Gå til sygdomsliste

Køb af medicin på nettet

Hvis du køber medicin på nettet, er der forskellige regler alt efter om det er en dansk eller udenlandsk hjemmeside, du handler på. Netbutikker fra et EU-land skal være mærket med et lille grønt logo, der viser, at de lovligt forhandler medicin. Det er ulovligt at købe medicin fra en hjemmeside uden for EU.

Køb af medicin på danske hjemmesider

I Danmark er det muligt at bestille receptpligtig medicin online på apotektet.dk, og få det leveret til døren. Det kan f.eks. være en hjælp, hvis du fysisk har svært ved at hente medicin på apoteket.

Ifølge de danske regler om online salg af medicin, må der kun forhandles og udleveres medicin her i landet, når der er givet en markedsføringstilladelse.  

Logo for sikker køb af medicin på nettet

Tjek altid, at dette logo er på hjemmesiden, inden du køber medicin. Det grønne logo viser, om en hjemmeside i EU-/EØS har lovligt onlinesalg af medicin.

Logo gør det lettere at købe sikker medicin på nettet

Siden juli 2015 har det været lovpligtigt for europæiske hjemmesider, der lovligt forhandler medicin, at de indeholder et grønt logo, der er vedtaget i EU. Logoet viser, at den pågældende hjemmeside sælger medicin på lovlig vis.

Det grønne logo er ens i alle EU/EØS lande, men sproget i logoet og det nationale flag ændres fra land til land.

Lovgivningen om forhandling af lægemidler i Danmark er med til at sikre, at det produkt, du køber, er sikkert og har den rette virkning.

På Lægemiddelstyrelsens hjemmeside kan du se en oversigt over alle de godkendte detailforhandlere i Danmark, der sælger medicin på nettet. Læs mere her:

Godkendte forhandlere, der sælger medicin på nettet

På Lægemiddelstyrelsens hjemmeside kan du også se en oversigt over alle de apoteker i Danmark, der sælger medicin på nettet:

Apoteker, der lovligt sælger medicin på nettet

Mand, der sidder med sin iPad

Reglerne om forhandling af lægemidler i netbutikker er med til at sikre, at det produkt, du køber, er sikkert og har den rette virkning.

EØS-lande

EØS-lande er alle EU-landene samt Norge, Island og Liechtenstein

Køb af medicin på udenlandske hjemmesider

Hvis du køber medicin på udenlandske hjemmesider, er det vigtigt at være opmærksom på, hvilke lande du handler med. Der er stor forskel på, om du køber fra et EU/EØS land eller fra et land uden for EU.

Du skal også vide, at når du køber medicin fra et dansk apotek eller en anden godkendt forhandler her i landet, er du dækket af en erstatningsordning for alvorlige og sjældne bivirkninger. Hvis du køber et medicin i udlandet, er det det pågældendes lands erstatningsregler, der gælder. Som udgangspunkt kan du ikke regne med få erstatning for skader som følge af medicin købt i udlandet. 

Hjemmesider fra et EU/EØS-land - husk det grønne logo

Du kan lovligt købe medicin fra udenlandske hjemmesider, hvis de er inden for EU/EØS, og hvis følgende betingelser er opfyldt:

  • Medicinen er til behandling af sygdomme hos mennesker
  • Medicinen skal være lovligt købt - forhandleren skal lovligt sælge medicin til forbrugere i det pågældende land
  • Medicinen skal være til personlig brug
  • Medicinen må ikke indeholde doping eller euforiserende stoffer

Du skal her være opmærksom på, om det grønne logo findes på hjemmesiden. Har siden ikke det grønne logo, kan du ikke være sikker på, at det er en godkendt forhandler.

Ulovligt at købe medicin fra en hjemmeside uden for EU/EØS

Det er ikke lovligt at købe medicin via hjemmesider fra lande uden for EU/EØS. Det kan f.eks. være lande som USA, Canada, Kina og Thailand. Hvis man overtræder denne regel kan det straffes med bøde eller fængsel.

