Gå til sygdomsliste

Forskning i cannabis

Der forskes løbende i cannabis' mulige lindrende og helbredende effekt på kræft og på bivirkninger. Studier viser bl.a. at cannabis kan lindre kvalme, men der er intet, der tyder på, at cannabis kan bruges i behandling af selve kræftsygdommen. Her får du et kort overblik over, hvad forskerne har fundet ud af indtil videre.

Forskning i cannabis

Der forskes en del i cannabis lindrende virkning. Det meste forskning tager udgangspunkt i såkaldt medicinsk cannabis og ikke i selve planten.

I starten af 2017 udkom den hidtil største videnskabelige gennemgang af forskning i cannabis på verdensplan. I rapporten gennemgår forskere mere end 10.000 referater af videnskabelige artikler, der er udgivet på verdensplan om cannabis siden 1999.

Rapporten viser bl.a., at cannabis kan have en positiv effekt for nogle kræftpatienter på smerter og på kvalme og opkast forårsaget af kemoterapi.

Læs mere om rapporten og dens resultater:

‘The Health Effects of Cannabis and cannabinoids’

Forskning i cannabis til lindring af kvalme og smerter

Der findes en del forskningsprojekter, der har set på cannabis’ lindrende virkning. De har undersøgt, hvordan medicinsk cannabis påvirker kræftpatienters smerter, og om det kan dæmpe kvalme og opkast hos patienter, der får kemoterapi.

En del af disse forskningsprojekter er såkaldte 'randomiserede kliniske forsøg'. Det er studier, hvor patienter ved lodtrækning bliver tildelt den ene eller anden behandling, så man bagefter kan sammenligne effekten af de to behandlinger. Det er den bedste metode til videnskabeligt at vurdere, hvordan en medicin virker, og det er den eneste type studier, der direkte kan bruges til at forudsige en behandlingseffekt hos mennesker. Du kan læse mere om metoden her:

Lodtrækningsforsøg og blindede forsøg

Kun få videnskabelige forsøg med uforarbejdet cannabis

De fleste forskningsforsøg tester medicinsk cannabis. Altså medicin, der kun består af THC eller CBD, som enten er ekstrakter fra cannabisplanten eller kunstigt fremstillet i et laboratorium, og hvor man kender det nøjagtige indhold. Der bliver kun foretaget få videnskabelige forsøg, hvor man bruger hele eller dele af selve cannabisplanten, da en cannabisplante består af hundredvis af forskellige stoffer. 

Fakta om cannabis - hvad er hvad?

Cannabis og smerter

En række studier har undersøgt, hvordan cannabis påvirker smerter hos kræftpatienter. De fleste er udført med et plantebaseret middel kaldet Nabiximols (Sativex®), der er en mundspray. Det overordnede billede er, at cannabis kan mindske smerter hos kræftpatienter. Det er dog væsentligt at huske på, at medicinen også har bivirkninger som f.eks. træthed og svimmelhed.

Cannabis og kvalmebehandling

De fleste studier viser, at medicinsk cannabis har en kvalmestillende effekt, når man sammenligner cannabis med placebo-behandling. Derimod er der ikke forskel på effekten af cannabis og anden kvalmestillende medicin. Det er derfor vigtigt at overveje bivirkningerne ved medicinsk cannabis ift. bivirkningerne ved anden kvalmestillende medicin, hvis man overvejer at bruge cannabis.

Når man sammenligner bivirkningerne mellem de to forskellige typer medicin, beskriver patienter, der får medicinsk cannabis, langt flere bivirkninger end de patienter, der får traditionelle kvalmestillende midler. Bivirkningerne kan f.eks. være svimmelhed, humørsvingninger, en følelse af at være påvirket og sløvhed.

Langt flere af dem, der får medicinsk cannabis, vælger at stoppe behandlingen pga. bivirkninger, end de, der får den almindelige medicin. Omvendt beskriver en del af forsøgsdeltagerne, at de foretrækker medicinsk cannabis frem for de traditionelle kvalmestillende midler.

I slutningen af 2015 udkom der en opsummering af den tilgængelige forskning på området – et såkaldt Cochrane review. Heri anbefales det, at medicinsk cannabis overvejes som behandling til patienter, der ikke har gavn af den traditionelle kvalmestillende medicin.

