Gå til sygdomsliste

Ressourceforløb

Kræftsygdommen og kræftbehandlingen kan gøre, at du ikke kan arbejde. Hvis du er i den situation, kan et ressourceforløb være en mulighed for at udvikle din arbejdsevne.

Arbejdsevnen kan blive nedsat af kræftsygdommen og kræftbehandlingen. Hvis du har varigt nedsat arbejdsevne, kan du komme i et såkaldt ressourceforløb med behandling, genoptræning og kurser.

Det er altid kommunen, som vurderer, om du opfylder betingelserne for at komme i et ressourceforløb. Under alle omstændigheder skal alle andre muligheder for at vende tilbage til et job være afprøvet.

Formålet med ressourceforløb er at udvikle arbejdsevnen, så du kan komme tilbage på arbejdsmarkedet. Måske kan du komme tilbage på almindelige vilkår - måske inden for et andet fag - eller du skal have et arbejde på særlige vilkår som for eksempel fleksjob.

Fleksjob

Koordineret forløb med kurser, genoptræning og rådgivning

Sammen med kommunens rehabiliteringsteam, som består af forskellige fagpersoner fra sundheds-, beskæftigelses- og socialområdet planlægger du et forløb for, hvordan du kan udvikle dine muligheder for at arbejde, og hvordan du kan komme i gang med at arbejde.

Forløbet kaldes et ressourceforløb og kan bestå af genoptræning, behandling, uddannelse, praktikforløb, opkvalificering, optræning i nye arbejdsområder eller andet, som kan ende i, at du kan komme tilbage i arbejde eller i fleksjob. Forløbet kan vare op til fem år.

Ressourceforløb

Et ressourceforløb kan være en mulighed for at udvikle din arbejdsevne efter sygdom og kræftbehandling.

Hvis du har nedsat arbejdsevne, skal du gennemgå mindst ét forløb

  • Hvis du er under 40 år, skal du have et eller flere ressourceforløb, som skal udvikle arbejdsevnen og hjælpe dig videre i arbejdslivet
  • Hvis du er over 40 år, skal du gennemgå ét forløb. Ud fra resultatet vil kommunen vurdere, om du kan hjælpes videre i arbejde, eller om du i stedet skal have tilkendt førtidspension

Nogle får førtidspension uden ressourceforløb

De fleste, som søger førtidspension, bliver i stedet tilbudt et ressourceforløb.

Der er dog tilfælde, hvor det ikke giver mening at gennemgå et ressourceforløb, men hvor man i stedet kan få tilkendt førtidspension, uanset alder. Man skal f.eks. ikke deltage, hvis en svær kræftsygdom eller en funktionsnedsættelse gør, at der ikke er noget formål med at forsøge at udvikle arbejdsevnen.

Førtidspension

Hvis du har fået førtidspension inden 2013

Reglerne om ressourceforløb har ingen betydning, hvis du har fået førtidspension inden 1. januar 2013.

Indtægt under ressourceforløb

Indtægten under et ressourceforløb hedder ressourceforløbsydelse. Den erstatter og er på samme niveau som den overførselsindkomst, du var på. Hvis du f.eks. er på sygedagpenge, får du en ydelse på samme niveau, så længe betingelserne for sygedagpenge er opfyldt.

Når du ikke længere er berettiget til sygedagpenge, overgår du til en minimumsydelse, der svarer til kontanthjælpssatsen for voksne. Ydelsen er ikke afhængig af formue eller ægtefællens indtægt.

Ressourceforløbsydelsen får du så længe, du er i ressourceforløb.

Du finder de gældende satser for ressourceforløbsydelse på beskæftigelsesministeriets hjemmeside:

Satser for ressourceforløbsydelse

Privat kompensation ved ressourceforløb

Hvis man som kræftpatient har forsikret sig mod sygdom og får udbetalt en privat pension under sit ressourceforløb, kan kommunen modregne pensionsbeløbet i den offentlige ydelse.

I forbindelse med et ressourceforløb tilbyder mange pensionsselskaber derfor en skattefri og modregningsfri sum. Du bør derfor tjekke dine pensionsordninger for at se, hvordan du er dækket. Se mere her:

Private pensionsordninger

 

 
Få hjælp af en rådgiver

Har du eller en af dine nærmeste kræft, kan du få gratis hjælp:

   

Rådgivning