Gå til sygdomsliste

Opfølgningsforløb efter kræft i svælget

Når du har afsluttet din behandling for kræft i svælget, vil din læge på hospitalet i samarbejde med dig udarbejde en personlig opfølgningsplan. Planen tager udgangspunkt i dine behov for hjælp og støtte og har fokus på håndtering af senfølger. Man møder typisk til regelmæssig opfølgning i 5 år efter behandlingens afslutning.

Første fremmøde er som regel 14 dage efter sidste behandling. Næste møde er 2 måneder senere, hvor du møder både onkolog og øre-næse-halslæge, som vil vurdere det samlede behandlingsresultat.

Du bliver fulgt i op til 5 år efter sidste behandling. De første 2 år kommer du til opfølgning ca. hvert halve år og derefter én gang om året.

Hvad sker der ved opfølgningsbesøgene?

Ved opfølgningsbesøgene taler du med lægen og sygeplejersken om eventuelle symptomer, om du oplever bivirkninger ved behandlingen, og om der er opstået senfølger. Du bliver også undersøgt for, om der er tegn på, at sygdommen er vendt tilbage.

Det er vigtigt, at du gør lægen opmærksom på nye symptomer eller ændringer, så lægen om muligt kan tilbyde supplerende undersøgelser og evt. behandling eller lindring. 

Hvis der er mistanke om tilbagefald, får du foretaget flere undersøgelser som f.eks. vævsprøver, blodprøver, forskellige scanninger og andet. 

Vær opmærksom på kroppens signaler

Kontakt den afdeling, hvor du går til opfølgning, og få fremrykket dit næste besøg, hvis du får nye symptomer eller bliver bekymret mellem opfølgningsbesøgene. 

Symptomerne kan være:

  • Et sår, der ikke vil hele
  • Enkeltsidig mellemørebetændelse hos voksne, som ikke skyldes en infektion
  • Næseblødning
  • Hørenedsættelse
  • Synkebesvær
  • Tiltagende og nytilkomne smerter
  • Smerter i det ene eller begge ører
  • Vægttab
  • Knudedannelse på halsen
  • Hæshed i mere end 14 dage uden forklaring

Spørgsmål til lægen

Opfølgningsbesøgene er en god anledning til, at du tager dine spørgsmål, bekymringer og problemer op. Det er en god idé at skrive dine spørgsmål ned i forvejen, så du ikke glemmer noget.

Behandling af bivirkninger eller senfølger  

Det kan også være symptomer, som skyldes gener, der er opstået efter behandlingen, som lægen kan søge at behandle og lindre.   
 
Ved besøgene kan du desuden få råd om kost, livsstil og hjælpemidler, hvis du har behov for det. Der kan evt. være behov for henvisning til specialiseret genoptræning eller videre behandling af følgesygdomme i en anden afdeling.

Opfølgningsforløb efter kræft i svælget

Gør lægen opmærksom på symptomer eller ændringer

Gode råd om at gå til opfølgning
  • Ved udskrivningen kan du spørge din læge på afdelingen, hvor tit du skal komme til opfølgning 
  • Hør også hvilke særlige symptomer, du skal være opmærksom på, og hvem du skal kontakte, hvis symptomerne opstår 
  • Skriv ned, hvordan du har haft det siden sidste besøg, og giv denne viden videre ved opfølgningsbesøget 
  • Det er en god ide at skrive dine spørgsmål ned i forvejen 
  • Tag gerne en pårørende eller en ven med til besøgene. Det er en god støtte for mange 

Her kan du få inspiration til, hvordan du kan forberede dig til mødet med lægen:

Forbered dig på opfølgningsforløb

Du kan læse mere om opfølgningsforløb generelt

Opfølgningsforløb efter behandling for kræft

Læs mere:

Læs mere om hverdagsliv og få gode råd til at håndtere eventuelle senfølger efter behandlingen for kræft i svælget:

At leve med kræft i svælget

Læs mere om bivirkninger og senfølger og hvad der kan gøres ved dem: 

Bivirkninger og senfølger

Kan jeg selv gøre noget? 
Få viden og gode råd om bl.a. kost, alternativ behandling og motion - som kan forbedre din livskvalitet: 

Hvad kan du selv gøre

Bekymring for tilbagefald  

Det er helt normalt at være bekymret for tilbagefald efter endt behandling, også selvom blodprøverne og andre undersøgelser ser fine ud.   
 
