Gå til sygdomsliste

Kontrol efter kræft i binyrebarken

Når du har afsluttet behandlingen for kræft i binyrebarken, bliver du tilbudt at gå til kontrol i minimum 5 år. Kontrollen foregår ambulant, hvilket vil sige, at du ikke skal indlægges.

Kontrol efter kemoterapi består af blodprøver og CT-scanning og foregår hver 2. måned det første halve år, hver 3. måned det næste halve år og derefter hver 6. måned i op til 5 år. 

Kontrollen vil ofte foregå på et universitetshospital på en specialafdeling for medicinske hormonsygdomme (endokrinologisk afdeling).

Ved kontrolbesøgene kan du tale med lægen eller sygeplejersken om eventuelle symptomer og blive undersøgt for, om der er tegn på, at sygdommen er vendt tilbage.

Hvis du opdager nye symptomer, eller du bliver bekymret mellem kontrolbesøgene, så kontakt din læge:

Symptomer på tilbagefald af kræft i binyrebarken kan være:

  • Symptomer på øget hormonproduktion
  • Træthed
  • Manglende appetit
  • Mavesmerter eller rygsmerter

Kræft i binyrebarken medfører i omkring to ud af tre tilfælde en overproduktion af et eller flere hormoner. Man vil derfor få symptomer på grund af den øgede koncentration af disse hormoner:

Symptomer på forhøjet produktion af kortisol kan være: 

  • Forhøjet blodtryk 
  • Vægtøgning 
  • Fedtdepoter (særligt på maven og den øverste del af ryggen) 
  • Tab af muskler på arme og ben 
  • Måneansigt 
  • Hårvækst i ansigtet, arme eller øverst på ryggen 
  • Akne 
  • Mørkere stemme 
  • Forhøjet blodsukker  


Symptomer på forhøjet produktion af aldosteron kan være: 

  • Forhøjet blodtryk 
  • Tørst 
  • Hyppig vandladning 
  • Kramper 


Symptomer på forhøjet produktion af kønshormoner: 

  • Kvinder kan få dybere stemme, uregelmæssig menstruation, akne, hårtab eller skægvækst 
  • Mænd kan miste lysten til sex, blive impotente og i nogle tilfælde udvikle bryster 


Undersøgelser ved mistanke om tilbagefald af kræft i binyrebarken:

  • Blodprøver
  • Urinprøver, der kan påvise øget hormonproduktion
  • CT -scanning, der kan vise, hvis sygdommen har spredt sig


Gør opmærksom på symptomer eller gener 
Det er vigtigt, at du gør lægen opmærksom på nye symptomer eller ændringer, så lægen om muligt kan tilbyde supplerende undersøgelser og eventuelt behandling eller lindring. Det kan også være symptomer, som skyldes gener opstået efter behandlingen. 

Læs om behandling af tilbagefald ved kræft i binyrebarken:

Tilbagefald ved kræft i binyrebarken

Spørgsmål til lægen

Kontrolbesøgene er en god anledning til, at du tager dine spørgsmål, bekymringer og problemer op. Det kan f.eks. være symptomer, som skyldes gener opstået efter behandlingen, som lægen kan søge at behandle og lindre.   

Gode råd om kost, livsstil og hjælpemidler  

Hvis du har problemer efter afsluttet behandling, kan du få gode råd om f.eks. kost, livsstil eller hjælpemidler, og du kan blive henvist til andre fagpersoner, der kan hjælpe.

Gode råd om at gå til kontrol
  • Ved udskrivningen kan du spørge din læge på afdelingen hvilke særlige symptomer, du skal være opmærksom på, og hvem du skal kontakte, hvis symptomerne opstår 
  • Skriv ned, hvordan du har haft det siden sidste besøg, og giv denne viden videre ved kontrolbesøget
  • Det er en god ide at skrive dine spørgsmål ned i forvejen 
  • Tag gerne en pårørende eller en ven med til besøgene. Det er en god støtte for mange 

Læs også:

Læs mere om hverdagsliv og få gode råd til at håndtere eventuelle senfølger efter behandlingen for kræft i binyrebarken:

At leve med binyrebarkkræft

Læs mere om bivirkninger og senfølger og hvad der kan gøres ved dem:   

Bivirkninger og senfølger  

Kan jeg selv gøre noget?   
Få viden og gode råd om bl.a. kost, alternativ behandling og motion - som kan forbedre din livskvalitet:   

Hvad kan du selv gøre

Bekymring for tilbagefald   
Det er helt normalt at være bekymret for tilbagefald efter endt behandling, også selvom blodprøverne og andre undersøgelser ser fine ud.    
  
