Gå til sygdomsliste

Strålebehandling af knoglemetastaser

Strålebehandling er en meget anvendt form for smertelindrende behandling af knoglemetastaser.

Tilrettelæggelsen af den lindrende strålebehandling afhænger både af, hvilken type kræft man har, og hvilket område af kroppen der skal behandles.

Strålebehandling gives i form af røntgenstråler. Strålerne virker ved at påvirke kræftcellerne, så de enten dør eller holder op med at dele sig.

Strålebehandling af knoglemetastaser

Strålebehandling virker først og fremmest smertestillende hos de fleste med knoglemetastaser. I mange tilfælde er det også muligt at mindske knoglemetastasernes størrelse og antal.

Strålebehandling, der gives med et stråleapparat (ekstern strålebehandling), er effektiv til at lindre smerter fra knoglemetastaser.

Røntgenstrålerne til behandling dannes i en særlig maskine – en accelerator. Acceleratoren kan bevæge sig, så strålerne kan ramme metastaserne fra forskellige vinkler. Man skal ligge stille under behandlingen. Strålebehandling gør ikke ondt.

Strålerne rammer kun det område af knoglerne, hvor der er knoglemetastaser.

Hvis man kun har få knoglemetastaser i et afgrænset område, kan lægen i nogle tilfælde forsøge at behandle knoglemetastasen med store doser strålebehandling med helbredende formål.

Der er en grænse for antal af strålebehandlinger

Det er normalt kun muligt at få strålebehandling på få områder ad gangen. På grund af bivirkninger i det normale væv er der en maksimal grænse for den stråledosis, man kan få på de enkelte områder af kroppen.

Strålebehandlingen kan derfor ikke altid gentages, hvis smerterne kommer tilbage i et område, der tidligere har fået strålebehandling.

Har man i første omgang kun fået en enkelt smertelindrende strålebehandling med god effekt, kan behandlingen dog næsten altid gentages, hvis smerterne kommer igen.

Smertestillende virkning indtræder efter 1 uge

Der går som regel 1 uge fra den første strålebehandling, til man kan mærke den smertestillende effekt, og der kan gå flere uger, før den fulde effekt er opnået.

Nogle oplever, at smerterne kan forværres i en kort periode, inden den smertestillende virkning indtræder.

En enkelt stor strålebehandling (på 8-10 Gray) kan have en lige så effektiv smertelindrende effekt som flere strålebehandlinger.

Flere end halvdelen af dem, der får en enkelt kraftig dosis, oplever en markant smertelindring inden for 2 uger, og næsten halvdelen af disse oplever, at smerterne forsvinder helt.

Bivirkninger ved strålebehandling

Man kan få kvalme af behandlingen, især hvis man bliver behandlet for knoglemetastaser i ryggen og bækkenet.

Der findes kvalmestillende medicin, der kan lindre generne. Personalet, der giver strålebehandlingen, er opmærksomme på tidligt at sætte ind med forebyggende behandling mod bivirkninger. Læs mere om smertelindrende behandling generelt:

Smertebehandling

Læs alt om knoglemetastaser

Knoglemetastaser – forsiden


 

Hvis kræften kommer igen

To kvinder sidder med ryggen til på en bænk i en park og taler sammen

Om reaktioner på tilbagefald og om mulighederne for behandling.

Hvis kræften er kommet igen


Rådgivning

To kvinder taler sammen i rådgivning

Ring til Kræftlinjen, skriv til Brevkassen eller find den nærmeste kræftrådgivning.

Vores rådgivningstilbud


Livet med kræft

Livet med kræft

Om psykiske reaktioner, familie, seksualitet og arbejde.

Hvis du har kræft


Til pårørende

Råd til pårørende

Hvordan støtter man som pårørende en kræftpatient bedst, mens man også passer på sig selv?

Råd til pårørende