Facebook
Twitter
LinkedInKun 3 pct. af vores indtægter
kommer fra det offentlige.
Dit bidrag er afgørende.
Hvis barnet ikke vil tale om døden
Børn kan reagere med ikke at ville tale om, at mor eller far kan dø af kræftsygdommen. Her kan du få nogle idéer til, hvordan du kan tale med barnet.
Nogle forældre oplever, at deres børn ikke kan tale om døden eller virker som om, at de ignorerer, at mor eller far kan dø af kræftsygdommen.
Måske løber barnet ud og leger eller trækker sig ind i sig selv, når du prøver at tale med ham eller hende om døden.
Vend tilbage til samtalen på et andet tidspunkt
Når du oplever, at barnet ikke kan tale om, at du skal dø, kan du vise barnet respekt ved f.eks. at sige:
- Lige nu kan jeg se, at du ikke har lyst til at tale om, hvad der skal ske. Måske er det bedre en anden dag, så jeg spørger dig igen på lørdag.
Vær tålmodig med dig selv og dit barn
Prøv at være tålmodig både med dig selv og dit barn. I er begge i en ny, vanskelig situation. Du har ikke før prøvet at fortælle dit barn, at du skal dø af kræften. Og det er første gang, at barnet har skal modtage sådan en besked. I gør det så godt, som I kan.
Børn har brug for at tale med en voksen om svære tanker
Børn har en fantastisk evne til at gå ud og ind af sorgen. Som forælder er det en god idé, at give plads til deres frikvarter fra bekymringerne og følelserne.
Det er dog også vigtigt at være opmærksom på barnet og prøve at få ham eller hende til at tale om de svære tanker, så det ikke går alene med tankerne. Du kan være opmærksom og opsøgende, når barnet selv åbner op for emnet.
Hvis barnet ikke selv åbner op, kan du f.eks. sige:
- Hvad mon du har tænkt på, siden jeg fortalte dig, at jeg kommer til at dø af kræftsygdommen?
Børn kan mangle ord til at tale om døden
Hvis barnet undgår at tale om døden, kan det være fordi, han eller hun simpelthen ikke kan holde ud at tænke på, at mor eller far skal dø. Det kan også handle om, at det er svært for barnet at sætte ord på, hvad han eller hun tænker.
Barnet får måske følelser eller tanker, det ikke har haft før, og det kan være svært at få styr på tankerne.
Du eller en anden voksen kan hjælpe barnet med at sætte ord på tankerne.
Når man skal tale med barnet om svære emner, kan det være en god ide at tilrettelægge situationen, så at den matcher barnets naturlige måde at gå til nye og svære ting. Børn skifter mellem at gå lidt ind i det svære og så have fokus på andre ting. Det kan f.eks. være at tegne, gå en tur eller køre bil. Det giver plads til naturlige pauser i samtalen og også indimellem at have fokus på andre ting.
Spørgemetode: Hvis det er svært at tale med barnet
Det er vigtigt at få snakket med børnene om de tanker og følelser, der kan være, når mor eller far skal dø af sin kræftsygdom, så børnene ikke går alene med bekymringerne.
I nogle familier glider samtalerne nemmere, hvis man stiller åbne spørgsmål til barnet, som f.eks.: - Hvordan har du det? Eller: - Hvad går du og tænker på?
I andre familier har børnene svært ved at sætte ord på de tanker og følelser, de har. Barnet lukker samtalen ved f.eks. at svare: -Det ved jeg ikke, eller - Det går meget godt.
Her kan det måske hjælpe at bruge spørgemetoden til at åbne op for samtaler.
Spørgemetode til at tale med barnet om døden
Måske kan du bruge denne spørgemetode til at åbne op for en snak med dit barn, om hvad barnet tænker. Det kan være en god idé at snakke sammen, når I laver puslespil, bager, går tur eller lignende. Det giver barnet mulighed for tage tingene ind i det tempo, det kan magte. Barnet 'går ind og ud' af samtalen, samtidig med at man kan holde 'pauser', når man fokuserer på aktiviteten.
Spørgemetoden består af fem trin. Der er givet et eksempel på en sætning, du kan brug på hvert trin. Du kan tilpasse sætningerne til jeres situation og måde at tale sammen på:
1. Beskriv for barnet, hvad du har bemærket: - Jeg har lagt mærke til, at du bliver lidt stille, når jeg snakker om, at jeg kommer til at dø af min sygdom, og at du helst ikke vil snakke om det.
2. Del dine opfattelser af, hvorfor du tror, det sker og giv gerne flere forslag: - Jeg tror, det handler om, at det er svært at forstå, hvad det betyder. Det kan også være fordi, du bliver meget ked af det og helst ikke vil tænke på det.
- Måske siger du ikke så meget, fordi du er bange for at gøre mig ked af det.
Selvom barnet ikke selv kan formulere sine tanker endnu, kan han eller hun sikkert godt høre, hvad der lyder mest rigtigt af dine forslag.
3. Anerkend barnets reaktion: - Jeg kan godt forstå, du har det sådan, når der er så mange nye ting at tænke over, og man bliver både bange og ked af det, når man får at vide, at mor skal dø. Jeg ved, at andre børn også har det sådan.
4. Spørg om, hvad barnet tænker, om det du siger: - Hvad tænker du om de ting, jeg siger? Eventuelt: - Jeg så, du reagerede, da jeg sagde, at du måske helst ikke vil tænke på det med døden.
5. Tal sammen om, hvad der kan hjælpe barnet: - Hvad tror du kan gøre det lettere at snakke om det, du går og tænker på?
I kan sammen tegne eller læse børnebøger om døden
Når du vil prøve at åbne op for en samtale om døden, kan du foreslå, at I tegner sammen. Det kan hjælpe barnet med at dele forestillinger om, hvad der sker, når man er død.
Det kan også være en god hjælp at læse børnebøger om døden med barnet. Bøgerne kan give barnet et sprog til at tale om døden og viden om, hvordan andre børn har reageret i en lignende situation. Læs mere:
Vær opmærksom og opsøgende
Børn kan åbne op for at tale om svære ting, imens I f.eks. kan være i gang med at lege eller spise. Derfor gælder det om at gribe disse små åbninger og være klar til at tale med børnene om deres bekymringer og tanker der.
Tal om hvad der skal ske, når du ikke er her mere
Børn er ofte meget konkrete i deres bekymringer. Derfor kan det være, at deres tanker handler om, hvem der skal smøre madpakker, følge til fodbold osv., når du ikke er her længere.
Det kan derfor være en god idé at snakke med barnet om, hvad der bliver anderledes, når du ikke er her mere.
Andre voksne kan tale med dit barn
Nogle gange kan det være nemmere for barnet at snakke med en voksen, der ikke selv er berørt af sygdommen det kan være en klasselærer, en pædagog, en af kammeraternes forældre eller en rådgiver.
