Gå til sygdomsliste

Hudkræft (basalcellekræft) i øjenlåget

Basalcellekræft er en type hudkræft, som kan opstå overalt på huden - også på øjenlågene. Hudkræft på øjenlåget viser sig som regel som en lille knop eller et sår, som ikke vil hele. Sygdommen behandles ofte med operation.

Kræft i øjenlåget kan være flere typer kræft, men er hyppigst hudkræft

Øjenlågene består af hud, kirtler og slimhinde, og der kan opstå kræft alle tre steder. Langt den hyppigste form er hudkræft i øjenlågene (basalcellekræft), som også er den mest fredelige.

I meget sjældne tilfælde kan der opstå kræft i de talgproducerende kirtler, pladecellekræft, modermærkekræft, eller en såkaldt merkelcelletumor.

En tumor i øjenlåget er oftest et godartet papillom eller betændelse i en øjenlågskirtel. Papillomer skyldes et vortevirus, og kan let fjernes kirurgisk.

Læs også om de sjældne kræftformer i øjenlåget:

Sjældne kræftformer i øjenlåget

Hudkræft og modermærkekræft er to forskellige sygdomme

Det er vigtigt at skelne almindelig hudkræft fra modermærkekræft (malignt melanom). Modermærkekræft er en helt anden og mere alvorlig kræfttype.

Læs om symptomer, undersøgelser og behandling af almindelig hudkræft (ikke i øjet) og om modermærkekræft:

Hudkræft

Modermærkekræft

Beskyt dine øjenlåg

Skygge, solcreme og solbriller med UV-filter anbefales som beskyttelse af øjenlågene mod solen.

Solen er den vigtigste årsag

Den vigtigste årsag til hudkræft er solens ultraviolette stråler, og hudkræft opstår derfor sædvanligvis på hud, der er udsat for sol.

Basalcellekræft rammer oftest ældre mennesker. Det kan ses hos yngre, og kan så være led i det såkaldte Gorlins syndrom, som er en arvelig tilstand med øget risiko for at udvikle basalcellekræft i ung alder.

Hudkræft på øjenlåget

Her ses hudkræft i det nedre øjenlåg ud med tindingen. Vipperne mangler på øjenlåget og området føles hårdt.

Symptomer på hudkræft på øjenlåget

Basalcellekræft på øjenlåget viser sig som regel som en få millimeter stor knop med en lille fordybning i midten. Overfladen er typisk perlemorsglinsende og med tydelige blodkar.

Basalcellekræft kan også vise sig som et sår, der ikke vil hele eller som en forandring, hvor øjenlåget bliver fast og hårdt og måske taber øjenvipperne.

Endelig kan basalcellekræft vise sig som en brunlig plet og dermed minde om modermærkekræft uden at være det.

Basalcellekræft på øjenlåget gør ikke ondt.

Undersøgelse og diagnose af basalcellekræft på øjenlåget

Mistanke om basalcellekræft opstår ud fra det typiske udseende, men lægen kan kun stille diagnosen sikkert ved at tage en vævsprøve. Det kaldes også en biopsi.  

Efter at man er blevet lokalbedøvet, tager lægen et lille stykke fra forandringen enten med en kniv eller en rund biopsikniv.

Biopsien bliver sendt til undersøgelse på et laboratorium, hvor diagnosen kan stilles på det karakteristiske udseende i mikroskop. Det varer som regel en uge, før der kommer svar på en biopsien.

Behandling af hudkræft på øjenlåget

Behandlingen af hudkræft på øjenlågene er oftest operation. I sjældne tilfælde kan lægerne også bruge strålebehandling eller frysebehandling.

Operation er den sikreste form for behandling med kun få tilfælde af tilbagefald. Operationen foregår typisk i lokalbedøvelse.

Operation og rekonstruktion på øjenlåget

Lokalbedøvelse af øjenlågene foregår ved at lægen ved hjælp af en tynd nål sprøjter lokalbedøvelse ind under huden. Det gør ondt at få sprøjtet bedøvelsen ind, men smerten er hurtigt overstået.

Hvis det drejer sig om en lille tumor bliver den som regel fjernet sammen med en hudkant på nogle millimeter udenom. Øjenlågene er elastiske og kan som regel syes direkte sammen.

Rekonstruktion, hvis man har fået fjernet en større knude

Hvis det drejer sig om en større kræftknude, vil lægen få undersøgt det fjernede væv i mikroskop, før øjenlåget 'repareres'. Man må derfor vente med at få afsluttet operationen og få øjenlåget rekonstrueret, indtil det er sikkert, at al kræften er fjernet. Undersøgelsen i mikroskop kan enten foregå samtidig med operationen eller i løbet af en eller to dage.

Når lægen ved, at der ikke er kræftceller i kanten af det fjernede væv, kan man få såret lukket endeligt.