Cannabis og uønsket vægttab hos kræftpatienter (kakeksi)

To studier har undersøgt, om cannabis kan øge appetitten og rette op på et uønsket vægttab hos kræftpatienter. Ingen af studierne viste dog, at cannabis hjalp kræftpatienter med uønsket vægttab.

Alligevel oplever en del kræftpatienter, at deres appetit bliver bedre, hvis de tager medicin med cannabis, fordi de ikke længere har så meget kvalme.

Cannabis kan ikke kurere kræft

Der er indtil videre ikke videnskabelig evidens for, at cannabis kan bruges til at behandle kræft. 

Der findes masser af brugerhistorier - f.eks. i form af YouTube-videoer - om cannabis som kur mod kræft. Men ingen har lavet videnskabelige forsøg, hvor man f.eks. deler en patientgruppe op i to, giver den ene gruppe standardbehandling og den anden gruppe forsøgsbehandling med cannabis og bagefter sammenligner behandlingsresultatet.

Forskning i cannabis til behandling af kræft

Der findes en del forsøg, der har undersøgt, hvordan cannabis og dets indholdsstoffer påvirker kræftceller. Det har været celle- og dyreforsøg, hvor man tester effekten af cannabis på mus og på celler i reagensglas.

Forskere har i disse forsøg fundet en række interessante effekter. Blandt andet har man set, at indholdsstofferne (cannabinoider) i cannabis kan slå kræftceller ihjel, mindske tumorens evne til at danne blodkar og måske øge effektiviteten af traditionel kemoterapi.

Men der er meget langt fra resultater skabt i et laboratorie til de resultater, man kan opnå i forsøg med mennesker. Resultater fra forsøg, der laves i laboratorier, er skabt ved at arbejde med kræftceller i et kunstigt miljø. Celler opfører sig meget anderledes i en menneskekrop.

Man er derfor nødt til at afprøve cannabis i forsøg med mennesker, før man kan se, hvilken effekt det har på sygdommen, og hvilke bivirkninger det giver. Det er nemlig slet ikke unormalt, at et stof viser meget lovende resultater i celle- og dyreforsøg for derefter slet ikke at have den forventede effekt, når det testes af på kræftpatienter.

Forskning i cannabis

Her kan du se, hvor langt man er kommet med at forske i cannabis' lindrende og kurerende effekt.

Som billedet ovenover viser, er forskningen stadig på et tidligt stadie, når det handler om cannabis brugt til at behandle kræft. Der er endnu ikke offentliggjort resultater fra forsøg på mennesker. Desværre tager kliniske forsøg af god kvalitet mange år at gennemføre. Det er nødvendigt at afvente disse resultater, før vi kan vide, om cannabis kan spille en rolle i kræftbehandling.

Kræftens Bekæmpelse anbefaler derfor på nuværende tidspunkt ikke, at man bruger cannabis til at behandle kræft, eller at man bruger cannabis som erstatning for den kræftbehandling, man får i sundhedsvæsenet.

Forskning i cannabis hos Kræftens Bekæmpelse

Kræftens Bekæmpelse støtter hvert år mange forskellige forskningsprojekter. Vores udvælgelse af hvilke projekter vi vil støtte, afhænger alene af, hvilken kvalitet det enkelte forskningsprojekt har, og hvor relevant det er i forhold til forebyggelse eller behandling af kræft.

Vi følger den forskning, der er i gang internationalt, og ansøgninger om støtte til videre forskning i cannabis og kræft vil blive vægtet på lige fod med andre projektforslag.

Læs om igangværende forskningsprojekter

På den internationale forskningshjemmeside Clinical Trials kan du læse om de igangværende forsøg med cannabis: 

Cannabisforsøg på clinicaltrials.com 

Kræftens Bekæmpelses guide til at forstå, hvad der står på Clinical Trials


Læs mere om cannabis og kræft:

Cannabis og kræft

 
Få hjælp af en rådgiver

Har du eller en af dine nærmeste kræft, kan du få gratis hjælp:

   

Rådgivning