Bekymringen kan påvirke din hverdag – måske får du svært ved at sove eller får problemer med at huske og koncentrere dig.    
  
Det kan være en hjælp at tale med sygehusafdelingen, din egen læge eller en psykolog. Du kan også få hjælp af Kræftens Bekæmpelse. Vi tilbyder gratis rådgivning, hvor du enten kan møde op i en af vores kræftrådgivninger eller ringe og tale med en rådgiver på Kræftlinjen. Læs mere:   

Kræftens Bekæmpelses rådgivning   
  
Mød andre i samme situation   
Del dine tanker og erfaringer med andre patienter og pårørende på cancerforum:   
  
Cancerforum.dk  


Ved tilbagefald af kræft i binyrebarken

Risikoen for, at kræft i binyrebarken vender tilbage, afhænger af sygdommens stadium før behandling. Hvis du får tilbagefald kan du ofte blive tilbudt ny behandling.

Tilbagefald af en kræftsygdom betyder, at sygdommen er vendt tilbage igen, efter man har været fri for kræft. Det kaldes også recidiv. Man kan få lokalt tilbagefald og/eller tilbagefald med spredning. 

Lokalt tilbagefald 
Det kaldes lokalt tilbagefald, hvis kræften vender tilbage til den del af kroppen, hvor kræften først opstod.

Tilbagefald med spredning 
Kræft kan også vende tilbage i form af spredning af sygdommen. Kræften kan være vokset ind i lymfebanen og derfor have spredt sig til lymfeknuderne eller være vokset ind i blodbanen og via blodet være spredt til andre organer i kroppen. 
Det kaldes metastaser, når kræftceller fra en kræftknude spreder sig med blodet eller lymfen og danner nye kræftknuder andre steder i kroppen. 
En metastase består af samme type kræftceller, som den oprindelige kræftknude bestod af. Det vil sige, at f.eks. brystkræft, der har spredt sig til knoglerne, består af brystkræftceller. 

Hvis der sker tilbagefald, vil sygdommen oftest have spredt sig til lunger, lever, lymfeknuder eller knogler.

Mand og kvinde går hånd i hånd i forårsskov

For de fleste er det chokerende at få at vide, at kræften er kommet igen, men der findes nye behandlingsmuligheder. Når det første chok har lagt sig, kan du opleve, at sygdommen fylder mindre, og at du igen kan glæde dig over livet.

Behandling ved tilbagefald 
Tilbagefald af kræft i binyrebarken kan som regel sjældent helbredes, men der er flere muligheder for at få lindrende behandling. Behandling af tilbagefald vil ofte være kemoterapi og er den samme behandling, som bruges ved spredning af sygdommen. Læs mere under behandling af kræft i binyrebarken: 

Behandling ved spredning 

Lindrende behandling 
Formålet med lindrende behandling er oftest at lindre symptomer eller at udskyde tidspunktet for, at symptomerne opstår. 
 
Afhængig af hvilke symptomer og gener, man har af sygdommen, kan man få medicin, der afhjælper symptomerne. Hvis man har smerter, findes der flere og gode muligheder for behandling. Læs mere om smertebehandling: 

Smertebehandling

Hvis kræften ikke forsvinder 
Selvom der er muligheder for behandling, kan det være, at man skal indstille sig på at leve med en kræftsygdom, der måske ikke kan helbredes. 
Ingen kan forudsige, hvordan netop dit forløb bliver. Men lægerne kan på baggrund af viden, statistik og deres erfaring sige noget om, hvad du kan forvente.

Læs mere: 
Hvis kræften er kommet igen

At leve med uhelbredelig kræft 

Behandling af metastaser - spredning til andre steder i kroppen 
Hvis en kræftsygdom spreder sig til andre steder i kroppen, kaldes det metastaser. Metastaser består af samme slags kræftceller som den oprindelige kræftform, hvilket har betydning for behandlingen. Læs om behandling af metastaser her: 

Levermetastaser

Lungemetastaser

Knoglemetastaser 


Læs også: 
Få gode råd ved bivirkninger som træthed, kvalme og nedsat appetit: 

Bivirkninger og senfølger


Alt om kræft i binyrebarken:

Binyrebarkkræft - forsiden


 
Få hjælp af en rådgiver

Har du eller en af dine nærmeste kræft, kan du få gratis hjælp:

   

Rådgivning