Gå til sygdomsliste

Andel der overlever kræft

Her på siden kan du læse mere uddybende om, hvor stor en andel af kræftpatienterne, der gennemsnitligt overlever deres kræftsygdom mere end 1 eller 5 år efter, at de fik diagnosen.

Inden du læser statistik

Det er en god idé at overveje, om du vil kende risiko og lægens vurdering af et sandsynligt forløb for din kræftform. Nogle finder statistik beroligende, fordi det er noget konkret at forholde sig til. Andre synes, statistik er skræmmende og upersonlig.

Mærk efter, hvordan du har det, inden du læser statistik om kræftsygdomme.

Det er vigtigt at huske, at statistik er baseret på gennemsnit beregnet ud fra store patientgrupper og ikke siger alt om den enkelte. Den enkeltes risiko for at få kræft kan afvige meget fra gennemsnittet, lige som det er forskelligt, hvor længe hver enkelt overlever sin kræftsygdom.

Spørg din læge

Tal med din læge, hvis du vil vide mere om risikoen ved din egen sygdom. Mulighederne for at blive helbredt afhænger af, hvilken kræftsygdom det drejer sig om, hvor udbredt din sygdom er, hvilken behandling du har fået og af dit almene helbred.

Korte fakta om kræft:

  • 83 pct. af alle danskere med en kræftdiagnose overlever deres sygdom i mindst 1 år
  • 2 ud af 3 danskere med en kræftdiagnose overlever deres sygdom i 5 år eller mere
  • Forskning leder hele tiden til nye fremskridt og nye måder at stille diagnoser og behandle kræft på – det betyder, at flere overlever kræft

Relativ overlevelse

Overlevelsestallet er sandsynligheden for at overleve en kræftsygdom i henholdsvis 1 eller 5 år efter diagnosen, hvor der ses bort fra risikoen for at dø af andre årsager. Der er ikke taget højde for, hvor udbredt sygdommen var hos den enkelte, da den blev konstateret (dvs. hvilket stadie sygdommen var på).

Hvor mange overlever kræft?

Mænd Kvinder
1 år: 83 pct. 84 pct.
5 år: 67 pct. 70 pct.

Stigning i overlevelsen for mænd og kvinder

Mænd:

  • 1-årsoverlevelsen for mandlige kræftpatienter er steget fra 75 pct. til 83 pct. på 15 år, dvs. der i dag gennemsnitligt er 83 pct. af mændene, der overlever diagnosen mindst 1 år, hvor det for 15 år siden var 75 pct.
  • 5-årsoverlevelsen for mandlige kræftpatienter er steget fra 58 pct. til 67 pct.

Kvinder:

  • 1-årsoverlevelsen for kvindelige kræftpatienter er steget fra 76 pct. til 84 pct. på 15 år, dvs. der i dag gennemsnitligt er 84 pct. af kvinderne, der overlever diagnosen mindst 1 år, hvor det for 15 år siden var 76 pct.
  • 5-årsoverlevelsen for kvindelige kræftpatienter er steget fra 61 pct. til 70 pct.

Sundhedsdatastyrelsen: Kræftoverlevelse i Danmark 2007-2021

Bedre kræftdiagnostik og behandling er årsagen til bedre overlevelse

Overlevelsen efter kræft i Danmark er blevet væsentligt bedre. Det skyldes blandt andet de danske kræftplaner og med dem øgede ressourcer til kræftdiagnostik og behandling, centralisering af behandling og indførelsen af kræftpakkeforløb, der sikrer hurtig udredning og behandling af kræft. Det betyder, at flere overlever kræft end i tidligere år. I de øvrige nordiske lande er overlevelsen efter kræft også blevet bedre, men forbedringen er ikke helt så markant som i Danmark. Så Danmark haler lidt ind på de øvrige nordiske lande, men er stadig ikke helt på niveau for mange kræftsygdomme med hensyn til 1- og 5-års overlevelse.

