Gå til sygdomsliste

Pasningsorlov

Familiemedlemmer og venner kan søge om pasningsorlov fra deres arbejde til pleje af alvorligt syge.

Din arbejdsgiver skal have besked

Arbejdsgiveren har krav på at få besked om orlovens start og længde senest 6 uger før, at du begynder orloven.

Selvom der er etableret pasningsorlov, kan den syge stadig få hjælp fra hjemmeplejen.

Som familiemedlem eller ven har du mulighed for at tage orlov fra dit arbejde for at passe en alvorligt syg kræftpatient i en periode på op til 6 måneder.

Pasningen kan forlænges i yderligere 3 måneder, hvis særlige forhold taler for det. Pasningsperioden kan deles op i hele måneder og i kortere perioder efter aftale med arbejdsgiver.

Pasningen kan deles af flere personer. Kontakt din kommune og hør nærmere.

Betingelser for at få pasningsorlov

  • Den syge har en betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne og/eller en indgribende kronisk eller langvarig lidelse (det vil som regel være nødvendigt med en lægeudtalelse)
  • Den syge bor i egen bolig (dvs. ikke plejebolig og døgnophold)
  • Alternativet til pasning i hjemmet er døgnophold uden for hjemmet, eller behovet for pleje svarer til et fuldtidsarbejde (37 timer)
  • Der er enighed mellem dig og den syge om at etablere pasningsforholdet 
  • Der ikke er afgørende hensyn, der taler imod, at du passer den syge
  • Personen, som ansættes, har tilknytning til arbejdsmarkedet som enten lønmodtager, arbejdsledig eller selvstændig erhvervsdrivende
  • Det er en forudsætning for pasningsorlov, at den syge har fast bopæl i Danmark. Dog kan pasningsorlov midlertidigt medtages til udlandet, f.eks. i forbindelse med behandling på sygehuse i udlandet og kortvarige genoptrænings- eller rekreationsophold mv.

Kommunen har pligt til at behandle en ansøgning om pasningsorlov så hurtigt som muligt.

Læs mere på Retsinformation.dk:

Vejledning nr. 10284 til Serviceloven (kap. 5)

Lønnens størrelse

Den, der tager orlov, ansættes og aflønnes af den kommune, hvor den kræftsyge bor. Lønnen er på 25.138 kr.  pr. md. (2023).

Kommunen laver en ansættelsesaftale

Hvis betingelserne er opfyldt, har kommunen, hvor den syge bor, pligt til at godkende pasningsforholdet og ansætte den nærtstående. Kommunen laver en ansættelsesaftale, som indeholder oplysninger om, hvor længe perioden varer, hvilke opgaver aftalen omfatter og om opsigelsesvarsel.

Du kan få flere oplysninger om orlovsordningen hos kommunen.

Formålet med pasningsorlov

Formålet med orlovsordningen er at give mulighed for mere ro til at løse de praktiske opgaver og klare de følelsesmæssige belastninger, der er forbundet med alvorlig sygdom. Herunder også de særlige omsorgsopgaver, f.eks. at være tilstede ved behandlinger på hospital og tage sig af de praktiske og sociale støttefunktioner. Formålet er ikke at etablere et langvarigt eller varigt pasningsforhold i hjemmet.

Læs mere

Lindrende behandling i hjemmet. Læs mere om, hvilken hjælp palliative teams kan give:

Palliativt team

Find information om, hvad et hospice er og et link til oversigt over hospices i Danmark:

Hospice

Find gode råd om den sidste tid:

Den sidste tid

Læs alt om at passe og pleje syg pårørende:

Orlov til at passe syg pårørende

 
Få hjælp af en rådgiver

Har du eller en af dine nærmeste kræft, kan du få gratis hjælp:

   

Rådgivning