Gå til sygdomsliste

Om lymfesystemet

Non-Hodgkin lymfom opstår i cellerne i lymfeknuderne (lymfocytter), der er en del af kroppens immunforsvar.

Illustration af lymfesystemet

Lymfesystemet består af lymfeknuderne og lymfekarrene. Mandlerne, polypperne, thymus, milten samt knoglemarven er også en del af immunsystemet.

Lymfeknuderne findes overalt i kroppen. De findes især i større samlinger på halsen, i armhulerne og i lyskerne. Derudover findes de i mandlerne (tonsillerne), brislen (thymus), milten, brysthulen og bughulen. Knoglemarven er også en del af dette system.

Lymfeknudecellerne findes desuden flere andre steder, f.eks. i blodet og tarmslimhinden.

Der findes over 400 lymfeknuder i kroppen, og de er indbyrdes forbundet med et karsystem, der hedder lymfekarrene.

B- og T-lymfocytter

Cellerne i lymfeknuderne kaldes lymfocytter. Lymfeknudekræft opstår i disse celler. Der findes to slags lymfocytter: B-lymfocytter og T-lymfocytter.

I lymfekarrene transporteres lymfocytterne (forsvarscellerne) fra vævene til blodbanen. Lymfekarsystemet transporterer derudover overskydende væske væk fra vævene, så der ikke opstår væskeansamlinger (ødemer).

Lymfeknuderne fungerer som filter

Lymfeknuder og lymfocytter spiller en væsentlig rolle i kroppens forsvarssystem, f.eks. over for infektioner og kræft.

En lymfeknude er normalt mellem en halv og to cm stor. Lymfeknuderne fungerer som et slags filter, der kan fange bl.a. bakterier og kræftceller fra et andet organ, inden de spredes rundt i kroppen.

Denne filterfunktion forklarer, hvorfor lymfeknuder hæver ved en infektion. Man kan f.eks. få hævede lymfeknuder i lysken ved en infektion i benet eller hævede lymfeknuder i armhulen ved spredning af brystkræft.

Lymfocytterne er en væsentlig del af immunforsvaret, fordi de danner antistoffer mod infektioner, og fordi de bidrager til at slå fremmede celler ihjel (f.eks. bakterier eller kræftceller).

Alt om non-Hodgkin lymfom

Non-Hodgkin lymfom – forside


 
Få hjælp af en rådgiver

Har du eller en af dine nærmeste kræft, kan du få gratis hjælp:

   

Rådgivning


Del dine tanker og erfaringer i gruppen "Lymfekræft" på Cancerforum.