Gå til sygdomsliste

Celleforandringer på livmoderhalsen

Celleforandringer er ikke kræft. Celleforandringer på livmoderhalsen er forstadier, der kan udvikle sig til kræft, hvis de ikke behandles. Mange kvinder får celleforandringer på livmoderhalsen. I nogle tilfælde forsvinder de af sig selv, mens andre kræver behandling. Behandlingen er relativt enkel, og stort set alle kvinder bliver helbredt.

To yngre kvinder, der smiler, og står sammen i solen

Hvis du får konstateret celleforandringer i livmoderhalsen, betyder det ikke, at du har kræft. Celleforandringer er forstadier til livmoderhalskræft og skal kontrolleres eller behandles. Nogle celleforandringer forsvinder af sig selv

Hvad er celleforandringer?

Celleforandringer på livmoderhalsen betyder, at der er sket ændringer i de yderste celler i slimhinden på livmoderhalsen. Alle grader af celleforandringer kan behandles. Ubehandlede celleforandringer kan føre til kræft med tiden, men er ikke i sig selv kræft. De fleste celleforandringer bliver opdaget i forbindelse med de regelmæssige tjek for celleforandringer, som kvinder mellem 23 og 64 år får tilbudt. Læs mere:

Kort om celleforandringer og stadieinddeling


HPV er årsag til celleforandringer

Celleforandringer i livmoderhalsen skyldes Human papillomavirus, der oftest forkortes HPV. HPV er en fællesbetegnelse for mere end 100 forskellige typer virus, som hver har et nummer. Ca. 15 HPV-typer kan give forstadier og måske senere livmoderhalskræft. Læs mere:

HPV er årsag til celleforandringer


Undersøgelser for celleforandringer i livmoderhalsen

De fleste celleforandringer opdages i forbindelse med de regelmæssige tjek, der er et tilbud til alle kvinder mellem 23 og 65 år. Hvis en celleprøve fra livmoderhalsen viser moderate eller svære celleforandringer, får du en henvisning til en gynækolog. Gynækologen foretager en kikkertundersøgelse og tager en vævsprøve samt et skrab fra livmoderhalsen.

Undersøgelser for celleforandringer


Behandling af celleforandringer på livmoderhalsen

Valg af behandling afhænger af graden af celleforandringer, din alder, om du ønsker at blive gravid, og om du tidligere har haft celleforandringer. Hvis din celleprøve viser svære celleforandringer, vil du få tilbudt en kegleoperation. Læs mere:

Behandling af celleforandringer


Få svar på dine spørgsmål

Kan celleforandringer komme tilbage efter en kegleoperation? Og kan jeg blive gravid, hvis jeg har fået behandling for celleforandringer? Her kan du få svar på nogle af de hyppigste spørgsmål om celleforandringer og HPV:

Spørgsmål og svar om celleforandringer og HPV


Vaccine mod HPV

Med HPV-vaccinen kan piger og kvinder blive vaccineret mod livmoderhalskræft. Det er bedst at blive vaccineret før det første samleje - dvs. inden man risikerer at blive smittet med HPV. Men langt de fleste seksuelt aktive unge vil også have gavn af vaccinen.

HPV-vaccination tilbydes alle 12-årige piger som en del af børnevaccinationsprogrammet. De kan blive vaccineret gratis hos deres praktiserende læge.

Vigtigt med regelmæssige tjek for celleforandringer (screening)

Selvom du er vaccineret, er det stadig vigtigt at deltage i de regelmæssige tjek for celleforandringer, da vaccination ikke beskytter mod alle de typer HPV, der kan give celleforandringer og livmoderhalskræft. Læs mere:

HPV-vaccine


Læs mere om forstadier til kræft generelt:

Forstadier til kræft

Pjece om celleforandringer på livmoderhalsen
Celleforandringer på livmoderhalsen

Du kan bestille Kræftens Bekæmpelses pjece om celleforandringer på livmoderhalsen.

Pjecen er gratis. 

Bestil pjece

 

Rådgivning

Ring til Kræftlinjen, skriv til Brevkassen eller find den nærmeste kræftrådgivning.

Vores rådgivningstilbud


Til pårørende

Få gode råd til at håndtere livet som pårørende

Hvordan støtter man som pårørende en kræftpatient bedst, mens man også passer på sig selv?

Råd til pårørende