Gå til sygdomsliste

Eksperimentel behandling

Eksperimentel behandling kan være et andet ord for forsøgsbehandling. Men eksperimentel behandling kan også betyde en ikke-før-afprøvet behandling, der sættes i værk uden at være led i et forsøg. Her kan du læse om den form for eksperimentel behandling.

Ædre mand i bar overkrop bliver undersøgt med stetoskop af læge

Du får eksperimentel behandling på de eksperimentelle enheder, de såkaldte Fase 1 enheder, på hospitalerne.

Eksperimentel behandling er en ikke-afprøvet behandling, der sættes i værk uden at være led i et forsøg, for patienter, der har en livstruende sygdom, hvis der ikke er andre behandlingsmuligheder. Det er en individuel behandling, som lægerne sammensætter til en enkelt patient.

En behandling kaldes eksperimentel, når der ikke findes samme grad af videnskabelig dokumentation for, at den virker, som ved den etablerede behandling.

Kort om eksperimentel behandling:

  • Eksperimentel behandling er en specifik behandling til en enkelt patient efter et individuelt lægeligt skøn. Hvorimod forsøgsbehandling gives til flere patienter, der deltager i et godkendt lægevidenskabeligt forsøg
  • Eksperimentel behandling udføres af læger i sundhedsvæsnet og er ikke det samme som alternativ behandling
  • Eksperimentel behandling kan f.eks. være med lægemidler, der endnu ikke er godkendte eller som allerede er godkendt til andre kræfttyper
  • Eksperimentel behandling kan ske efter råd fra sundhedsstyrelsens ekspertpanel vedrørende eksperimentel behandling
  • Der skal være en vis sandsynlighed for, at behandlingen kan gavne patienten
Forsøgsbehandling og eksperimentel behandling

Betegnelserne ’forsøgsbehandling’ og ’eksperimentel behandling’ bruges ofte om den samme type behandling. Nemlig behandling til patienter, der deltager i et godkendt lægevidenskabeligt forsøg med flere deltagere.

Eksperimentel behandling kan dog også være ikke-afprøvet behandling, der sættes i værk uden at være led i et forsøg, fordi der ikke er andre behandlingsmuligheder. Det er behandling, som lægerne sammensætter til en enkelt patient. 

Læs mere om forsøgsbehandling:
Forsøgsbehandling

Behandlingen på de eksperimentelle enheder

Du får typisk eksperimentel behandling på hospitalernes eksperimentelle enheder. De kaldes også for fase 1 enheder. 

Hvilke behandlinger kan man få?

De eksperimentelle enheder tilbyder en blanding af forskellige nye behandlinger. Primært i form af kemoterapi og biologiske behandlinger.

Nogle af behandlingerne er et led i et videnskabeligt forsøg. Andre er behandlinger med en velkendt dokumenteret effekt, som endnu ikke er indført som standardbehandling på de almindelige kræftafdelinger.

Endelig er nogle behandlinger eksperimentelle. Det er typisk en uprøvet, udokumenteret behandling, som lægerne sammensætter til en bestemt patient for at give den bedst mulige behandling, når alt andet er prøvet.

Her findes de eksperimentelle enheder i Danmark

I Danmark findes seks eksperimentelle enheder:

  • Rigshospitalet i København
  • Herlev Hospital
  • Aarhus Universitetshospital
  • Aalborg Hospital
  • Vejle Hospital
  • Odense Universitetshospital

Hvordan bliver man henvist til eksperimentel behandling i Danmark?

Du skal kontakte lægen på det hospital, du er tilknyttet, hvis du ønsker eksperimentel behandling.

Har du konkrete ønsker til en bestemt behandling, har lægen mulighed for at spørge Sundhedsstyrelsens rådgivende panel for eksperimentel behandling, om det vil anbefale, at du tilbydes behandlingen.

Panelet er nedsat af Sundhedsstyrelsen og rådgiver hospitalsafdelingerne i spørgsmål om eksperimentel behandling. 

Sundhedsstyrelsen om eksperimentel behandling

På sundhedsstyrelsens hjemmeside finder du mere information om eksperimentel behandling.

Rådgivning om eksperimentel behandling for patienter med livstruende sygdom

Patienterstatningen dækker

Ved eksperimentel behandling dækker Patienterstatningen på samme vilkår som ved anden behandling på offentlige hospitaler i Danmark.

Udgifter til eksperimentel behandling

Det konkrete forskningsprojekt kan tilbyde at dække alle eller nogle udgifter til behandlingen, ligesom de kan tilbyde at arrangere transport og ophold. Typisk vil du kunne finde information om det i den deltagerinformation, som du vil modtage forud for projektet.

 
Få hjælp af en rådgiver

Har du eller en af dine nærmeste kræft, kan du få gratis hjælp:

   

Rådgivning