Bekymringen kan påvirke din hverdag – måske får du svært ved at sove eller får problemer med at huske og koncentrere dig.   
 
Det kan være en hjælp at tale med sygehusafdelingen, din egen læge eller en psykolog. Du kan også få hjælp af Kræftens Bekæmpelse. Vi tilbyder gratis rådgivning, hvor du enten kan møde op i en af vores kræftrådgivninger eller ringe og tale med en rådgiver på Kræftlinjen. Læs mere:  

Kræftens Bekæmpelses rådgivning

Mød andre i samme situation  
Del dine tanker og erfaringer med andre patienter og pårørende på cancerforum:  

Cancerforum.dk  


Tilbagefald ved kræft i svælget

Risikoen for, at kræft i svælget vender tilbage, afhænger af sygdommens stadie før behandling, og hvilken behandling du tidligere har fået. For de fleste er det overvældende at få at vide, at kræften er kommet igen, men er det tilfældet, er der flere muligheder for behandling.

Hvad er tilbagefald af kræft?

Tilbagefald af en kræftsygdom betyder, at sygdommen er vendt tilbage igen, efter man har været fri for kræft. Det kaldes også recidiv. Man kan få lokalt tilbagefald og/eller tilbagefald med spredning. 

Lokalt tilbagefald 

Det kaldes lokalt tilbagefald, hvis kræften vender tilbage til den del af kroppen, hvor kræften først opstod. 

Tilbagefald med spredning 

Kræft kan også vende tilbage i form af spredning af sygdommen. Kræften kan være vokset ind i lymfebanen og derfor have spredt sig til lymfeknuderne eller være vokset ind i blodbanen og via blodet være spredt til andre organer i kroppen. 

Det kaldes metastaser, når kræftceller fra en kræftknude spreder sig med blodet eller lymfen og danner nye kræftknuder andre steder i kroppen. 

En metastase består af samme type kræftceller, som den oprindelige kræftknude bestod af. Det vil sige, at f.eks. brystkræft, der har spredt sig til knoglerne, består af brystkræftceller. 

Ved mistanke om tilbagefald vil lægen foretage forskellige undersøgelser. Hvis sygdommen er blusset op igen, kan du som regel få behandling igen. 

Forskellige muligheder for behandling af tilbagefald 

Behandlingen af tilbagefald kan enten stile mod at fjerne al kræften eller – hvis dette ikke er muligt – at være lindrende. 

Der er forskellige muligheder for behandling af tilbagefald: 

  • Operation 
  • Strålebehandling (fornyet ekstern strålebehandling) 
  • Immunterapi 
  • Eksperimentel kemoterapi 
  • Lindrende behandling 

Operation er en mulighed ved tilbagefald 

Hvis du tidligere har fået strålebehandling mod svælget, kan du ved tilbagefald få tilbudt operation. Ved operation i svælget efter strålebehandling kan der som følgevirkning opstå besvær med at synke, spise, tale og besværet vejrtrækning.   

Du kan læse om de forskellige behandlinger ved tilbagefald af kræft i svælget her: 

Behandling ved spredning af kræft i svælget

Ældre par går hånd i hånd ved stranden

For de fleste er det chokerende at få at vide, at kræften er kommet igen, men der findes nye behandlingsmuligheder. Når det første chok har lagt sig, kan du opleve, at sygdommen fylder mindre, og at du igen kan glæde dig over livet.

Strålebehandling ved tilbagefald

Strålebehandling kan måske mindske størrelsen af kræftknuden og hjælpe med at kontrollere symptomerne, men kan ikke altid fjerne kræften. Strålerne virker ved at påvirke kræftcellernes arvemateriale, så de enten dør eller holder op med at dele sig.  

Ved tilbagefald kan man undtagelsesvist få strålebehandling igen med det mål at fjerne kræften. Det kan komme på tale, hvis der er gået adskillige måneder/år fra første gang, man fik stråleterapi, og hvis man kun har haft få senfølger.  