Rekonstruktionen af øjenlåget foregår som regel ved hjælp af nærliggende væv, f.eks. kan det øvre øjenlåg bruges til at reparere det nedre øjenlåg. Lægen kan også bruge væv fra det andet øjes øjenlåg eller fra en anden slimhinde, f.eks. fra munden.

Ved rekonstruktionen skal lægen sørge for, at øjenlågene kan åbne og lukke sig, og at øjenlåget får slimhinde på indersiden og hud på ydersiden. 

Billede fra operation med rekonstruktion af øjenlåget

Hudkræft i venstre nedre øjenlåg er blevet fjernet og øjenlåget er rekonstrueret med en hudmuskellap fra det øvre øjenlåg.

Hudkræft på øjenlåget

Her ses det færdige resultat 11 dage efter operationen.

Strålebehandling

Nogle mennesker med basalcellekræft i øjenlåget vil i samråd med lægen vælge strålebehandling i stedet for operation. Alder eller anden sygdom kan i nogle tilfælde betyde, at operation ikke er den bedste behandling, og nogle ønsker ikke at blive opereret.

Moderne stråleapparater kan ramme det syge væv meget præcist. På den måde bliver den skadelige virkning på de raske celler så lille som mulig. Strålebehandlingen er smertefri og tager kun nogle få minutter hver gang, men skal gentages 10-15 gange.

Bivirkninger ved strålebehandling

Strålebehandling af øjenlåget har bivirkninger i form af rødme og ømhed af den bestrålede hud. Desværre er slimhinden meget følsom over for strålebehandlingen og mange udvikler kronisk øjenirritation eller øjensmerter. Hos nogle kan synet også blive nedsat. Der er desuden risiko for at tårernes afløb fra øjet bliver ødelagt og øjet vil så løbe i vand.

Der er større risiko for tilbagefald efter strålebehandling sammenlignet med operation.

Frysebehandling bruges i sjældne tilfælde

Har man en lille, overfladisk basalcellekræft, kan man få fjernet kræften ved hjælp af frysning. Det vil sige, at lægen fryser området på huden med flydende kvælstof.

Efter behandlingen kan man få blærer og sår på det område af huden, der er behandlet. Huden heler i løbet af 2-3 uger, men efterlader ofte et hvidt mærke. Frysebehandling af basalcellekræft på øjenlåget bruges kun sjældent i Danmark.

At leve med behandlet hudkræft i øjenlåget

Efter behandling kan man fortsætte sit liv som normalt. Nogle vil have en synlig ændring af øjenlåget. Dette gælder især, hvis tumoren på øjenlåget var meget stor.

Opfølgning og tilbagefald

Basalcellekræft kan godt komme igen, også selvom undersøgelsen af det fjernede væv har vist, at der ikke var kræftceller i kanten af det fjernede væv. Risikoen for tilbagefald efter operation er omkring 2 pct., og efter strålebehandling er risikoen for, at kræften vender tilbage, omkring 10 pct.

Det anbefales derfor, at man går til opfølgende undersøgelse i 2 til 5 år efter operationen for basalcellekræft.

Spredning af basalcellekræft på øjenlåget

Basalcellekræft spreder sig normalt ikke med blod eller lymfebanerne til resten af kroppen. En hudkræfttumor kan imidlertid blive stor og beskadige selve øjet, det omkringliggende væv og ansigtsknoglerne.

Det er derfor vigtigt, at kræften behandles, så snart man opdager den for at undgå, at tumoren vokser og bliver vanskelig at fjerne. I meget sjældne tilfælde kan den medføre, at ansigtet bliver deformt, eller den kan vokse ind i hjernen.

Behandling af spredning af basalcellekræft

Hvis man har fremskredent basalcellekræft, hvor behandling med operation eller stråleterapi ikke er egnet, kan man få kemoterapi med stoffet vismodegib. Behandlingen hæmmer væksten og spredningen af kræftcellerne.

Man får behandlingen som kapsel en gang dagligt.

Læs mere om medicinens virkning og bivirkninger:

Vidmodegib

Har du brug for at tale med nogen?

Få hjælp af en professionel rådgiver

Det kan være en hjælp at tale med en professionel. Du kan tale med sygehusafdelingen, din egen læge eller en psykolog. Du kan også få hjælp på en af Kræftens Bekæmpelses kræftrådgivninger eller ved at ringe til Kræftlinjen. Læs mere:

Kræftens Bekæmpelses rådgivning

Mød andre i samme situation

Del dine tanker og erfaringer med andre patienter og pårørende på cancerforum:

Cancerforum.dk


Læs alt om kræft i øjet og øjenomgivelserne:

Kræft i øjet (forside)

 
Få hjælp af en rådgiver

Har du eller en af dine nærmeste kræft, kan du få gratis hjælp:

   

Rådgivning