Inden for de sidste år er der kommet danske hjemmesider, der tilbyder handel fra bl.a. amerikanske hjemmesider. Selvom disse hjemmesider gør det muligt for dig som forbruger at købe medicin fra amerikanske hjemmesider, er det stadig dit ansvar at sikre, at de produkter, du ønsker at købe, lovligt kan indføres i Danmark.

Er du i tvivl om et produkt er lovligt at indføre, kan du kontakte Lægemiddelstyrelsen: Det gør du ved at udfylde denne formular på Lægemiddelstyrelsens hjemmeside:

Lægemiddelstyrelsen formular

Gode råd, hvis du køber medicin online
  • Brug din sunde fornuft 
    Først og fremmest – hvis det lyder for godt til at være sandt, så er det det sikkert også!
  • Hvordan er sproget i netbutikken?
    Udenlandske og useriøse netbutikker benytter sig ofte af ”maskinoversatte” tekster på deres hjemmesider. Teksterne på netbutikkernes hjemmesider vil derfor være dårligt formuleret og fuld af grammatiske fejl
  • Kontaktoplysninger – hvem står bag netbutikken?
    Det er vigtigt at se efter, om der er angivet kontaktoplysninger til forhandleren bag netbutikken, dvs. en fysisk adresse, et telefonnummer og en mailadresse. På useriøse netbutikker er der oftest ikke angivet kontaktoplysninger, og der er kun mulighed for at kontakte netbutikken via en formular på hjemmesiden eller i bedste fald en e-mailadresse
  • Priser, salgs- og leveringsbetingelser og fortrydelsesret
    Tjek om der er angivet tilstrækkelige oplysninger om priser, salgs- og leveringsbetingelser samt fortrydelsesret.
  • Persondata
    Se efter om der er angivet oplysninger om netbutikkens persondatapolitik
  • Betaling
    Undersøg betalingsmulighederne og sikr dig, at du kan betale med kreditkort, og at betalingen foregår via en krypteret forbindelse. Betal aldrig forud med bankoverførsel eller check
  • Hvorfra sendes medicinen?
    Selvom en netbutik ser ud til at være fra f.eks. Tyskland, er det ikke ensbetydende med, at medicinen sendes fra Tyskland. Useriøse netbutikker sender ofte medicinen fra lande uden for EU, f.eks. Indien eller Kina. Hvis du er i tvivl, er det derfor en god idé at kontakte netbutikken for at høre, hvorfra medicinen sendes
  • Omtale af netbutikken
    Søg på nettet efter andre kunders erfaringer med den netbutik, du overvejer at handle hos

Forskellige krav til kosttilskud og naturlægemidler

I Danmark skelner man mellem naturlægemidler og kosttilskud. Naturlægemidler er f.eks. underlagt krav om dokumentation, renhed, indhold og kontrol, i lighed med kravene til andre lægemidler.

Et kosttilskud kan kun sælges i Danmark, hvis der er en ernæringsmæssig grund (som et tilskud til kosten) eller en fysiologisk grund (f.eks. at styrke hår eller negle).

Naturlægemidler er omfattet af lægemiddellovgivningen, mens kosttilskud hører under fødevarelovgivningen. Læs mere om naturlægemidler og kosttilskud:

Naturlægemidler og kosttilskud - hvad er forskellen

Tal med din læge

Det kan være svært at vurdere, om den information, man finder i en netbutik, er troværdig og pålidelig. Finder du et relevant lægemiddel på nettet, kan det derfor være en god idé at tale med din læge om det, inden du køber det.

Læs også:

Om alternative behandlingsformer og naturlægemidler i relation til kræft:

Alternativ behandling

Om dine rettigheder, når du er i behandling for kræft:

Rettigheder under behandlingen


Læs mere om rettigheder, når du har kræft:

Rettigheder (forsiden)

 
Få hjælp af en rådgiver

Har du eller en af dine nærmeste kræft, kan du få gratis hjælp:

   

Rådgivning