Strålebehandlingen er ofte i form af stereotaktisk strålebehandling. Det er en form for udvendig strålebehandling, hvor man får én enkelt eller nogle få behandlinger med høj dosis mod et afgrænset område. Læs om strålebehandling generelt:
 
Strålebehandling 

Immunterapi   

Hvis kræftcellerne på overfladen har bindingsproteinet PD-L1, kan man eventuelt blive tilbudt immunbehandling med stoffet pembrolizumab, enten som enkeltstofbehandling, eller i kombination med kemoterapi.

Læs om medicinen:

Pembrolizumab

Eksperimentel kemoterapi  

Ved tilbagefald af kræft i svælget, der ikke kan opereres, kan kemoterapi muligvis bremse kræften. Behandling med kemoterapi for kræft i svælget er for tiden en eksperimentel behandling. Der er endnu ikke fundet nogen medicinsk behandlingsmulighed, der med sikkerhed viser effekt i form af livsforlængende virkning. Læs mere:  

Forsøgsbehandling
(Vælg hoved-halskræft, når du søger)

Forsøgsbehandling (kliniske forsøg)

Som patient kan du blive tilbudt forsøgsbehandling, hvor du ved lodtrækning tilbydes en bestemt (forsøgs)behandling.

Forsøgsbehandlingen skal afklare den optimale behandlingskombination inden for sygdommen. Forsøgsbehandling er altid blevet godkendt af Etisk Komité, som vurderer, om forsøget er i patienternes interesse. 

Kliniske forsøg følger altid en nøje fastlagt tids- og indholdsplan – en såkaldt protokol. Det kaldes derfor protokollerede forsøg. Inden du bliver spurgt, om du vil deltage, har lægen vurderet, om du opfylder betingelserne for at være med i forsøget. Forsøgsbehandlinger afprøves internationalt, så forskere kan sammenligne så mange resultater som muligt. 

Det er helt frivilligt, om du ønsker at deltage i en forsøgsbehandling, og du kan når som helst beslutte sig for ikke at deltage længere. Du vil i så fald få tilbudt den bedste standardbehandling, der findes. Læs mere:

Forsøgsbehandling

Lindrende behandling af gener som følge af sygdommen

Lindrende behandling af symptomer kan i nogle tilfælde være den eneste behandlingsmulighed ved tilbagefald af kræft i svælget.

Smertebehandling

Der findes flere og gode muligheder for behandling af smerter.

Smertebehandling

Elektrokemoterapi som lindrende behandling 

I udvalgte tilfælde, hvor man ikke kan få yderligere operation eller strålebehandling, kan elektrokemoterapi være en mulighed ved et lokaliseret tilbagefald. Det er en lindrende behandling med en kombination af kemoterapi (bleomycin) og strøm. Behandlingen gives kun på Afdeling for Øre-Næse-Halskirurgi og Audiologi på Rigshospitalet.

Bleomycin 

Behandling af metastaser

Hvis en kræftsygdom spreder sig til andre steder i kroppen, kaldes det metastaser. Metastaser består af samme slags kræftceller som den oprindelige kræftform, hvilket har betydning for behandlingen.

Kræft i svælget, der spreder sig, spreder sig oftest til lymfeknuderne på halsen og mere sjældent til lungerne. Læs om behandling af lungemetastaser her:

Lungemetastaser

Hvis kræften ikke forsvinder

Selvom der er muligheder for behandling, kan det være, at man skal indstille sig på at leve med en kræftsygdom, der måske ikke kan helbredes. 

Ingen kan forudsige, hvordan netop dit forløb bliver. Men lægerne kan på baggrund af viden, statistik og deres erfaring sige noget om, hvad du kan forvente.


Læs alt om kræft i svælget

Kræft i svælget – forsiden


 

Rådgivning

Ring til Kræftlinjen, skriv til Brevkassen eller find den nærmeste kræftrådgivning.

Vores rådgivningstilbud


Del dine tanker og erfaringer med andre patienter og pårørende i gruppen "Hals- og mundhulekræft" på Cancerforum.