barnet måske vender tilbage til det svære emne.

Det kan derfor være en god idé at skabe en rar situation, hvor der både er plads til at tale om det svære emne og om alt muligt andet. Det kan f.eks. være, at:

  • Tage barnet med ud at køre en tur i bilen
  • Spille et spil med barnet
  • Gå en tur med barnet

I sådanne situationer får barnet tid til at tænke over tingene og sunde sig, samtidig med at I hygger jer.

Aftal et andet tidspunkt, hvis barnet har brug for tid

Hvis barnet i første omgang ikke har lyst til at tale om sine reaktioner, kan du invitere til at snakke sammen senere. Du kan f.eks. sige:

- Jeg tror, det her er noget, du har brug for at gå og tænke lidt over. Skulle vi ikke lave en aftale om, at vi taler om det igen. F.eks. lørdag eftermiddag? Fordi det er vigtigt for mig, at du har det godt. Det skal vi to prøve at gøre noget ved, så du får det godt.

Samtaler med et følelsesmæssigt krævende indhold bør altid foregå på et tidspunkt, så der er lang tid inden, barnet skal sove. Det sikrer, at du kan følge op på samtalen, hvis barnet reagerer på, hvad du har sagt. 

Andre voksne kan tale med dit barn

Nogle gange kan det være nemmere for barnet at snakke med en voksen, der ikke selv er berørt af situationen -– det kan være en klasselærer, en pædagog, en af kammeraternes forældre eller en rådgiver.

Få bog til lærere og pædagoger om at støtte børn i kræftramte familier

Du kan få bogen 'Når far eller mor får kræft' gratis i Kræftens Bekæmpelses webshop. Bogen er et inspirationsmateriale, som du kan give til dit barns lærer og pædagoger om, hvordan de støtter børn med en syg far eller mor:

Når far eller mor får kræft


Læs alt om børn og unges reaktioner, når mor eller far har kræft:

Reaktioner hos børn

 
Sebastian besøger kræftafdelingen

Sebastian fortæller om kemoterapi og strålebehandling.