Gå til sygdomsliste

Gode råd ved diarré og tarmproblemer

Hvis du har diarré eller tarmproblemer, kan du her finde gode råd til, hvad du kan spise. Det er blandt andet vigtigt, at du er opmærksom på at få kalorier nok, så du ikke taber dig.

Knækbrød på et spækbræt

Knækbrød, kiks og ristet lyst brød kan være godt at spise, hvis du har diarré.

Du bør altid kontakte lægen ved længerevarende diarré. Det er vigtigt at finde årsagen til diarréen og evt. komme i behandling.

Hvis du lider af diarré, er det godt at spise:

  • Bananer
  • Kogte eller bagte grøntsager
  • Henkogt frugt, f.eks. æblegrød
  • Knækbrød, kiks og ristet lyst brød
  • Kogt kylling
  • Syrnede mælkeprodukter
  • Fisk uden skind
  • Saltholdig mad, f.eks. chips 
  • Mange små måltider i løbet af dagen. At spise hyppigt gør det lettere for dig at få nok at spise
  • Kost, der er tæt på kroppens egen temperatur (37 grader). Meget kold eller meget varm mad kan forværre diarré
  • Hvis du har diarré gennem længere tid, er det godt med kaliumholdig mad, f.eks. fisk, kogt frugt og grøntsager, kartoffelmos
  • Husk også at drikke rigeligt med væske. Drik helst ikke til maden, da væske kan mindske appetitten. Tilsæt eventuelt salt og sukker i vandet. Se opskrift nedenfor.
Vand med salt og sukker

Når du har diarré, kan det være en god idé at drikke vand med salt og sukker. Lav blandingen efter dette forhold: 

1 liter kogt vand

2 spsk sukker

½ tsk salt

Saft af 1 citron/appelsin eller solbærsaft

Ved diarré bør du undgå:

  • Brød med mange kerner og fuldkornsprodukter
  • Fedtholdigt, røget og hårdt stegt kød, særligt smør, fløde, cremefraiche, olie og mayonnaise
  • Rå grøntsager
  • Rå frugt med skræl og kerner, frugt skal helst være revet eller tilberedt
  • Kaffe og alkohol
  • Kunstige sødemidler
  • Nogle kræftpatienter får diarré ved indtagelse af mælk og mælkeprodukter, fordi kræftbehandlingen har givet midlertidig laktoseintolerance. Tal med din læge om det og undgå mælk, hvis det er tilfældet for dig. Syrnede mælkeprodukter har et lavere indhold af laktose og nogle tåler derfor bedre syrnede mælkeprodukter end almindelig mælk
  • Hvis du har meget luft i maven kan det forværres af kål, porrer, løg, ærter og jordskokker

Risafkog ved voldsom diarré

Ved voldsom og akut opstået diarré kan et risafkog lægge en beskyttende hinde på en irriteret mave-tarmslimhinde. Kog ½ dl. løse ris i 1 liter vand, si risen fra og afkøl. Denne diæt må ikke vare længere end 1-2 døgn, da risafkog ikke indeholder næringsstoffer.

Tal med en diætist

Hvis du har nedsat appetit og eller har tabt dig, er det vigtigt at tale med din læge/sygeplejerske om, hvad du kan gøre. På nogle sygehuse er der tilknyttet en diætist, som kan hjælpe. I de fleste kommuner har du mulighed for at blive henvist til en klinisk diætist. Spørg din kommune eller praktiserende læge om mulighederne.

På Sundhed.dk kan du se, hvad din kommune kan tilbyde i eller efter et kræftforløb (bl.a. kostvejledning).

Sundhedstilbud

Du kan også ringe gratis til Kræftlinjen. Hver torsdag kl. 9-13 kan du tale med en diætist, men du er velkommen til at ringe i hele Kræftlinjens åbningstid med dine spørgsmål.  

Kræftlinjen

Hvorfor får du diarré?

Når du har diarré, kommer maden gennem tarmen uden at blive fordøjet og optaget ordentligt. Det betyder, at kroppen optager færre næringsstoffer, vitaminer og mineraler og mindre væske. 

Årsager til diarré og tarmproblemer

Connie fandt hjælp følger efter 20 år med svære maveproblemer

Connie led i 20 år af svære maveproblemer og diarré efter behandling for kræft i underlivet. Lige indtil hun omsider fik kontakt til en senfølgeklinik i Aarhus, som kunne hjælpe hende. Læs hendes historie her: 

’Jeg vidste præcist, hvor de offentlige toiletter lå i Roskilde’


Læs om din sygdom

Dette er en generel beskrivelse af diarré og tarmproblemer. Du kan læse om de enkelte kræftsygdomme, herunder eventuelle bivirkninger til behandlingerne her:

Kræftsygdomme


Læs alt om bivirkninger og senfølger:

Bivirkninger og senfølger