Reaktioner hos pårørende

Når en, man holder af, får kræft, er det almindeligt at blive rystet og f.eks. føle mindre overskud og angst for at miste. Men mange pårørende kan også fortælle om håb og tro på, at den syge bliver rask igen. Der er ikke nogen 'rigtige' eller 'forkerte' reaktioner.

Når en forælder, en søskende, en bedsteforælder eller en nær ven får kræft, bliver man som pårørende ofte meget ked af det, chokeret og føler måske stor uretfærdighed over, at det lige skulle ramme ham eller hende. Når det umiddelbare chok har lagt sig, oplever mange også, at de svære følelser ind imellem afløses af følelser af håb, kærlighed og troen på, at ens nære bliver rask.

Der er ikke nogen rigtige eller forkerte reaktioner. Mennesker er forskellige, og der er forskel på, hvordan vi møder kriser og svære oplevelser i livet.

Almindeligt at følelserne skifter, og at man som pårørende kan have de samme reaktioner som den syge

Reaktionerne hos pårørende kan variere i intensitet i løbet af sygdomsforløbet og afhænger typisk af, hvordan den syge har det og af, hvor tæt man er på den syge.

Nogle sygdomsforløb kan være meget lange, og det kan være rigtig hårdt at se et menneske, man holder meget af, være i krævende behandlingsforløb eller have smerter.

Som pårørende kan man have nogle af de samme reaktioner, som den syge oplever i forbindelse med at få en kræftdiagnose. Det kan f.eks. være uvirkelighedsfølelse, koncentrationsbesvær, søvnbesvær, irritabilitet, vrede eller angst.

Mange, både patienter og pårørende, fortæller også, at de svære tanker sjældent fylder hele tiden. Mange beskriver, at når det første chok efter diagnosen eller efter en dårlig besked har lagt sig, så oplever de også mange følelser som f.eks. kærlighed, håb, tillid, taknemmelighed og troen på, at det nok skal gå.

Mindre overskud er almindeligt

Det kan kræve energi, både følelsesmæssigt og praktisk, at være tæt på en forælder, en kær ven eller f.eks. en søskende, som får kræft. Du vil måske opleve, at dit overskud bliver mindre, hvis du bruger tid og kræfter på at 'være den stærke' og/eller tage dig af praktiske ting igennem længere tid. Det kan f.eks. komme til udtryk ved, at du oplever:

'Kort lunte' - bliver nemt ked af det/irriteret/vred
Humørsvingninger
Koncentrationsbesvær
Bekymring/angst
Sårbarhed

Du må prøve at tilgive dig selv, at du har mindre overskud under sygdomsforløbet. Det er en almindelig reaktion på en svær situation, og du gør det så godt, som du kan. Prøv at overvej, hvad du ville sige til en god ven, som stod i den situation, du står i nu. Ville du have forståelse for din ven? Ville du synes, han gjorde for lidt? Eller omvendt – at han faktisk gjorde det godt?

Det kan være en hjælp at tale med en, der ikke er tæt på den syge, om de ting, der kan gøre dig irriteret og frustreret. På den måde kan du måske blive klogere på, hvad frustrationerne skyldes, og du kan tage stilling til, om det er i orden, at du har det sådan, eller om der evt. er noget, du kan gøre for at ændre det.

Det kan også hjælpe at holde pauser fra sygdommen og lave noget rart, så du kan samle ny energi.

Bange for at miste

Mange pårørende til kræftpatienter bliver bange for at miste. Tanker om, hvordan man skal kunne klare sig uden den syge, kan fylde meget. Frygten for døden kan være svær for andre at sætte sig ind i, og måske føler du dig ensom med tankerne om at miste.

Den syge kan også tænke på, hvordan du skal klare dig, hvis han eller hun dør. Det kan være godt at få talt sammen om jeres tanker om døden, selv om det er svært. Du kan prøve at starte en samtale ved f.eks. at sige:

- Jeg både håber og tror på, at du bliver rask, men hvis nu det værste skulle ske, at du ikke bliver det, er der så noget særligt, vi skal have talt om? Er der noget, du går og tænker på, som er vigtigt for dig, at jeg ved?