Arbejdet med at få den danske kræftoverlevelse op på niveau med overlevelsen i de øvrige nordiske lande ser ud til at skulle fortsætte i mange år og med fokus på mange forskellige forhold.

Kræftplaner

Danske kræftpatienter har siden 1970’erne for mange kræftformer haft en dårligere overlevelse end kræftpatienter i de øvrige nordiske lande. Forskellen mellem landene har været størst de tre første måneder efter diagnosen. I mange undersøgelser mistænker forskerne, at en væsentlig årsag er, at danske patienter i gennemsnit først får diagnosen, når sygdommen er mere udbredt end patienter i de andre lande.

Ét af de store tiltag for at ændre på dette forhold, så kræftpatienter i Danmark kan få stillet diagnosen tidligere, har været fire danske kræftplaner i henholdsvis 2000, 2005, 2007 og 2016. I kræftplanerne er en lang række forhold blevet endevendt, såsom at stille diagnosen, ventetider, hvor mange steder man kan få behandling, uddannelse af kirurger og etablering af møder til at planlægge behandling af den enkelte patient, hvor alle relevante specialer er til stede. Herudover har der været fokus på patientinddragelse, sammenhængende forløb, forebyggelse af kræft og kapaciteten i sundhedsvæsenet. Der er opsat mål for de forskellige forhold, f.eks. et mål for, hvor længe en patient højst bør vente på at blive udredt og komme i behandling.

Kræftforløb

Ved mistanke om kræft, skal du henvises til et pakkeforløb, hvor der er tidsfrister for undersøgelser og behandling, som følger en på forhånd planlagt og booket plan for at sikre det bedst mulige udrednings- og behandlingsforløb uden unødig ventetid.

Når du starter i et pakkeforløb, er det altså ikke sikkert, at du har kræft. I omkring tre ud af fire pakkeforløb er der ikke tale om, at patienten har kræft. Pakkeforløbene bliver tilbudt i hele landet.

Pakkeforløb for kræft

Statistik for, hvordan regionerne opfylder kravene i kræftpakkerne

Standardforløbstiderne i pakkeforløb for kræft er faglige rettesnore for, hvor lang tid et standardforløb for en gennemsnitlig patient med kræft bør tage. Det forventes, at ikke alle patienter kan gennemføre det planlagte undersøgelsesforløb inden for de angivne standardforløbstider. For eksempel kan anden alvorlig sygdom medføre længere forløbstider end standardforløbstiden.

Danske regioner har som en målsætning, at 90 pct. af patienterne kommer igennem det samlede forløb inden for den fastsatte frist. Opfyldelsen af tidskravene i kræftpakkerne bliver løbende monitoreret.

Forløbstider for kræftpakkeforløb

Find statistik for overlevelse i NORDCAN

NORDCAN er en database, der indeholder kræftstatistik for Danmark og de øvrige nordiske lande. I NORDCAN baseres tal og beregninger for den danske befolkning på data fra det danske Cancerregister og det danske Dødsårsagsregister i Sundhedsdatastyrelsen og på generelle informationer om den danske befolkning fra Danmarks Statistik. Ligeledes trækker NORDCAN på de øvrige nordiske landes kræftregistre og registre over dødsårsager.

I NORDCAN kan du finde tabeller og figurer, der viser, hvor mange der overlever 1 og 5 år med en bestemt kræftsygdom i de forskellige nordiske lande for en bestemt tidsperiode. 

Læs mere:

Statistik for relativ overlevelse i NORDCAN

NORDCAN



Læs alt om kræftstatistik

Statistik om kræft – forsiden

 

Rådgivning

Ring til Kræftlinjen, skriv til Brevkassen eller find den nærmeste kræftrådgivning.

Vores rådgivningstilbud


Om kræftsygdomme

Om kræftsygdomme

Viden om symptomer, undersøgelse og behandling af kræftsygdomme.

Kræftsygdomme


Livet med kræft

Om psykiske reaktioner, familie, seksualitet og arbejde.

Hvis du har kræft