Gå til sygdomsliste

Hvad er mavesækskræft?

Mavesækskræft er en kræftsygdom, der opstår i mavesækken. Mavesækskræft kaldes også kræft i mavesækken og 'ventrikel cancer'. I de senere år er der kommet nye og mere målrettede behandlinger, som har forbedret overlevelsen for mange mavekræftpatienter.

Hvad er mavekræft

Kræft i mavesækken er mest almindeligt hos personer over 50-55 år. De første symptomer er ofte vage, men er som regel let sviende ubehag opadtil i maveregionen.

Her får du et overblik over mavesækskræft med links til mere videre læsning.

Fakta om mavesækken

Mavesækken (ventriklen) er bygget op af kraftige muskler og beklædt med en slimhinde. Maden føres fra spiserøret ned i mavesækken og videre fra mavesækken til tolvfingertarmen. Læs mere:

Om mavesækken

Årsager til mavesækskræft

Den egentlige årsag til mavesækskræft er ukendt, men mavesækskræft ses oftere hos personer, der har bakterien 'helicobacter pylori' i mavesækken (det er den samme bakterie, som forårsager mavesår).

Også Epstein Barr virus, nitrosaminer, ioniserende stråling og rygning øger risikoen. Læs mere om mulige årsager til kræft i mavesækken:

Årsager til mavesækskræft

Symptomer på mavesækskræft er ofte vage

De første symptomer på mavesækskræft er let sviende ubehag opadtil i maveområdet. Man kan også få kvalme og opkastning og i nogle tilfælde kan man kaste blod op. Afføringen kan også være sort pga. blod fra mavesækken. Læs mere om symptomerne:

Symptomer på mavesækskræft

Undersøgelser ved mavesækskræft

Ved mistanke om mavesækskræft får du foretaget en kikkertundersøgelse af spiserør og mavesæk (gastroskopi). Ved undersøgelsen tager lægen en vævsprøve (biopsi), som kan vise, om der er tale om kræft i mavesækken. Læs mere:

Undersøgelser ved mavesækskræft

Diagnose og stadieinddeling af mavesækskræft

Diagnosen kræft i mavesækken kan først stilles, hvis en vævsprøve har vist, at der er kræftceller til stede. Scanninger, herunder ultralyd, kan vise, hvor kræftknuden sidder og om kræften har spredt sig. Ud fra undersøgelserne, vurderer lægerne, hvor udbredt sygdommen er. Læs mere:

Diagnose og stadieinddeling af mavesækskræft

Behandling af mavesækskræft

Behandlingen for mavesækskræft er operation, men om operation er mulig afhænger af sygdomsstadiet. I nogle tilfælde får man kemoterapi og strålebehandling inden operationen for at gøre kræftknuden mindre.

Afhængigt af, hvor kræften sidder i mavesækken, og hvor udbredt den er, får du fjernet dele af mavesækken eller hele mavesækken. Ved mere udbredt sygdom får du kemoterapi og eventuelt strålebehandling. Læs mere om muligheder for behandling af kræft i mavesækken:

Behandling af mavesækskræft

Professor, overlæge, dr. med. Claus Hovendal fortæller om mavekræft. 06:05 min.

Hverdagen under og efter behandlingen

Der er mange, der oplever, at det er svært at tage på efter en operation for mavesækskræft. For de fleste er det hårdt at gennemgå et kræftforløb. Her kan du læse om bl.a. vægttab, kost, følelser og reaktioner, familieliv og arbejde under og efter et kræftforløb:

At leve med mavesækskræft

Opfølgning efter mavesækskræft

Når du har afsluttet dit behandlingsforløb, får du tilbudt et opfølgningsforløb. I starten foregår opfølgningsbesøgene med nogle måneders mellemrum og senere går der længere tid imellem. Opfølgningsbesøgene kan foregå på hospitalet, hvor du har fået behandling eller dit lokale hospital - senere måske hos din egen læge.

Ved besøgene bliver du undersøgt og taler med en læge om eventuelle symptomer eller gener efter behandlingen. Læs mere om opfølgningsbesøg ved mavesækskræft:

Opfølgning efter mavesækskræft

Hvis kræften vender tilbage

Risikoen for, at mavesækskræft vender tilbage, afhænger af sygdommens stadium før behandling, og hvilken behandling du tidligere har fået. Symptomer på tilbagefald kan være smerter i maven og tiltagende træthed. Ved mistanke om tilbagefald får du først en kikkertundersøgelse. Læs mere:

Tilbagefald ved mavesækskræft

Statistik om mavesækskræft

Mavesækskræft opstår hos cirka 540 personer om året i Danmark. Sygdommen er mest almindelig hos personer over 50-55 år. Se statistik for, hvor mange der lever med sygdommen, og hvor mange der dør af den.

Statistik om mavesækskræft

Mere viden om mavesækskræft

Her finder du relevante links, hvis du vil læse mere om mavesækskræft. 

Links om mavesækskræft


Læs alt om mavesækskræft

Mavesækskræft – forsiden

 

Rådgivning

Ring til Kræftlinjen, skriv til Brevkassen eller find den nærmeste kræftrådgivning.

Vores rådgivningstilbud


Del dine tanker og erfaringer i gruppen 'Mave- og spiserørskræft' på Cancerforum.