Gå til sygdomsliste

Rejse og forsikring

Hvis du har kræft og ønsker at rejse på ferie i udlandet, skal du være opmærksom på, at den offentlige rejsesygesikring ophørte pr. 1. august 2014. Har du allerede tegnet en privat rejseforsikring eller overvejer du at gøre det, er der god grund til at undersøge, hvordan forsikringen dækker fremover.

Hvis du som kræftpatient overvejer en udlandsrejse, er det en god idé først at tale med din læge om, hvorvidt det er forsvarligt at tage af sted, og herefter sikre dig, at du er forsikret på rejsen.

Uden den rette forsikring kan udlandsrejsen blive dyr

Det gule sundhedskort giver dig ikke ret til gratis behandling i udlandet, bortset fra rejser til Færøerne og Grønland. Du skal derfor være opmærksom på, om du er tilstrækkeligt sikret ved benyttelse af det blå EU-sygesikringskort, eller om du har behov for at tegne en privat rejseforsikring.

Rejse og forsikring

Har du tegnet en privat forsikring er det vigtigt at undersøge, om den dækker, så der ikke opstår huller i din dækning. Skal du til at tegne forsikring, så vær opmærksom på, om selskabet tager forbehold for behandling, der har relation til din kræftsygdom.

Rejser du udenfor EU/EØS og uden for rigsfællesskabet (Grønland og Færøerne) er du ikke dækket af hverken danske regler eller EU-regler. Du bør derfor overveje at tegne en privat forsikring.

Husk det blå EU-sygesikringskort

Hvis du rejser til et EU/EØS-land, skal du huske det blå EU-sygesikringskort – det blå kort. Den offentlige rejsesygesikring ophørte pr. 1. august 2014, og det gule sundhedskort kan derfor ikke længere bruges som rejsesygesikring.

EØS-landene består af EU-landene, Island, Lichtenstein og Norge. Reglerne gælder også for Schweiz.

Bestil og læs mere om det blå kort

Det blå kort kan bestilles på borger.dk.

Det blå kort gælder normalt i 5 år. Du skal selv være opmærksom på udløbsdatoen og bestille et nyt kort, inden det gamle udløber.

www.borger.dk

Rejse og forsikring

Det blå EU-sygesikringskort

Med det blå kort har du ret til nødvendig sygehjælp og medicin under midlertidigt ophold (op til 1 år) i et EU/EØS-land. Det er ikke dine danske rettigheder, du tager med dig til udlandet, når du benytter det blå kort. Det blå kort giver ret til behandling på samme vilkår som borgere i det EU/EØS-land, du har ophold i. Du har altså ikke nødvendigvis ret til gratis behandling.

Hovedreglen er, at det alene er behandling på offentlige behandlingssteder, du har ret til - uanset hvilket EU/EØS-land, du rejser til.

Du skal være opmærksom på, at der i de forskellige EU/EØS-lande kan være regler om delvis egenbetaling. I så fald vil du selv betale for den del af din behandling. Bemærk, at udgifter til eventuel hjemtransport ved sygdom eller død ikke er dækket. Det er derfor en god ide at tegne en privat rejseforsikring, der dækker hjemrejse.

Hvis du er kommet af sted uden det blå kort, er det muligt efterfølgende at søge om refusion af udgiften hos Styrelsen for Patientsikkerhed: 

Søg refusion - Styrelsen for patientsikkerhed

Du kan også læse om det blå kort på Styrelsen for Patientsikkerheds hjemmeside. Styrelsen kan vejlede dig om din ret til behandling i udlandet:

EU sygesikring- Styrelsen for Patientsikkerhed

Privat rejseforsikring

Med ophøret af den offentlige rejsesygesikring og med de begrænsninger, der ligger i brugen af det blå kort, kan det være nødvendigt at tegne en privat rejseforsikring. Der kan være forskel på forsikringsselskabernes dækning og præmier, så det er en god idé at undersøge markedet.

Husk altid at oplyse forsikringsselskabet om din kræftsygdom og få selskabet til at oplyse, om den private rejseforsikring dækker i dit tilfælde, eller om der er taget forbehold, som medfører, at du reelt står uden dækning. Hvis der er tvivl om, hvorvidt forsikringen dækker eller ej, kan du tale med selskabet, om det er muligt at få et bindende forhåndstilsagn.

Lange fly- eller togrejser kan øge risikoen for blodpropper

Kræftpatienter har en let øget risiko for at få blodpropper i de dybe vener i kroppen (dyb venetrombose).

Inden en rejse kan man spørge sin læge, om man som kræftpatient bør have blodfortyndende behandling under og efter rejsen. 

For at forebygge blodpropper på lange stillesiddende rejser kan man lave enkle benøvelser, bære kompressionsstrømper og drikke rigeligt væske.

Læs mere om symptomer og få gode til at forebygge blodpropper i benene:

Kræft og blodpropper

 
Få hjælp af en rådgiver

Har du eller en af dine nærmeste kræft, kan du få gratis hjælp:

   

Rådgivning