Nogle gange hjælper det at sætte ord på det og dele det, så man ikke behøver at gå med tankerne alene. Hvis den syge ikke vil tale med dig om døden, kan det måske hjælpe dig at dele dine tanker med en god ven eller evt. en professionel i stedet.

Brug for støtte og pauser fra sygdom

Som pårørende har du også har brug for opmærksomhed og opbakning. Tag endelig imod, hvis familie og venner tilbyder hjælp og støtte. De kan træde til, så du kan få lidt tid til dig selv. Ingen pårørende kan klare at stå til rådighed hele tiden. Det er helt normalt at have brug for et pusterum.

Jeg har ikke tal på, hvor mange gange under min mands sygdom at folk sagde til mig: ’Husk at passe på dig selv’. Det er lige præcis det modsatte, man har brug for som pårørende, nemlig at andre passer på en.
Kvindelig pårørende

Opdager nye og stærke sider af sig selv

Selvom behandlingen kan strække sig over lang tid og føles svær, vil mange pårørende opdage, at de faktisk kan klare mere, end de troede.

Måske oplever du nogle nye og stærke sider hos dig selv, som før var ukendte. Man kan også opleve, at det er meget meningsfuldt at hjælpe og støtte en, man holder af, gennem et sygdomsforløb.

Hvis du savner pauser fra at være den stærke, kan det være en god idé at tale med den syge om det. Nogle syge kan også indimellem have brug for at få lov at være den stærke, der støtter den pårørende, når det er svært for ham eller hende.

Skubber egne problemer i baggrunden

Som pårørende gør du måske dine egne problemer til småting sammenlignet med den syges. Det kan være fordi, du vil skåne ham eller hende fra dine hverdagsproblemer.

Men i flere tilfælde er det et misforstået hensyn. Mange kræftpatienter har også behov for at tale om andet end sig selv og for at få mulighed for at kunne hjælpe og støtte deres pårørende. Det kan være rart at have mulighed for at give noget tilbage.

Ældre kvinde kigger opmærksom på sin mand

Mange pårørende opdager, at de faktisk kan klare mere, end de troede. Måske oplever du nogle nye og stærke sider hos dig selv, som før var ukendte.

Føler sig utilstrækkelig

Mange pårørende kan opleve, at de går rundt med dårlig samvittighed. Når man er hos den syge, har man dårlig samvittighed over for sin øvrige familie, og når man er hos sin familie, har man dårlig samvittighed over for den syge. Prøv at sætte dine forventninger til dig selv ned i denne periode.

Måske hjælper det at sige til dig selv, at du gør det så godt, du kan. Læs mere her:

At hjælpe den syge og passe på sig selv

Får tanker om meningen med livet

Hvis man er tæt på et menneske med kræft, kan man begynde at tænke over meningen med livet. Det kan være tanker om, hvad der sker, når vi dør, hvem man egentlig er, og hvad der er vigtigt for en, hvilke prioriteter og værdier man har.

Tanker om meningen med livet er for nogle startskuddet til at kigge sit eget liv efter i sømmene. Lever man sit liv, som man ønsker, eller er der ting, der skal ændres. Det kan f.eks. være at tage på en rejse, man ikke fik taget på, at være sammen med venner, man ser for lidt, eller måske begynde at dyrke mere kreative sider af sig selv.

Del gerne dine tanker og overvejelser om meningen med livet med din familie og venner. Det kan føles som en lettelse at sætte ord på tankerne. Hvis du føler dig alene med tankerne, hjælper det ofte at dele dem med andre.

Nogle har også glæde af at læse bøger om andres eksistentielle og/eller religiøse tanker og overvejelser. Det kan være en støtte og virke berigende i en tid, hvor man selv er optaget af tanker om meningen med livet.

