Gå til sygdomsliste

Undersøgelser for vulvacancer (kræft i kvindens ydre kønsorganer)

Ved symptomer på kræft i de ydre kvindelige kønsorganer bør du gå til din egen læge for at få foretaget en gynækologisk undersøgelse. Hvis lægen har mistanke om, at du har kræft, vil du blive henvist til en gynækolog, som vil tage en vævsprøve, der kan vise, om der er tale om kræft.

Den første undersøgelse sker ved egen læge og er en almindelig gynækologisk undersøgelse, hvor lægen ser efter, om der er forandringer i de ydre kønsorganer.

Kræft i de ydre kønsorganer ses som et sår eller en knude, som vokser sig større og større på kønslæberne, klitoris eller i mellemkødet. Hvis der er sår eller forandringer, vil du blive henvist til en gynækolog for at få foretaget en vævsprøve.

Formål med undersøgelser

Nogle undersøgelser har til formål at finde ud af, om der er tale om kræft eller ej.

Andre undersøgelser skal vise, hvor meget sygdommen eventuelt har spredt sig.

Vævsprøve (biopsi)

Vævsprøven tages i forbindelse med en gynækologisk undersøgelse. Ved undersøgelsen kan gynækologen nærmere vurdere, hvordan knuden eller forandringen sidder i forhold til de omkringliggende organer.

Inden du skal have taget en vævsprøve fra de ydre kønsorganer, bliver du lokalbedøvet. Hvis der skal tages flere vævsprøver, kan det også gøres, mens du er i fuld bedøvelse, og evt. under en kort indlæggelse.

Vævsprøven sendes til nærmere undersøgelse, blandt andet i mikroskop for at se om der er kræftceller til stede. Undersøgelsen af vævsprøven foregår på en patologisk afdeling.

Svaret på vævsprøven får du efter 6 til 10 dage

Andre undersøgelser

I de fleste tilfælde vil det være nødvendigt, at man også får undersøgelser i form af:

  • MR-scanning af det lille bækken for at sikre, at sygdommen ikke har spredt sig til lymfeknuder eller er vokset ind i andre organer
  • PET/CT-scanning for at sikre, at kræften ikke har spredt sig til lymfeknuder eller andre organer uden for det lille bækken

Ved mistanke om mere udbredt sygdom kan det være nødvendigt, at man får foretaget en kikkertundersøgelse af urinblæren og/eller endetarmen, for at lægen kan planlægge den bedste behandling. Disse undersøgelser foretages oftest i fuld bedøvelse.

Se film om, hvordan en MR-scanning foregår. 7:46 min.

Se film om, hvordan en MR-scanning foregår. 7:46 min.

På baggrund af alle undersøgelserne kan lægen stille en præcis diagnose. Dette er vigtigt, for at du kan få tilbudt den bedst mulige behandling.

Læs mere om de enkelte undersøgelser:

MR-scanning

PET/CT-scanning

Endoskopi – kikkertundersøgelse


Læs alt om kræft i de ydre kvindelige kønsorganer (vulvacancer):

Vulvacancer - forsiden

 
Få hjælp af en rådgiver

Har du eller en af dine nærmeste kræft, kan du få gratis hjælp:

   

Rådgivning