Gå til sygdomsliste

Symptomer på knoglesarkomer

Kræft i knoglerne gør ikke altid ondt, men vedvarende eller usædvanlige smerter i en knogle er det mest almindelige tegn på knoglesarkomer. Det er dog ikke sikkert, at du har knoglesarkom, hvis du har smerter i knoglerne. Det kan også være forandringer i skelettet, der ikke er farlige.

Kvinde til konsultation hos en læge

Symptomerne behøver ikke at være tegn på kræft, men du bør alligevel tage dem alvorligt. Det er bedst at blive behandlet så tidligt som muligt.

Symptomer på knoglesarkomer varierer alt efter størrelsen af knuden, og hvor knuden sidder. Det er dog ikke muligt at se eller føle kræft i en knogle, hvis sarkomet ligger inde i knoglen.

De mest almindelige symptomer på knoglesarkomer er: 

  • Dybe smerter (ofte om natten) i en knogle i mere end få uger
  • En mærkbar knude ved en knogle

Det første symptom på et knoglesarkom kan være en udbuling på knoglen, der føles som en hård knude, som ikke kan flyttes i forhold til den underliggende knogle.

Et knoglesarkom tæt på et led kan medføre hævelse eller ømhed af leddet og gøre det vanskeligt at bevæge leddet.

Hvis kræften opstår i rygraden kan trykket på nerverne medføre nedsat kraft, føleforstyrrelser og prikken i især arme og ben.

I nogle tilfælde opdager man først knoglesarkomet ved, at man brækker en knogle efter et mindre uheld. Det skyldes, at kræften kan nedbryde knoglen i en sådan grad, at den lettere brækker.

Smerter

Stærke smerter om natten er et ret karakteristisk symptom på knoglesarkomer og bør derfor give mistanke om kræft.

Hos børn kan smerterne fejltolkes som en forstuvning eller som vokseværk.

Mindre hyppige symptomer er: 

  • Træthed
  • Høj feber
  • Svedeture
  • Vægttab

Disse symptomer er ikke særlige for knoglesarkomer og fejltolkes derfor ofte som tegn på almindelige lidelser eller følger efter slag og stød.

Alt om knoglesarkomer

Knoglesarkomer - forsiden

 
Få hjælp af en rådgiver

Har du eller en af dine nærmeste kræft, kan du få gratis hjælp:

   

Rådgivning


Del dine tanker og erfaringer i gruppen "Sjældne kræftformer" på Cancerforum.