Gå til sygdomsliste

Opfølgning efter knoglesarkomer

Når du har afsluttet din behandling, vil din læge på hospitalet i samarbejde med dig og din familie udarbejde en personlig opfølgningsplan baseret på dine behov for hjælp og støtte - og med fokus på håndtering af senfølger.

Når du skal til opfølgning, foregår det på et af landets to sarkomcentre. Kontrollen foregår oftest ambulant, så det er ikke nødvendigt at være indlagt.

Du skal til opfølgning hver 4.-6. måned i minimum fem år, efter behandlingen er afsluttet.

Læge taler med ung kvinde i hans konsultation

Opfølgningsbesøgene er en god anledning til at tage dine spørgsmål op

Hvad sker der ved et opfølgningsbesøg?

Ved opfølgningsbesøgene taler du med lægen om eventuelle symptomer og bliver undersøgt for, om der er tegn på, at sygdommen er vendt tilbage.

Det er vigtigt, at du gør lægen opmærksom på nye symptomer, gener eller ændringer, så lægen om muligt kan tilbyde behandling eller lindring.

Hvordan du præcist bliver undersøgt ved opfølgningsbesøgene afhænger af sygdommens forløb, og hvilken behandling du har været igennem.

Undersøgelser for tilbagefald ved opfølgningsbesøg

Ved lavmaligne sarkomer, som ikke spreder sig til lungerne, undersøger lægen én for at kontrollere, om der er tegn på, at kræften er kommet igen (lokal recidiv). Du får altid taget et røntgenbillede af den knogle, hvor sarkomet sad.

Hvis sarkomet spreder sig, sker det overvejende med blodet og da oftest til lungerne. Derfor får man som regel foretaget en røntgenundersøgelse af lungerne, eventuelt suppleret med en CT-scanning.

Hvis sarkomet har siddet i bækkenet eller i bughulen, får man ofte med mellemrum også foretaget en MR- eller CT-scanning. Hvis det er vanskeligt at vurdere MR- eller CT-scanningen, kan det i enkelte tilfælde være nødvendigt at supplere med en PET/CT-scanning.

Vær opmærksom på kroppens signaler

Opdager du nye symptomer, eller bliver du bekymret mellem kontrolbesøgene, så henvend dig til det sarkomcenter, hvor du går til opfølgning.

Kontakt sarkomcentret, hvis du oplever:

  • Du opdager en knude eller hævelse ved en knogle 
  • En kendt knude pludselig ændrer størrelse og konsistens 
  • Du oplever dyb smerte i en knogle (ofte natlig) Dyb smerte, ofte natlig, i en knogle i mere end få uger 
  • Du får uforklarligt brud 
  • Vær særligt opmærksom, hvis knuden vokser hurtigt eller kommer igen efter at være fjernet 

Kontakt din egen læge, hvis du oplever symptomer som:

  • En ny knude
  • Hoste
  • Åndenød
  • Smerter
  • Vægttab uden grund
  • Almen utilpashed

Oplever du et af disse symptomer, bør du i første omgang henvende dig til egen læge.

Disse almene symptomer behøver ikke være tegn på tilbagefald, men du bør alligevel tage dem alvorligt og søge læge.

Spørgsmål til lægen

Opfølgningsbesøgene er en god anledning til, at du tager dine spørgsmål, bekymringer og problemer op. Det er en god idé at skrive dine spørgsmål ned i forvejen. 
 
Det kan f.eks. være symptomer, som skyldes gener opstået efter behandlingen, som lægen kan søge at behandle og lindre.   
 
Hvis du har problemer efter afsluttet behandling, kan du få gode råd om f.eks. kost, livsstil eller hjælpemidler, eller du kan have behov for henvisning til specialiseret genoptræning.    

Justering af protese sker hos bandagist

Hvis du har fået foretaget en amputation, skal du løbende have protesen rettet til. Det foregår ikke på sarkomcentrene, men hos en bandagist, hvor du selv kan henvende dig direkte.

Her kan du få gode råd om de problemer, man kan have med protesen samt blive henvist til andre fagpersoner, der kan hjælpe.

