Gå til sygdomsliste

Celleforandringer under graviditet og ved fødsel

Dine mulighederne for at blive gravid bliver ikke dårligere, selv om du har eller har haft celleforandringer. Du har lige så gode chancer som andre kvinder. Bliver du gravid skal du dog følge nogle få forholdsregler. Og har du fået en kegleoperation er der en let øget risiko for at føde lidt for tidligt - det sker heldigvis kun for nogle få procent.

Du skal følge nogle forholdsregler, mens du er gravid, hvis man inden graviditeten har opdaget celleforandringer. Både hvis lægerne har fundet forandrede overfladeceller i en celleprøve (smear), eller hvis du inden har været i et opfølgningsforløb på grund af svære celleforandringer (CIN1-3).  

Hvilke forholdsregler du skal følge, afhænger af celleforandringerne:

Hvis du har let forandrede overfladeceller

Hvis der findes let forandrede overfladeceller, vil der samtidig være udført en HPV test. Selvom der er HPV tilstede vil de fleste efter graviditeten have renset kroppen for HPV-virus. Man anbefaler i disse tilfælde, at du får foretaget ny celleprøve fra livmoderhalsen 8 uger efter fødslen hos din egen læge.

Hvis du gik til kontrol pga. CIN1-2 inden graviditeten

Hvis du inden graviditeten var i et kontrolforløb på grund af CIN1-2, skal du ikke kontrolleres i graviditeten. Du kan vente med at blive kontrolleret til 8 uger efter fødslen. Læs mere om CIN 2 og CIN-klassifikation:

Om celleforandringer og stadieinddeling

Hvis du har svært forandrede overfladeceller

Hvis der i celleprøven er tegn på, at der kan være svære celleforandringer, skal du til nærmere undersøgelse hos en gynækologisk speciallæge i den første tredjedel af graviditeten.

 Gynækologen vil udføre en kikkertundersøgelse (kolposkopi) af livmoderhalsen og tage en vævsprøve ved synlige forandringer på livmoderhalsen:

  • Hvis vævsprøverne viser lette til moderate celleforandringer (CIN1-2) anbefales kontrol 8 uger efter fødslen.
  • Hvis vævsprøverne viser svære celleforandringer ( CIN3) anbefaler lægerne, at du får en ny kolposkopi, celleprøve og eventuel vævsprøve fra livmoderhalsen i uge 30 af graviditeten.
    Det er for at sikre, at celleforandringerne ikke har udviklet sig yderligere.
  • Hvis der fortsat er svære forandringer (CIN3) i uge 30 af graviditeten, men ingen mistanke om kræft, kan du gå tiden ud i graviditeten og blive kontrolleret igen 8 uger efter fødslen.

Ved udbredte forandringer eller ved mistanke om kræft får du et keglesnit

Du får et keglesnit for at afklare, om der er tegn på udvikling af livmoderhalskræft, hvis lægerne finder udbredte CIN3 forandringer eller egentlig mistanke om kræft.

Hvis du får diagnosen livmoderhalskræft, mens du er gravid, vil du blive henvist til en specialafdeling, hvor man i samarbejde med dig vil planlægge dit behandlingsforløb. Om du kan gennemføre graviditeten afhænger af de specifikke fund, og hvor langt du er i graviditeten. Du kan læse om livmoderhalskræft her:

Livmoderhalskræft


Læs alt om celleforandringer på livmoderhalsen

Celleforandringer på livmoderhalsen – forsiden

 

Rådgivning

Ring til Kræftlinjen, skriv til Brevkassen eller find den nærmeste kræftrådgivning.

Vores rådgivningstilbud


Til pårørende

Få gode råd til at håndtere livet som pårørende

Hvordan støtter man som pårørende en kræftpatient bedst, mens man også passer på sig selv?

Råd til pårørende