Gå til sygdomsliste

Tilskud til tandskader efter behandling

Kræftpatienter, som får alvorlige problemer med tænderne, har - efter de er færdige med kræftbehandlingen - mulighed for at få økonomisk tilskud til tandlægebehandlingen i den region, hvor de bor.

Det er især kræftpatienter, der har fået stråler på hoved eller hals, som får problemer med tandskader. Det anbefales, at du, inden strålebehandlingen begynder, får lavet en tandstatus hos din tandlæge.

Tilskuddets størrelse er uafhængigt af patientens indkomst og formue

Hvis man får bevilget tilskuddet, indebærer ordningen, at patientens egenbetaling hos den praktiserende tandlæge fremover højst må udgøre 2130 kr. årligt (2023). Beløb herudover betales af regionen.

Tandproblemer af strålebehandling og kemoterapi

Ved strålebehandling er de akutte bivirkninger af behandlingen, f.eks. sår i munden, svamp, belægninger, mundsmerter og mundtørhed.

De kroniske bivirkninger er mundtørhed (tungen bliver glat og får indtørrede belægninger), røde og sarte slimhinder (sårdannelse og man kan få svært ved at gabe) samt en øget risiko for huller i tænderne. Tænderne kan desuden blive "skøre" og knække let, ligesom man lettere taber sine fyldninger.

Ved kemoterapi kan man også få disse gener, men bivirkningerne er som regel mindre end ved strålebehandling og går oftere over af sig selv på et tidspunkt.

Læs mere om bivirkninger og senfølger i mund og svælg:

Bivirkninger og senfølger

Hvad kan man få tilskud til

Man kan få tilskud til f.eks. tandfyldninger, rodbehandlinger, kroner og proteser samt forebyggende behandling, som f.eks. tandrensninger og fluorpenslinger.

Det vil i forbindelse med en strålebehandling i hoved/halsområdet eller efter en kemoterapi næsten altid være nødvendigt med forebyggelse som f.eks. afpudsning, tandrensning, kontrol og instruktion.

Der er ikke mulighed for at få støtte til reparation eller udskiftning af de kroner eller proteser, som man tidligere har fået støtte til fra regionen.

Pjece om tilskud til tandbehandling

Sundhedsstyrelsen og Danske Regioner har lavet en informationspjece sammen med Tandlægeforeningen om tilskud til tandbehandling for kræftpatienter. Læs den her:

Pjece om tilskud til tandbehandling

Du og din tandlæge skal udfylde skema

Ansøgning om økonomisk tilskud til tandbehandlingen foregår ved, at du og din tandlæge udfylder et særligt ansøgningsskema, som sendes til den region, hvor du bor.

Ansøgningsskemaet kan du eller din tandlæge hente på din regions hjemmeside sammen med en vejledning i at søge.

Hvis regionen godkender ansøgningen, modtager du en tilskudsbevilling, hvor der står mere om vilkårene for støtten.

Du kan finde ansøgningsskemaer og vejledninger på din regions hjemmeside nedenfor:

Region Sjælland

Region Hovedstaden

Region Syddanmark

Region Midtjylland

Region Nordjylland

Ikke alle kan få tilskud

For at få bevilget tilskud fra regionen, skal du og din tandlæge kunne dokumentere, at det er stråle- eller kemobehandlingen, der er årsag til de alvorlige tandproblemer.

Alle patienter, der skal have strålebehandling på hoved/hals, får undersøgt tænderne på hospitalet, inden behandlingen begynder. Det gør det nemmere at dokumentere, hvordan deres tandstatus var, inden kræftbehandlingen gik i gang.

Kemopatienter får ikke automatisk undersøgt deres tænder, inden behandlingen begynder. Du bør derfor kontakte din egen tandlæge, inden behandlingen går i gang for at få lavet en tandstatus. Uden en aktuel tandstatus er det svært at bevise, at det er kemoterapien, der har skadet tænderne.

Klagemulighed

Hvis regionen helt eller delvis afslår, at yde økonomisk støtte til din tandbehandlingen, kan du og din tandlæge klage over regionstandlægens afgørelse til Styrelsen for Patientklager.

Klagen skal udfyldes elektronisk på borger.dk. Klagefristen er 4 uger efter, at du har fået afgørelsen. Her kan du læse mere om dine klagemuligheder:

Styrelsen for Patientklager

Læs alt om økonomisk hjælp ved en kræftsygdom:

Økonomisk hjælp - forsiden

 
Få hjælp af en rådgiver

Har du eller en af dine nærmeste kræft, kan du få gratis hjælp:

   

Rådgivning