Gode råd om at gå til opfølgning
  • Ved udskrivningen kan du spørge din læge på afdelingen, hvor tit du skal komme til opfølgning 
  • Hør også hvilke særlige symptomer, du skal være opmærksom på, og hvem du skal kontakte, hvis symptomerne opstår 
  • Skriv ned, hvordan du har haft det siden sidste besøg, og giv denne viden videre ved opfølgningsbesøget 
  • Det er en god ide at skrive dine spørgsmål ned i forvejen 
  • Tag gerne en pårørende eller en ven med til besøgene. Det er en god støtte for mange 

Her kan du få inspiration til, hvordan du kan forberede dig til mødet med lægen:

Forbered dig på opfølgningsforløb

Du kan læse mere om opfølgningsforløb generelt

Opfølgningsforløb efter behandling for kræft

Læs også:

Læs mere om hverdagsliv og få gode råd til at håndtere eventuelle senfølger efter behandlingen for knoglesarkom:

At leve med knoglesarkom

Læs mere om bivirkninger og senfølger og hvad der kan gøres ved dem: 

Bivirkninger og senfølger 

Kan jeg selv gøre noget? 
Få viden og gode råd om bl.a. kost, alternativ behandling og motion - som kan forbedre din livskvalitet: 

Hvad kan du selv gøre

Bekymring for tilbagefald   
Det er helt normalt at være bekymret for tilbagefald efter endt behandling, også selvom blodprøverne og andre undersøgelser ser fine ud.    
  
Bekymringen kan påvirke din hverdag – måske får du svært ved at sove eller får problemer med at huske og koncentrere dig.    
  
Det kan være en hjælp at tale med sygehusafdelingen, din egen læge eller en psykolog. Du kan også få hjælp af Kræftens Bekæmpelse. Vi tilbyder gratis rådgivning, hvor du enten kan møde op i en af vores kræftrådgivninger eller ringe og tale med en rådgiver på Kræftlinjen. Læs mere:   

Kræftens Bekæmpelses rådgivning

Mød andre i samme situation  
Del dine tanker og erfaringer med andre patienter og pårørende på cancerforum:  

Cancerforum.dk  


Ved tilbagefald af knoglesarkomer

Risikoen for, at knoglesarkomer vender tilbage, afhænger af sygdommens stadium før behandling, og hvilken behandling man tidligere har fået. For de fleste er det overvældende at få besked om, at kræften er kommet igen, men er det tilfældet, er der flere muligheder for behandling.

Tilbagefald af en kræftsygdom betyder, at sygdommen er vendt tilbage igen, efter man har været fri for kræft. Det kaldes også recidiv.

Behandling af tilbagefald af knoglesarkom 

Hvis sygdommen er blusset op, kan du som regel få behandling igen. Behandlingen af tilbagefald kan enten stile mod at fjerne kræften, eller hvis dette ikke er muligt, kan behandlingen være lindrende. 

Når kræft kommer igen, kan det ske som lokalt tilbagefald i samme område som den oprindelige kræftknude.

Kræft kan også vende tilbage i form af spredning af sygdommen. Kræften kan være vokset ind i lymfebanen og derfor have spredt sig til lymfeknuderne eller være vokset ind i blodbanen og via blodet være spredt til andre organer i kroppen. 

Det kaldes metastaser, når kræftceller fra en kræftknude spreder sig med blodet eller lymfen og danner nye kræftknuder andre steder i kroppen. En metastase består af samme type kræftceller, som den oprindelige kræftknude bestod af. Det vil sige, at f.eks. brystkræft, der har spredt sig til knoglerne, består af brystkræftceller. 

Når knoglesarkomer spreder sig, sker det oftest ved, at kræften spreder sig til lungerne eller knoglerne. Kræftcellerne kan også sprede sig til lymfeknuderne. 

Behandling af lokalt tilbagefald 

Hvis du får tilbagefald på operationsstedet, kan du i nogle tilfælde blive behandlet med operation og/eller strålebehandling. 

Behandling af spredning ved knoglesarkom 

Hvis sygdommen spreder sig til andre organer, kan du i nogle tilfælde få kemoterapi eventuelt efterfulgt af operation og/eller strålebehandling. 

Ved tilbagefald kan kemoterapi holde sygdommen i ro i et stykke tid. Kemoterapien både lindrer symptomer og virker livsforlængende. 

Det er som hovedregel ikke muligt at få udvendig strålebehandling to gange på det samme område, hvis du har fået den maksimale dosis ved første strålebehandling. 

Du kan læse om behandling ved spredning af knoglesarkom og smertebehandling her: 

Behandling af spredning ved knoglesarkom

Overlevelse efter tilbagefald 

Sandsynligheden for at overleve i længere tid efter tilbagefald af knoglesarkomer er gennem de seneste år forbedret. 

Hvis kræften ikke forsvinder

Selvom der er muligheder for behandling, kan det være, at man skal indstille sig på at leve med en kræftsygdom, der måske ikke kan helbredes. 

Ingen kan forudsige, hvordan netop dit forløb bliver. Men lægerne kan på baggrund af viden, statistik og deres erfaring sige noget om, hvad du kan forvente. 


Alt om knoglesarkomer

Knoglesarkomer – forsiden


 
Få hjælp af en rådgiver

Har du eller en af dine nærmeste kræft, kan du få gratis hjælp:

   

Rådgivning


Del dine tanker og erfaringer i gruppen "Sjældne kræftformer" på Cancerforum.