Gå til sygdomsliste

Forebyggende behandling mod knoglesvækkelse

Knoglemetastaser kan behandles med bisfosfonater eller med et antistof, som kan bremse nedbrydningen af knogler.

Bisfosfonater og antistoffet denosumab kan hæmme den nedbrydning af knoglerne, der sker, hvis man har knoglemetastaser.

Behandling med bisfosfonater (f.eks. ibandronat, zolendronat) og antistoffet denosumab kan bremse svækkelsen af knoglen og dermed forebygge knoglebrud og lindre knoglesmerter.

Desuden nedsætter bisfosfonater mængden af kalk i blodet (hyperkalcæmi) ved at reducere nedbrydningen af knoglevæv.

For meget kalk i blodet kan medføre træthed, kvalme, forstoppelse, tørst og forvirring.

Ved knoglemetastaser kan bisfosfonater og antistoffet denosumab bruges:

  • Til at forebygge komplikationer i form af f.eks. knoglebrud og smerter
  • Som supplement til medicinsk smertebehandling og strålebehandling mod smerter
  • Mod forhøjet mængde af kalk i blodet (hyperkalcæmi)

Bisfosfonater eller antistoffet denosumab er som regel et supplement til anden behandling

Behandling med bisfosfonater og antistoffet denosumab er et supplement til den egentlige kræftbehandling med kemoterapi eller antihormonel behandling.

Bisfosfonater gives som tabletter eller indsprøjtning

Behandling med bisfosfonat gives som tabletter (ibandronsyre) eller ved en kortvarig indsprøjtning i et drop i en blodåre (15 minutters infusion) hver 4.-6. uge (zoledronsyre).

Tabletterne skal tages på tom mave (fastende) en time før et måltid og må kun skylles ned sammen med vand.

Behandling med antistoffet denosumab gives som indsprøjtning

Behandling med antistoffet denosumab gives som indsprøjtning under huden. Behandlingen gentages hver 4. uge.

Bivirkninger ved behandling med bisfosfonater og antistoffet denosumab

Behandlingen gives ofte i en længere årrække. Det har imidlertid vist sig, at dele af underkæben i meget sjældne tilfælde kan gå til grunde (osteonekrose) efter 2 til 3 års behandling.

Symptomer på osteonekrose er smerter og sår i mundens slimhinde, som ikke vil hele. Problemet ses oftest efter kirurgiske indgreb på tænder og kæber. Hvis der er opstået en osteonekrose, må man stoppe behandlingen med bisfosfonater.

God tandhygiejne og regelmæssige eftersyn hos tandlægen er vigtige for at forebygge problemet. Fortæl altid din tandlæge, hvis du får behandling med bisfosfonater eller denosumab.

Det anbefales, at behandlingen suppleres med et dagligt tilskud af kalk (calcium) og D-vitamin.

Læs mere om medicinens virkning og bivirkninger på minmedicin.dk:

Ibandronsyre

Zoledronsyre

Antistof til forebyggelse af knogleskørhed ved knoglemetastaser

Denosumab er et såkaldt monoklonalt antistof, der ligesom bisfosfonater hæmmer nedbrydningen af knogler. 

Lægemidlet bruges først og fremmest til at forebygge knogleskørhed (osteoporose), men har også vist sig effektivt i behandlingen af knoglemetastaser.

Ved knoglemetastaser kan denosumab (Xgeva®):

  • Forebygge knoglebrud (patologisk fraktur)
  • Forebygge beskadigelse af rygmarven pga. sammenfald af rygsøjlen
  • Nedsætte behovet for strålebehandling eller operation af knoglemetastaser

Denosumab er mindst lige så effektivt som bisfosfonater med hensyn til at nedsætte risikoen for komplikationer til knoglemetastaser.

Behandlingen gives som indsprøjtning under huden hver 4. uge i væsentlig højere doser (120 mg hver 4. uge) end ved behandling af knogleskørhed.

Det er vigtigt at være opmærksom på, at indtagelse af denosumab giver risiko for, at kalkindholdet i blodet bliver for lavt.

Symptomerne på for lavt kalkindhold kan bl.a. være snurren og prikken i ansigt og omkring munden, evt. ændret personlighed, og i sjældne tilfælde kan man få kramper.

Det lave kalkindhold i blodet kan opstå når som helst under behandlingen, men udvikler sig oftest inden for de første måneder.

Det er vigtigt, at man ikke har for lavt indhold af kalk i blodet, inden man starter på behandling med denosumab. Det anbefales, at behandlingen suppleres med et dagligt tilskud af kalk (calcium) og D-vitamin.

Læs mere om medicinens virkning og bivirkninger på minmedicin.dk:

Denosumab

Kæben kan i sjældne tilfælde tage skade

Osteonekrose i kæben (et ’indvendigt’ sår, hvorved dele af underkæben går til grunde) ses hos få procent ved behandling med bisfosfonat og denosumab.

Problemet ses oftest hos patienter med dårlig mundhygiejne og efter kirurgiske indgreb på tænder og kæber. Hvis der opstår osteonekrose, må man stoppe behandlingen.

God tandhygiejne og regelmæssige eftersyn hos tandlæge er vigtige for at forebygge problemet. Fortæl altid din tandlæge, hvis du er i behandling med bisfosfonater eller denosumab.

Få tjekket dine tænder inden behandling med bisfosfonater eller denosumab

Undgå at få trukket tænder ud eller få foretaget andre kirurgiske indgreb i mundhulen, hvis du er i behandling med bisfosfonat eller denosumab på grund af knoglemetastaser.

Behandling med bisfosfonat eller denosumab kan fremprovokere en beskadigelse af kæbeknoglen (osteonekrose) – oftest i underkæben. Det er stadig uklart, hvad der er årsagen hertil.

Tænderne skal derfor være i orden, før behandlingen startes. Læs mere:

Nedbrydning af kæben

Det skal du være opmærksom på ved tandbehandlinger

Styrelsen for Patientsikkerhed har udarbejdet en oversigt over forholdsregler, du bør tage i forhold til tandbehandlinger før, under og efter behandling med knoglestyrkende medicin.

Styrelsen for Patientsikkerhed

Læs alt om knoglemetastaser

Knoglemetastaser – forsiden


 

Hvis kræften kommer igen

To kvinder sidder med ryggen til på en bænk i en park og taler sammen

Om reaktioner på tilbagefald og om mulighederne for behandling.

Hvis kræften er kommet igen


Rådgivning

To kvinder taler sammen i rådgivning

Ring til Kræftlinjen, skriv til Brevkassen eller find den nærmeste kræftrådgivning.

Vores rådgivningstilbud


Livet med kræft

Livet med kræft

Om psykiske reaktioner, familie, seksualitet og arbejde.

Hvis du har kræft


Til pårørende

Råd til pårørende

Hvordan støtter man som pårørende en kræftpatient bedst, mens man også passer på sig selv?

Råd til pårørende