Bøger om kræft

Cancerforum - online mødested for patienter og pårørende

Bange for selv at blive syg

Man kan blive bange for også selv at få kræft, når en tæt på er ramt af sygdommen. Man bliver måske ekstra opmærksom på sin krop og kan opleve, at man får symptomer på kræft. Selvom det er en almindelig reaktion, er det en god idé at gå til din læge, hvis du får symptomer eller bliver bekymret for nogle forandringer i kroppen.

Nedtrykt og måske deprimeret

Det kan være hårdt at se et menneske, man holder af, være i et krævende behandlingsforløb eller have smerter. Man kan blive bekymret for, om behandlingen virker, og blive bange for at miste. Hverdagen bliver ofte mere udfordrende, når man både skal tilgodese den syges behov og sin egen families behov.

Det er almindeligt at få symptomer på depression, når du er udsat for sådan et psykisk pres. Man kan reagere med:

Nedtrykthed
Nedsat energi
Koncentrationsbesvær
Selvbebrejdelse og skyldfølelse
Ligegyldighed over for aktiviteter, der plejer at glæde
Søvnproblemer

Som udgangspunkt er det naturlige reaktioner på den situation, du står i, uden der er tale om en depression. Hvis symptomerne varer ved over længere tid og evt. forværres, er det en god idé at tale med din læge.

Om man har en depression afhænger af, hvordan symptomerne er, hvor mange der er, og i hvor lang tid man har haft dem.

Nogle inddrager lægen fra start for at have hans eller hendes løbende vurdering af, om man er ved at udvikle en depression, som evt. skal behandles med samtaler hos en psykolog og/eller medicin.

Giv dig selv lov til at reagere psykisk, det er i orden at være chokeret, berørt, ængstelig m.m. Se det som et udtryk for, hvor meget du holder af personen.

Læs mere om, hvordan du kan håndtere nedtrykthed og depression:

Depression

Reaktionerne kan komme senere

Nogle oplever, at de i perioder næsten ikke mærker deres egne følelser, fordi man er mere optaget af at hjælpe og støtte den syge bedst muligt samtidig med, at man prøver at holde sammen på sit eget familie- og arbejdsliv.

Måske vil dine egne følelser og reaktioner fylde mere i de perioder, hvor den syge er inde i mere stabile behandlingsperioder eller efter et veloverstået behandlingsforløb.

Hvis man er uenige om fortsat livsforlængende behandling

Nogle gange er patienten og de pårørende ikke enige om, hvor længe den livsforlængende behandling skal fortsætte, hvis patienten er uhelbredelig syg.

For nogle syge er det en lettelse kun at koncentrere sig om at få mest muligt ud af den sidste tid og udelukkende modtage lindrende (palliativ) behandling. Men de pårørende kan opfatte det, som om den syge giver op.

I andre tilfælde er det den syge, som ønsker livsforlængende behandling, mens den pårørende foreslår at stoppe. Det kan være fordi, man måske er vidne til, hvordan behandlingen kan tære på den syge eller give bivirkninger.

Selvom man har et ønske om, at ens kære holder sig i live længst muligt eller gerne vil spare dem for unødig lidelse, er det vigtigt at acceptere de valg, den syge træffer, og huske på, at det kun er ham/hende, som ved, hvordan det føles at have kræft og få behandling.

Pårørende kan ønske, den syge får fred

Hvis et sygdomsforløb er meget krævende, og den syge har det rigtig skidt, kan man tænke, at det måske ville være bedre, hvis den syge snart døde. Sådanne tanker kan være ubehagelige og måske give dårlig samvittighed – og det kan være svært at dele med andre.

Tanker om at den syge får fred er almindelige og er ofte et udtryk for, hvor meget man holder af den syge, og hvor hårdt det er at være vidne til, at den syge f.eks. har smerter. Netop fordi man holder af personen, kan man ind imellem føle, at man som pårørende er ved at gå i stykker indvendigt, og at man ville ønske, at det kunne høre op.

Mange syge får også tanker om, at det ville være bedre, hvis de døde. Det kan være fordi, de synes, det er for hårdt for deres pårørende at være vidne til sygdommen, eller fordi de ind imellem ville ønske, at de kunne slippe for smerter eller yderligere bekymringer.

At tale med sine nærmeste om døden